Nedenstående er et uddrag af Palle Lykkes erindringsinterview 1993 med forhenværende museumsdirektør, dr.phil. Henning Henningsen (1911-2005). Uddraget er gengivet fra Henning Henningsen: Min ånd er frisk og ubedærvet … Erindringer fra studieårene i Århus. Dagbog og regnskabsbog 1930-1931 samt interview 1993 , s 74-77. Bogen, der er redigeret af Palle Lykke og udgivet af Aarhus Universitet i 1998, er i kommission hos Aarhus Universitetsforlag.
***
- Du var med i studenterrådet fra starten i 1932?
- Ja, og jeg var allerede med i det forberedende arbejde i de sidste måneder af 1931. Ifølge min lommebog blev jeg på en generalforsamling i Koncertpalæet som repræsentant for de dansk-studerende indvalgt som medlem af en studenterrådskomité 23. november 1931. En uge senere udarbejdede jeg sammen med stud.mag. W. Opderbeck et forslag til vedtægter for det kommende studenterråd, og 7. december var stud.mag. Leo Wad og jeg som komiteens repræsentanter til møde med docenterne Albert Olsen og Christen Møller og forhandlede, og 15. december var studenterrådsvedtægterne færdige. Den 3. februar 1932 blev jeg så opstillet som repræsentant for de dansk-studerende i det kommende råd, og 16. februar blev jeg valgt. Der var mægtig røre om studenterrådet. Aviserne skrev om det, og folk talte ikke om andet. Lærerforsamlingen var vist ikke meget for det i begyndelsen, men stillede sig dog efterhånden særdeles velvillig. På rådets første møde blev jeg valgt til sekretær, hvilket betød, at jeg skulle forberede møderne, føre protokol, skrive referater, specielt til Den jydske Akademiker , hvor jeg en kort tid var medlem af redaktionen, men også til de lokale aviser, der altid gerne optog stof fra universitetskredse. 27. februar sendtes en adresse til undervisningsminister Borgbjerg, og en anden gang oplæste jeg en protest, som studenterrådet havde anbefalet, mod planerne om at indføre trefags-studium.
- Det blev jo indført ikke så længe efter ...
- Det gjorde det, men vi protesterede altså inden, og hvis jeg må sige min ærlige mening, så er tre fag for meget, hvis det skal gøres ordentligt. Jeg havde selv nok at gøre med mine to. Men vedrørende protesten ser jeg i Den jydske Akademiker , at sekretæren, stud.mag. Henningsen, oplæste følgende af rådet foreslåede resolution: "Århusstudenter samlede på et møde" - kan du ikke i tankerne se mig stå der og slå ud med hånden? Jeg har altid elsket at holde foredrag! - "lørdag d. 12. november 1932 har vedtaget at protestere mod vedtagelsen af den bebudede tre-fagsordning, idet vi finder det farligt i en økonomisk vanskelig tid" - det har det jo altid været! - "som denne at gøre studietiden længere og som følge heraf dårligere. Studenterrådet er bemyndiget til at lade protesten gå videre. Denne resolution, der var det eneste virkelige resultat af mødet, vedtoges enstemmigt, hvorpå generalforsamlingen opløstes." Som overskrift står der Viel Geschrei und wenig Wolle [latter]. Det var den 29. november 1932, lige i den allersidste tid, før jeg gik ud af studenterrådet og forlod Århus (…) Jeg var også med studenterrådet i København, hvor vi var oppe i rigsdagen og snakke med det udvalg, der skulle se, om Århus skulle have et universitet, og jeg ved altså ikke, hvorfor vi tog derover, men vi tog med Århusbåden, en lang nat i bølgegang, og da vi ankom, anede vi ikke, hvad det egentlig var, vi skulle drøfte, så vi blev fejet til side og fik at vide, at det vi forelagde, ikke var noget nyt, og der blev spurgt, hvad det egentlig var, d'herrer ville? - ja, der var forresten også en dame med. Men vi vendte hjem igen efter et hyggeligt Københavnerbesøg. Det var i slutningen af september 1932, og det hedder i min lommebog, at vi var derovre for at tale med myndighederne og tage kontakt med det københavnske studenterråd. Men 31. oktober samme år havde jeg mit sidste møde, og 18. december udtrådte jeg af studenterrådet.
- Hvem var den kvindelige delegationsdeltager?
- Det var en lærerdatter fra Mols, og hun var en rigtig barrikadekvinde. Hun var egentlig meget sød på mange måder, men fuldstændig skør. Det kan jeg jo ikke bebrejde hende, for det var vi andre også. Men vi mødtes en gang - det må have været i 1932, hvor vinteren begyndte tidligt, og hvor vi sad et eller andet sted og fik en kop kaffe. Det var hårde tider for de arbejdsløse, også i Danmark, og jeg sagde: Hvor er det forfærdeligt med den arbejdsløshed. "Ja", siger hun så, "men det er det, der skal til! Folk skal sulte, før vi får revolution herhjemme!" Nåja, på det tidspunkt var jeg allerede dødtræt af det , og syntes, at det var noget af det frækkeste, hårdeste og mest umenneskelige, dette at sige: Lad bare folk dø af sult først, for de laver ikke revolution før. Men da var oktoberrevolutionen vort store bannermærke - eller havde lige været det for mit vedkommende. Selv var jeg såmænd også gået ned på DKP og havde abonneret på et tysk blad trykt i kobberdybtryk, som man den gang havde det, med billeder af kommunismens fremgang i hele verden, og jeg sad gudhjælpemig der på mit værelse og - i stedet for at studere ordentligt - slugte dette blad, der vist kom en gang om måneden, og troede på det. Man skal jo igennem så meget, inden man opnår en vis balance. Men jeg traf mange interessante mennesker i studenterrådet, mennesker som jeg desværre ikke har haft kontakt med, efter at jeg forlod Århus.
----------
