Der var engang!
Sådan begynder alle eventyr, og i dag på årets lyseste dag vil jeg fortælle lidt af eventyret om det, der i starten hed "Universitetsundervisningen i Jylland" - og om Parkkollegierne.
Fremsynede mænd - undskyld mig kære studiner - men det var faktisk mænd - fik den ide, at Danmark skulle have endnu et universitet, og at det ikke skulle være magen til det i København, som indtil da havde for vane at kalde sig universitetet.
Nej det skulle være et sted, hvor man - og det vil sige både studenterne og lærerne - både boede og studerede; men hvordan fik man sådan noget op at stå?
Vejen var lang og trang, og man var undervejs nødt til at benytte adskillige kneb.
F.eks. blev det kendt, at der var et flertal i konsistorium på Københavns Universitet, som både ville og kunne blokere vejen. Men man fandt ud af, at de halsstarrige nejsigere i denne ærværdige forsamling især var at finde nord for København, og at det sidste tog til nordegnen gik rimelig tidligt.
Altså allierede man sig med venner i København, som arrangerede filibusterdebat i konsistorium, så afstemningen først kunne komme til at finde sted, efter at tilstrækkeligt mange nejsigere havde forladt mødet.
Men selv over for vennerne i Aarhus måtte man fare frem med lempe, for en fuldt udbygget universitetspark - som den ser ud i dag, og som den i princippet var planlagt og tegnet lige fra starten - var et alt for ambitiøst projekt. Altså lod man som om den første bygning - det er den, der huser det meste af jura - var universitetet.
Den blev så indviet med pomp og pragt under deltagelse af kong Christian den tiende og hele regeringen Stauning - i kjole og hvidt naturligvis. Men også det var lige ved at gå galt.
Pengene var nemlig så små, at universitetsarkitekt C.F. Møller måtte spare på alt og altså også på armeringsstål til altaner. C.F. Møller har fortalt mig, at hele regeringen under indvielsen gik ud på en altan, medens han opsendte hede bønner om, at altanen ikke ville falde ned med sin dyrebare last.
Kongen, som ved indvielsen kom for skade at kalde nydannelsen for "Aarhus Universitet", hvorved han befriede os for kun at være en "universitetsundervisning", var i øvrigt heller ikke ubetinget begejstret for nydannelsen. For som han skal have sagt: "Da vi fik universitet i Kiel, var det kilden til, at vi mistede Sønderjylland, og bedre gik det jo ikke, da vi fik universitet i Norge og det på Island - og jeg vil for resten så nødigt miste Jylland".
Heller ikke C.F. Møllers "Bauhausbygning" faldt i Majestætens smag. Ingen havde jo fortalt hverken andre eller kongen om den vision, som vi alle nyder godt af i dag: at et antal Bauhausbygninger grupperet om parkens kløft med de lange og smalle langs med kløften og de korte og brede på tværs af kløften ville danne et storslået arkitektonisk hele, og derfor sagde han til arkitekten: "Unge mand - se på de danske herregårde!"
Hvem var det så, der studerede ved "jungleuniversitetet", som man kaldte os i København?
Ja det var stort set os, der ikke havde råd til at studere i København. Os, der ikke havde velhavende forældre, og som derfor måtte vende hver krone, før vi vovede at bruge den. For "ikke-velhavende" dengang er det samme som "fattig" i dag - og så var SU jo i øvrigt endnu ikke opfundet.
Men især takket være disse dejlige kollegier havde vi det pragtfuldt. For hvor slemt var det egentligt at måtte suge på labben, når alle ens kammerater havde det lige sådan ?
Kollegierne stod der med nyindrettede værelser og arkitektegnede møbler, og i det, der nu er Hovedbygningens kælderauditorier, blev der indrettet spisestuer, hvor alle vi"værdigt trængende" kollegianere hver dag mødtes til et gratis vamt middagsmåltid, og naturligvis ordnede vi hele studenterpolitikken og for resten også den resterende del af verdens politiske problemer, mens vi gumlede kartofler og brun sovs. Lave mad selv var der jo ingen af os, der kunne finde ud af.
Selvfølgelig var der irritationsmomenter. Den magtfulde bankdirektør Niels Jensen, der havde skaffet alle pengene til kollegiebyggeriet - hvad han absolut ikke fortjener utak for - mente f.eks., at det var utidig luksus, at vi ville havde varmt vand i bruserne, dengang dette igen blev muligt efter ophævelse af krigens restriktioner. Det måtte vi ordne ved hver måned at indsamle frivillige bidrag til det varme vand, indtil han og dermed også resten af bestyrelsen gav sig og lod betalingen for varmt vand indgå i værelsesafgiften.
Den fortræffelige universitetsarkitekt, som også havde tegnet kollegiernes møbler, ville ikke indrømme, at arbejdsbordene var så høje, at vi fik ondt i ryggen af vores flittige studier. Det ordnede vi ved at vælge hans vordende svigersøn til formand for kollegianerrådet - og så blev der savet af bordbenene. Det foregik i nævnte rækkefølge. Jeg kunne ikke drømme om at insinuere, at vores gode rådsformand forlovede sig med arkitektens datter af hensyn til benenes længde - altså bordbenenes længde, for sådan var der naturligvis ingen, der kunne drømme om at bære sig ad.
Der var især én ting, vi savnede på kollegierne, og det var studinerne. Der var nu i det hele taget ikke ret mange af det køn på universitetet; men de få prægede i utrolig grad miljøet blot ved deres tilstedeværelse. På min årgang på økonomi var der siger og skriver én studine, og når hun var fraværende - men altså kun når hun var fraværende - blev jura-undervisningen krydret med pikante "pædagogiske eksempler".
Det bør derfor ikke kunne undre nogen, at den største forskel på kollegierne dengang og nu kan forklares ved studinernes indtog. Borte er den umodne pubertetsagtige vilde morskab, som unægtelig prægede vores sammenkomster - og især vores gangfester - i uhyrlig grad.
Det var for resten ikke kedeligt, hvad man sådan kunne hitte på under en gangfest. F.eks. er det en kendsgerning, at aulaen blev behørig døbt, og det skete allerede, før den havde fået tag på. Faren for livsfarlig nedstyrtning afskrækker ikke store ånder, og en sådan fandtes på kollegium 1 med værelse ud mod den side, der vender ud mod aulaen. Han steg i en flot kæfert op ad alle stigerne, balancerede ud ad tagrygningen helt hen til afgrundens rand, og her knuste han en flaske snaps mod murværket, medens han udtalte: "Jeg døber dig - dit navn er "Aulade"! At han brækkede sig dagen efter ved synet af afgrundens svimlende dybde kan enhver forstå. Hvis ikke - så prøv at stå stille jer nede i slugtens bund og tag så et kik op mod aulaens frontspids.
Borte er også den nyfigenhed over for det andet køn, der dengang verden over prægede universitetsmiljøerne. Tro det eller lad være; men da Aarhus i 1947 var værtsby for det internationale studenterforbunds verdenskongres, var der international forargelse over, at der på kollegium 4 boede 25 studenter af hvert køn - på den midterste gang delte de to køn oven i købet noget så privat som toiletter og bad!
Det var nødvendigt, at vore løjer skulle være billige og helst gratis. Een af mine venner og jeg kunne godt lide orgelmusik, altså gik vi til højmesse i Domkirken, hvor vi satte os helt nede ved døren. En dag gik det galt, fordi der var kollekt d.v.s. indsamling, og fordi præstens opfordring til menigheden om endelig ikke at overse de to bøsser nede ved indgangen fik os til at grine så højt, at vi måtte flygte fra kirken.
Jeg har personligt oplevet det som et stort privilegium at være på Aarhus Universitet næsten uafbrudt fra 1943 og endda til efter min pensionering, da jeg blev 70 - og selv nu kære venner - sørger I jo for, at forbindelsen varer ved!
Jeg har haft lejlighed til at konstatere næsten uafbrudt fremgang på snart sagt alle områder, og ingen skal få mig til at synge med på sangen om tab af "de gode gamle dage".
Jeg har nydt at undervise på et universitet, hvor studenternes attitude skiftede fra autoritetstro til vågen skepsis og velbegrundede kritiske spørgsmål til professoren.
Det kan jeg måske bedst illustrere ved hjælp af en oplevelse, som jeg havde en dag, hvor jeg som fungerende rektor var vært for en universitetsrektor fra Ægypten.
Da vi var igennem mit besøgsprogram, spurgte jeg ham, om der ellers var noget han ville se? Jo han ville gerne se et kollegieværelse. Men hvor kunne jeg mase uanmeldt ind med en celeber gæst? Heldigvis kendte jeg en kvik økonom på kollegium 7, og hos ham gik jeg så ind og præsenterede min gæst. Han spurgte så, hvilket fag gæsten var professor i, og da svaret var: "regnskabsvæsen", sagde han:" Fint, så er vi jo kolleger", hvorpå han stillede en række kvikke spørgsmål om praktiseringen af dette fag i Ægypten. Da vi gik ned ad trappen, sagde min gæst, der ligesom jeg var en lidt ældre herre: "Hvor jeg dog misunder sådan en kvik ung student, der får lov at uddanne sig i så frit og rigt et samfund." Tænk lidt på den bemærkning, når vores kære universitet af og til træder jer over tæerne.
Jeg har nydt mit samarbejde med vekslende medlemmer af kollegianerrådet og af bestyrelsen for den nu hedengangne kollegiebrugs, og også her vil jeg da gerne fremhæve, at det specielt de senere år oftest var studiner, der ydede en stor og dygtig indsats.
Det ligger i sagens natur. At studentertiden er et interval på jeres vej til en forhåbentlig og sandsynligvis god fremtid, og at kollegierne kan betragtes som et midlertidigt hjem.
Men skulle nogen af jer være vemodige ved tanken om, at det hele får ende engang, så trøst jer med, at den vemodige følelse, der kan gribe en, når man skal afslutte en lykkelig epoke i sit liv, normalt blandes med længsel efter det nye og spændende, som man er på vej ud i. Første og sidste vers af Poul Møllers snart 200 år gamle studentersang giver en god beskrivelse af den stemning, der kan præge en gæv kollegianer - uanset køn - mod slutning af tilværelsen på kollegierne, så tillad mig at citere dem:
Farvel, min velsignede fødeby!
Min moders gryde ryger i sky,
Min faders kvie gumler i stald,
Min søsters hane sover på hald.
Jeg vil løbe min vej!
For det første den rygende grød jeg flyr
Og synger op udi vildene skyer:
Hurra, blåtrøjede danske knøs!
Hejs pjalten i vejret og skuden øs!
Snart vi flyver af sted.
Og da dette er endnu en festaften på de gamle kollegier, vil jeg gerne slutte med recitativet fra finalen i den kollegiekantate, der blev skrevet i 1940 af Erling Fischer, og som vi i mine lykkelige dage på kollegiet opførte og sang med på ved alle vore fester:
"Jeg er Bacchus på bakken,
her hører jeg til.
Nu ruller jeg op for det lystige spil.
Jeg har min force i drejescener,
de manglede, ak, hos de gamle Hellener.
Lad dansen, musikken og flasken gå rundus!
Lad alt det solide i nat gå rabundus".
Det vers er ikke noget dårligt festoplæg - skulle jeg hilse og sige - og hermed en varm tak fra en gammel ven af Parkkollegierne, fordi I indbød mig, og fordi I lyttede til mig.
H.P. Myrup
H.P. Myrup skrev i 1985 sine erindringer fra årene på kollegierne i Universitetsparken i Aarhus. Det skete i forbindelse med udgivelsen af en bog, som blev udgivet i anledning af 50-året for kollegiernes grundlæggelse, og som samlede erindringer fra de forskellige tiår: Universitetskollegierne i Århus 1935-1985. Udgivet af bestyrelsen for kollegierne i Universitetsparken i Århus. H.P. Myrups bidrag findes s. 14-40.
