Aarhus Universitets segl

Nils Bredsdorff (1946-2012)

"Når professoren kommer ind, så rejser man sig op."

30. december 2011 udgik en mail fra Universitetshistorisk Udvalgs sekretariat til forskningsbibliotekar på RUC, Nils Bredsdorff (1946-2012). Mailen havde denne ordlyd:

 

"Kære Nils Bredsdorff

Af og til hører man historien om, hvordan statskundskabsprofessor Poul Meyer en dag i 1960’erne ankom til auditoriet, og hvor de studerende mod forventning ikke rejste sig op, hvorpå han meddelte, at nu ville han gå udenfor og komme ind igen, og at han så regnede med, at de studerende rejste sig.

Senest leverede Claus Bryld historien i Jyllands Posten 25.9. d.å., og jeg benyttede lejligheden til at spørge ham, hvor den stammede fra, og han svarede ved at henvise til dig.

Så da jeg (og Universitetshistorisk Udvalg) er stærkt interesseret i alle anekdoter og beretninger om stort og småt fra Aarhus Universitets historie, kunne jeg godt tænke mig at vide, om du selv oplevede episoden, eller – hvis dette ikke er tilfældet – hvor du har beretningen fra.

Med venlig hilsen

Palle Lykke, Universitetshistorisk Udvalg”

 

Få timer senere indløb dette svar fra Nils Bredsdorff:

 

”Kære Palle Lykke

Historien er sand, jeg var der selv og husker den, som var det i går, fordi jeg siden 1965, hvor det skete, har skammet mig over, at jeg også rejste mig. Det var en introduktionsforelæsning for os håbefulde scient.pol.er. På holdet var også Bertel Haarder og Niels Arnfred. Det var i det amfiteatralske auditorium og Poul Meyer kom ind oppe bagfra, så vi måtte dreje os om alle sammen, mens vi rejste os. Poul Meyer sagde, da han første gang kom ind: "Når professoren kommer ind, så rejser man sig op." Derefter gik han ud og kom ind igen.  Ordene er jeg ikke helt så sikker på som handlingerne, og min fortælling kan ikke bruges som belæg for, at Poul Meyer var fascist eller specielt reaktionær. Jeg har senere i studierne beskæftiget med Poul Meyer, så det er jeg også sikker på.
mvh
nils - jeg skiftede til KU i 1966”