MODNINGSTID

Besættelsesårene var også tiden, hvor jeg voksede fra dreng til ung mand, fra tolv til sytten år, og hvor jeg bestod mellemskole- og realeksamen og kom i gymnasiet. Og hvor jeg begyndte at se på pigerne på en anden måde. Jeg fandt ud af, hvad de mærkelige kludefyldte strømper, som med mellemrum hang til tørre ude på gårdspladsen, blev brugt til. Begyndte at kigge vores unge pige under skørterne, når hun pudsede vinduer fra en stige. Hun havde gået i klasse med Ib.

Fik også en ubændig trang til at tage på en af mine egne klassekammeraters yppige bryster. Hun sad i fars fysik- og biologitimer på bænken lige foran mig. Hun sladrede heldigvis ikke, skubbede blot min hånd væk. Inden jeg blev konfirmeret, fik vi en ny ung pige i huset, og hun kunne for alvor få drifterne til at stige op i mig. Hun var meget velskabt, mørkhåret med brune øjne og gik i en lyseblå kittelkjole. En dag jeg havde fanget og krammet hendes bryster, sukkede hun: "Bare du havde været tre år ældre".

Hun havde en rigtig kæreste nede i byen, men var ikke monogam. En dag, hvor huset var tomt, tog hum mig med ind på sit værelse, hvor der duftede syndigt af cigaretrøg. Det var en vidunderlig oplevelse, men den gentog sig ikke. Da hun havde indviet mig, fik jeg besked om at gå ud og finde mig en anden pige.

Vi opdagede først efter at hun var rejst, at hun jævnligt havde haft besøg af sin kæreste. Hendes efterfølgers kæreste var nemlig tungere og trådte en nat gennem tagpaptaget på karnappen med hovedindgangen. Begge elskere lånte en stige, som hang lettilgængelig på den gamle dyrlægestalds mur ud mod skolevejen, og de kravlede via karnappens tag ind og ud ad vinduet, mens far og mor og Ib og jeg sov i den anden ende af huset.

Min oplevelse i pigeværelset blev på sin vis afgørende for mit forhold til det andet køn i resten af min opvækst. Jeg fandt det længe svært at begære en pige fysisk og samtidigt være romantisk forelsket i hende. Det blev et Enten-Eller - og oftest kun til et romantisk Eller.

Rektor C. Clausen, Horsens Statsskole.

Da jeg havde bestået realeksamen, meldte spørgsmålet sig: Hvad skulle jeg så? Min unge alder taget i betragtning var mine forældre mest indstillet på, at jeg skulle begynde på Handelsskolen i Horsens. Og det var kun, fordi far i anden anledning talte med rektor Clausen på Statsskolen i telefonen - og en passant spurgte, hvad han syntes, de skulle stille op med mig - at det ikke blev Handelsskolen, men gymnasiet. Rektor Clausen svarede: "Send ham bare herud. Vi skal nok tage os af ham. Han kan jo altid gå en klasse om, hvis han ikke kan følge med". Der blev igen noget at leve op til, både for min egen skyld og realskolens ære.

Mens jeg endnu gik i realen, var jeg blevet udstyret med et Legitimationskort for Sikkerhedsområdet i Jylland, et Ausweis, som altid skulle bæres og kunne fremvises. Det fik jeg først virkelig brug for, da jeg begyndte i 1.G matematisk i Horsens statsskole. Jeg har skam kortet endnu; det er godt slidt med et revnet fotografi, som viser en nyklippet, tænksom dreng med skilning og en lang hårtjavs ned i højre side af panden. Når jeg ser på det, kan jeg egentlig godt forstå, at mine forældre i første omgang ikke tænkte på at sende mig direkte i gymnasiet.

Når jeg cyklede fra statsskolen til Hovedgaard, hændte det, at jeg blev stoppet af en tysk vagtpost på viadukten i Serritslev. "Ausweis, bitte", brummede han og ledte forgæves efter illegale blade i min skoletaske. Der var mange og lange bakker på hjemturen, så jeg lærte hurtigt at lade mig trække af lastbiler. De var gengasdrevne og kørte så langsomt op ad bakke, at jeg kunne hægte mig på. Med venstre hånd i ladets bagklap, højre på cykelstyret og tungen lige i munden, gik det i susende fart på de lige strækninger. Opdagede chaufføren mig, kørte han helt ud i græsrabatten med de højre hjul for at ryste mig af. For ikke at vælte måtte jeg så rykke helt ind bag bagklappen og holde venstre arm helt stiv.

For mig var gymnasiet absolut ikke nogen 'Sort Skole'. Det var en enorm udfordring, og jeg fik for alvor pillet det sidste blå ud af øjnene. Vi startede 16 i klassen i 1.G.y. Nogle havde gået i statsskolens mellemskole; dem kendte lærerne. Andre kom ligesom jeg udefra, og vi blev følt på tænderne. Én blev ikke rykket op i 2.G, og to forlod pludselig 2.G sidst på vinteren, og så var vi kun var tretten i klassen.

Efter 1.G fik vi en ny rektor. Den meget afholdte rektor Clausen blev afløst af lektor A. Strehle fra Katedralskolen i Århus, og alene det tyskklingende navn gjorde fra starten den nye rektor upopulær. Helt galt gik det, da han sløjfede en halv fridag. Gymnasieeleverne strejkede, gik hjem i middagsfrikvarteret, og Horsens Statsskole kom i alle landets aviser. Jeg tror ikke, det var set før, at skoleelever strejkede. Aktionen satte mig i en slem kattepine og gjorde mig til skruebrækker. Jeg følte ikke, at en skolebestyrers søn kunne være bekendt at strejke, og der gik i øvrigt heller ikke noget tog tilbage til Hovedgaard så tidligt.

Akvarel af Horsens Tugthus, hvor jeg i to vintermåneder var indkvarteret i den lave bygning til venstre for midten. Her boede fængselsforvalteren med familie.

I vinteren 1943-1944 begyndte jernbanesabotagen at gøre toggangen meget uregelmæssig. Det nedkastede marcipansprængstof blev især brugt til at sprænge skinnelegemet på strækningen mellem Aarhus og Skanderborg. Mit morgentog 06:15 var ofte flere timer forsinket. I vintermånederne, hvor jeg ikke kunne cykle i skole, fordi landevejen først blev ryddet for sne senere på dagen, blev jeg derfor indkvarteret i et værelse hos fængselsforvalteren på Horsens Tugthus. Han var en god ven af en af fars seminariekammerater i Horsens. Jeg nød opholdet hos familien Friedel, som tog sig tid til at hygge sig, spille kort og løse kryds og tværs. Om morgenen kunne jeg fra badeværelset se fangerne blive luftet i gården inden for muren. De to måneder i Horsens Tugthus gav mig stor lyst til at flytte hjemmefra så hurtigt som muligt.

Inden vores klasse blev reduceret til tretten, var den nye statsskole blevet beslaglagt af tyskerne og undervisningen flyttet til en gammel kommuneskole i Allegade, hvor kemilokalet lå i øverste etage. I den første kemitime efter fastelavn opdagede vi, at tyske soldater var gået i stilling på nabohusenes tage og at de sigtede på kemilokalet. Kort efter bankede det hårdt på døren, og to tyske officerer trådte ind for at arrestere to af mine klasse­kammerater, som var mistænkt for at have været med til jernbane­sabotage. Det havde de skam været, men de var blevet advaret i tide og havde ikke vist sig på skolen den sidste uge. De slap til Sverige og kom efter Befrielsen hjem igen med Den danske Brigade - og nåede at blive studenter sammen med os andre.

Kort efter denne episode blev også kommuneskolen i Allegade beslaglagt af tyskerne, og vi flyttede til den gamle Latinskoles mindre bygning ved torvet, vis à vis Vor Frelsers Kirke. Nede på torvet kunne vi se, hvordan en tyskerludder i en gyselig lilla kjole samlede 'grønne' op. Siden har jeg ikke kunnet udstå den lilla farve.

Inden vi forlod kommuneskolen, hjalp jeg kemilæreren, som i øvrigt var svoger til den ene af de forsvundne sabotører, med at pakke kemisamlingen ned. Jeg syntes dog ikke, det var nødvendigt at tage flasken med smørsyre med. Den blev i stedet tømt ud som sjatter i klasseværelserne nedenunder. Mere præcist hvor varmerørene gik gennem gulvet. Smørsyre lugter som en blanding af fodsved og kattepis, og når jeg de følgende uger cyklede ad Allegade forbi skolen, smilede jeg. Hvor jeg havde været med fla­sken, stod alle vinduer på vid gab.

Vores kemi- og fysiklærer, T.P., var både en dygtig faglærer og pædagog, men samtidig lidt af en børste. "Sæt dig ned, Elisabet, du er dum. Næste, ja det er dig", kunne han sige. Kemi blev alligevel et af mine yndlingsfag. I dansk havde vi en ret arrogant og ironisk lektor, som ikke frådsede med høje karakterer på samme måde som parallelklassens dansklærer. Det fik mig til at foranstalte et forsøg. Da vi fik fristil for, skrev vi rettede stile fra parallelklassen af med alle fejlene og afleverede dem.

Det gav stof til en artikel i vores gymnasieblad med forslag om, at de to lærere skulle være censorer for hinanden ved de ter­minsprøver, som afgjorde årskarakteren. Hvor de andres lærer havde givet ug-, gav vores højst mg for samme stil. Forslaget blev ikke fulgt, men lektor Ernst Wilson, som aldrig røbede, at han også var døbt Adolf, tog mig det ikke ilde op. Om nogen var det ham, der lærte mig at tænke selvstændigt og kritisk. Ligesom historielæreren, hvis unge søn meldte sig til Frikorps Danmark og faldt på Østfronten, forlangte Wilson, at vi tog noter. Alt gennemgået stof var eksamensstof. Som stud.mag. havde Wilson i begyndelsen af 30'erne været medlem af den venstreorienterede Mondegruppe, hvortil DKP’erne Carl Madsen og Broby-Johansen også hørte. Ikke mærkeligt, at vi i dansk opgav bøger af Hans Kirk, Otto Gelsted og Nordahl Grieg.

Min første satiriske tegning i Horsens Folkeblad fra 17/1 1946, mens jeg gik i 3.G i statsskolen.

I Horsens begyndte Befrielsen allerede den 1. maj. Lokket frem af falske rygter dukkede frihedskæmperne op i gaderne og satte vagt ved Jørgensens Hotel, hvor den tyske kommandant boede. Situationen blev både pinlig og spændt. Hjemme i Hovedgaard rystede og bævede vi for, hvad der kunne ske. Kommandanten må imidlertid have været klar over, hvor det bar hen, for han forholdt sig passiv, og de rød-hvide-blå armbind forsvandt lige så stille igen.

Så kom nyheden endelig fra BBC om aftenen den 4. maj. Det gyser stadig i mig, når jeg hører budskabet blive genudsendt i radioen eller fjernsynet. Om morgenen den 5. maj hejste vi hjemme på skolen det store flag og sang: "Der er intet der maner ...". Det var mere end, hvad vore 'grønne' naboer kunne klare at se på. Soldaterne vendte sig bort og gik stille ind i missionshuset.

Jeg nåede til Horsens først på eftermiddagen. Her var sort af mennesker i Søndergade, som var smykket med danske, engelske og amerikanske flag. Da rygtet spredtes, at Montgomery var på vej, stimlede folk sammen i krydset mellem Søndergade og Hovedvejen. Det var dog kun Frelsens Hær, som kom marcherende for fuld musik.

Større var min overraskelse, da jeg pludselig opdagede Lille Karl fra Hansted. Han var den yngste og kvikkeste elev i vores gymnasieklasse. Hans runde kinder skjultes næsten helt af en stor stålhjelm, han bar armbind og havde en stengun over skulderen. Jeg blev både imponeret og misundelig.

Den dag, jeg kørte hjem med toget efter at have været oppe i det sidste fag til studentereksamen, var det strålende sol og lunt, træerne var lysegrønne, og syrenerne blomstrede. Fremtiden tegnede lys og venlig.

Næste kapitel >