Gymnasietiden gjorde mig til ateist. På et møde i gymnasieforeningen duellerede jeg hidsigt og mundtligt med en stærkt troende elev, der endte med at blive en hellig mand med langt skæg, dr.theol., docent og til sidst professor i missions- og økumenisk teologi ved Aarhus Universitet. Mine hår rejser sig endnu, når jeg hører hans salvelsesfulde stemme i radioen. Det gør det ikke bedre, at vi næsten er jævnaldrende; han er én dag ældre end mig.
Så meget var sikkert, jeg skulle i hvert fald ikke være præst. Mine forældre prøvede at foreslå, at jeg læste til læge eller tandlæge; det var pæne og indbringende professioner. Men jeg havde ikke lyst til at leve af at blive konfronteret med alskens sygdom og menneskelig elendighed eller arbejde stående og lugte til dårlig ånde. Jeg vaklede mellem at studere til kemiingeniør eller cand.mag. i fransk. Jeg havde let ved fransk, da jeg mødte med et forspring ved starten af 1.G. Jeg havde jo haft min mor i realen.
Som det ofte går, når man stilles overfor valget mellem to muligheder, vælger man en tredje. Det år, jeg blev student, skulle der udmærkelse til for at blive optaget på kemiingeniørstudiet, og jeg fik 'kun' et pænt mg+. Tilbage var at læse fransk, men så skulle jeg bo hjemme og læse i Aarhus, og det havde jeg for meget udlængsel til.
Jeg havde været glad for geografi og geologi i 1. og 2.G. Læreren var gemytlig og brugte det meste af tiden til at fortælle morsomme historier fra sin studentertid. Han varslede blot hver måned, at han næste uge ville holde en skriftlig prøve i det stof, vi kun havde fået sporadisk gennemgået, og at han gav karakterer efter prøvens resultat. Så var det op til én selv. Faktisk en udmærket opdragelse til at kunne klare et frit studium på universitet.
Jeg ræsonnerede, at når han havde kunnet blive cand.mag. i naturhistorie og gymnastik, så ville jeg også have en fair chance, selv om jeg droppede gymnastikken. I mellemskolen havde jeg både kunnet slå saltomortaler og springe flikflak, men gymnastik var bestemt ikke et af mine yndlingsfag i gymnasiet. Jeg forlod håndboldmålet, når de større og kraftigere kammerater morede sig med at skyde så hårdt, at bolden bragede mod den finerbeklædte væg bag målet. Og jeg hadede, når vi blev stillet op i to rækker, og læreren beordrede fri brydning. Som modstander fik jeg næsten altid en stupid fyr med en enorm brystkasse og en ånde som var han ved at rådne op indvendigt. Jeg tror, hans far var produkthandler.
Nu drømte jeg ikke mere om at prædike eller gå i skoven med jagtgevær over skulderen. Jeg ville ganske vist allerhelst være journalist, tegner og forfatter, men det faldt ikke i god jord hos mine forældre. "Journalister er et fordrukkent folkefærd", advarede min far, som ikke kendte noget til geologer. Enden på alle overvejelserne blev, at jeg tog Århus-Kalundborg færgen og cyklede til København for at komme på ruskursus og studere naturhistorie ved Københavns Universitet.
Cyklen var tungt lastet med alt mit grej og tung at træde op ad de mange bakker mellem Kalundborg og Holbæk. Selv om jeg kom cyklende til København, følte jeg det første årstid i storbyen, som om jeg var kommet ind med firetoget. Kom altid for sent i tanke om, hvordan jeg kunne have repliceret københavnernes kvikke replikker. Men jeg lærte det efterhånden. Det tog længere tid at mætte min biografhunger. For at spare, sad jeg altid på første række.
Da jeg forlod Jylland, forlod jeg også min kæreste i Horsens. Hun var en yndig blondine, datter af en affarvet blondine og en meget velhavende, lidt trivelig tandteknikker, som havde Jens Søndergaard hængende på væggen i stuerne oven over klinikken. Datteren havde skam været på besøg i Hovedgaard, og jeg var som 3.G'er tit gæst i hendes hjem. Vi kissemissede lidt, og jeg mindes, hvor stort besvær jeg havde med at fjerne sporene efter hendes lyserøde angorabluse på min ræverøde tweedjakke.
Hun var et Eller, mere blev det aldrig til. To år efter jeg var rejst, lykkedes det klinikassistenten at forføre hende, og jeg trøstede mig med, at hun vistnok led af epilepsi. Jeg genvandt i øvrigt min sårede stolthed ved hjælp af et engangsknald. Jeg gik i bukserne på hendes bedste veninde, som læste til kemiingeniør på DTH og havde slangekrøller og brune øjne. Jeg håbede, hun ville fortælle veninden om det.
Da forlovelsen var bristet, brast også min drøm om at blive adjunkt og lektor ved et gymnasium i provinsen og bo i et hus med stokroser. Inden længe skiftede jeg fra cand.mag.-studiet til at læse til magisterkonferens i geologi, som interesserede mig mere end provinsielle stokroser.
Selvportræt. (Foto Universitetshistorisk Udvalg).
Det var vanskeligt at finde et ledigt værelse i København. Det første halve år måtte jeg cykle langt ud ad Gammel Køge Landevej, forbi Flasken og Frihedskroen og længere til for at komme "hjem". Lige så langt, som fra Horsens til Hovedgaard. Når min vært kom hjem, ville han aldrig have noget at spise. Han arbejdede på Carlsberg og drak dagligt mindst fjorten fribajere.
Næste forår lykkedes det mig at leje et værelse hos familien Andersen i Hesseløgade. Deres datter var lige blevet gift og flyttet hjemmefra. Faderen var smed ved DSB og diabetiker, moderen var i overgangsalderen og gik rundt og svedte i sin lyserøde underkjole. De var begge gode socialdemokrater og elskelige mennesker. De behandlede mig, som hørte jeg til familien. Værelset var ikke stort, 2 x 4 meter, og jeg måtte fyre i en lille kakkelovn for at holde vinterkulden ude. Jeg havde adgang til lejlighedens toilet uden håndvask, og en køkkenvask med koldt vand i hanen. Det varme vand måtte man varme på gaskomfuret. En arbejderbolig uden luksus til en rimelig leje. Luksus var der derimod ved de søndagsfrokoster, jeg tit blev inviteret med til. Så var fru Andersens bror Charles, der var brolægger, oftest på besøg, og de to søskende fortalte de mest hårrejsende historier fra deres fattige opvækst på Strynø. Lærerigt for et overklassebarn som mig at lytte til.
Jeg spiste ellers på Kannibalen, Universitetets studenterkøkken i Nørregade. Snuppede de to første forelæsninger på tom mave og bestilte så elleve halve, når der ved halv ellevetiden blev åbnet for smørebrødssalget. En ældre studerende, som var imponeret over min appetit, væddede engang med mig, om jeg kunne spise elleve halve til. Han tabte og kom til at betale for alle toogtyve halve.
Cand.mag.-studiet, jeg begyndte på, omfattede zoologi og geologi til 1.del, så jeg satte ikke noget til ved skiftet til konferensstudiet. Hvad jeg havde lært om systematisk zoologi, sammenlignende anatomi og embryologi kom mig til gode, da jeg valgte zoologi som det ene af de to bifag, konferensstudiet foreskrev.
Hvorfor blev det til geologi? Som barn har jeg aldrig samlet på sten, højst "køer", dem med hul i. Men far havde før krigen taget mig med på en ekskursion arrangeret af Naturhistorisk Forening i Århus, hvor lektor Mathias Møller slog ud med armene, og forklarede at hér, med udsigt til Skanderborg-søerne, her havde der engang ligget en kilometertyk indlandsis. Jeg prøvede i tankerne at sætte 100 flagstænger oven i hinanden. Det var en udfordring til min fantasi.
Det gjorde også et uudsletteligt indtryk på mig at kravle i rigtige klipper, da vi i sommeren 1939 var på en udflugt til Kullen, arrangeret af Lærerhøjskolen. Efter studentereksamen tog lektor Ernst Wilson de nybagte studenter fra min klasse på studietur til Telemarken, hvor vi besteg Rjukan-fjeldet. "Vi klamrer os til Moder Jords bryster", gispede den let overvægtige lektor, da vi brugte hænderne ligeså meget som benene. Brystfikseret som jeg var, kom jeg til at holde meget af bjerge og klipper.
Jeg havde, inden jeg rejste til København, set i studiehåndbogen, at der var en meget ung professor i geologi. Det tiltalte mig, og da jeg på ruskursus i arkitekthytten i Bregnerød hørte, at geologistuderende havde mulighed for at komme til Grønland som feltassistenter, var sagen afgjort.
Den 17. maj 1947 sejlede jeg med MS Disko for første gang til Grønland. Mens vi krydsede Nordatlanten, portrætterede jeg samtlige 83 passager i skibets gæstebog, bl.a. kaptajn Einar Mikkelsen, der, som en af de yngste passagerer udtrykte det, havde "skæg over øjnene".
12 dage inden afrejsen døde min mor på hospitalet i Horsens, 5l år gammel. Binyrerne svigtede. Jeg nåede at give hende blod og sige farvel. Da der blev ringet efter mig, var jeg til ungdomsfest hos Inga og Erik i Stenlille. Bøgeskovene langs banen var nyudsprungne. Hospitalslugten blev hængende i årevis i min erindring og gjorde det næsten umuligt for mig at besøge et hospital.
Jeg nåede også at komme med til min mors begravelse i Stenlille. Det lykkedes mig at holde tårerne tilbage ved at tænke på, hvor smuk og gavmild naturen var. Der ville spire blomster på hendes grav, og inden længe ville aftenbrisen sprede frøene fra den lysegrønne birk tæt ved muren ud over gravstedet. Det forunderlige ved livet er, at det reproducerer sig selv.
