Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Peter Kristjan Iversen

ERINDRINGER FRA STUDIEÅRENE I AARHUS [1932-1939]

1. MARSELISBORG STUDENTERGAARD

Efter endt studentereksamen i juni 1932 skulle jeg begynde på studiet, og jeg valgte at gøre det ved den for nogle år siden påbegyndte universitetsundervisning i Århus. Jeg var så heldig at få en friplads på Marselisborg Studentergaard, der lå på Marselis Tværvej lige overfor Marselisborg Gymnasium. Her kom jeg til at bo i 7 år, altså også det halve år, hvor jeg tog pædagogikum ved Århus Katedralskole. Jeg boede som nævnt gratis, men skulle i de første år betale 60 kr. månedlig for kosten, de sidste år 65 kr. Det var altså en ret favorabel ordning, jeg kom til at bo under i de 7 ungdomsår, som jeg kun kan karakterisere som gode, selv om der så sandelig ikke var meget at slå til Søren med.

Jeg fik månedlig 80-85 kr. hjemmefra, men måtte så også hjælpe til som karl i de store ferier, d.v.s. at jeg flere år arbejdede 3-4 måneder hjemme på gården i Bønderby. Mine to brødre voksede til, og efterhånden var det dem, der overtog mere og mere af kommandoen derhjemme. Når jeg nævner dette her, skyldes det, at jeg står i stor taknemmelighedsgæld til mit hjem, til mine forældre og søskende, som gjorde det muligt for mig at gennemføre mine studier.

Og lad mig så vende tilbage til studentergården og studeringerne i Århus. Marselisborg Studentergaard var en gammel øjenklinik købt og indrettet til bolig for 26-27 mandlige studenter, for dengang var der naturligvis ikke tale om, at de to køn kunne bo under samme tag. Men det var dog ikke anderledes, end at der til vor opvartning var en økonoma, fire piger og en ugift portner eller pedel, som også alle havde deres beskedne værelser i den forholdsvis lille bygning. Hertil kom yderligere, at eforen, professor Kort K. Kortsen, havde det meste af første sal til tjenestebolig.

I stueetagen var der en dagligstue og en spisestue, hvor vi til nød kunne klemme os ind alle på én gang, men meget plads var der ikke at give væk af. I stueetagen var der endvidere foruden et værelse til økonomaen 7 eller 8 værelser til studenterne, alumnerne, som vi trods nogen modstand fra vor side stadig kaldtes officielt. Til betjening ikke blot for dem, men også for de tre, som havde værelser på 1. sal, var der et badeværelse og et dobbelt wc. En del af disse værelser var betalingsværelser, d.v.s. at der månedligt af beboerne måtte betales en husleje på 15-20 kr., men så må hertil rigtig nok også føjes, at der i hvert fald på to af dem var håndvask, en næsten uhørt luksus.

De fire stue- og køkkenpiger boede i stueetagens sidefløj, men hvorledes de ordnede deres hygiejniske forhold er mig ikke bekendt. Loftsetagen var indrettet med kamre med skråvæg, hvoraf de fleste var 10-12 m2 store, nogle dog mindre, og der var naturligvis ikke håndvaske på værelserne, men til de 12 eller 13 beboere her var der et lille badeværelse og et enkelt wc. De to beboere, der havde værelse i portnerboligen, måtte benytte badeværelserne i hovedbygningen. Med en senere tids øjne vil alt dette jo nok synes noget primitivt, men jeg tror egentlig ikke, at vi følte det sådan. Langt de fleste af os boede gratis, d.v.s. vi betalte ikke for husleje, varme, lys m.v., medens vi for kosten i de første år betalte 60 kr. månedlig, de sidste år 65 kr. og det skal retfærdigvis siges, at vi fik en sund og nærende kost. På mange måder havde vi det bedre end mange af vore medstuderende, som måtte leje sig ind i pensionater med fuld kost eller i værelser, hvor man måske havde adgang til køkken. Jeg tror nok, at vi studentergårdsbeboere var privilegerede.

Jeg mindes endnu, hvor benovet jeg var, da jeg første gang d. 1. sept. 1932 mødte op på studentergården. En gammeldags solid kurvekuffert indeholdende mit tøj og min beskedne bogsamling var sammen med en sæk indeholdende sengetøj i forvejen sendt dertil, og jeg mødte derfor blot med min mappe, en ny, men nu aldeles gammeldags såkaldt jordemodertaske, som jeg i anledning af veloverstået studentereksamen fik af min - jeg syntes allerede dengang - gamle mormor. Vi fik anvist værelse, og som ny beboer fik jeg anvist et med skråvægge til de tre sider og med et enkelt lille vindue, foran hvilket der var anbragt et lille arbejdsbord. Af inventar i øvrigt var der en sovedivan, en lille bogreol, en skrivebordsstol og vel hvad man kan kalde en almindelig køkkenstol. Efter anciennitet rykkede man så op i de bedre værelser, idet dog betalingsværelserne var undtaget denne ordning. De sidste 3-4 år havde jeg et sydvendt værelse med udsigt over mod Marselisborg Gymnasium og den bagved liggende skov.

Vi vender tilbage til 1. sept. 1932. Da alle hen på eftermiddagen var ankommet, blev der varslet sammenkomst i dagligstuen, hvor professoren, Kort K. Kortsen, bød os velkommen. Vi nye blev forestillet for ham og han gennemgik ordensreglementet og indskærpede det for os. Det var nu ikke så forfærdelig stramt. Yderdøren blev låst kl. 22, men der hang en nøgle i portnerboligen, hvormed vi efter dette klokkeslæt selv kunne låse os ind. En fornuftig bestemmelse for den alt andet end velisolerede bygning var, at der skulle være ro kl. 22, og at gæster på samme klokkeslæt skulle have forladt bygningen. Denne sidste bestemmelse kunne nok nu og da vække anstød blandt beboerne, hvis "moral" nidkært blev overvåget af professor Kortsen og Kortinden, som hans frue blev kaldt.

Professor, dr.phil. Kort. K. Kortsen var den første professor ved den jyske universitetsundervisning. De andre faste lærere var til en begyndelse kun docenter. Han lagde derfor megen vægt på at blive tituleret professor og man kunne naturligvis ikke tillade sig at sige De til ham og ej heller til professorinden. Kort. K. Kortsen var filosofiprofessor, der havde skrevet en fremragende disputats om de psykiske spaltninger, vel et værk, som nu er fuldstændig forældet. Hos ham skulle vi tage filosofikum og det blev af ældre gårdboere betydet os, at vi var nødt til ikke blot at gå til hans forelæsninger, men også til en øvelse for særligt interesserede. Det gjorde vi da også, og vi gårdboere opnåede også gode eksamenskarakterer hos ham i et fag, som i hvert fald i København ikke blev tillagt nogen betydning.

Det første par år virkede han forholdsvis normal - i hvert fald for os unge studenter at se, idet vi vel nærmest opfattede hans særhed og distraktion som værende almindelig "professoragtig". Der kunne herom fortælles adskillige anekdoter, men lad dette være, idet vi efterhånden blev klar over, at han var en syg mand. Han led af hjernesvind og var længe sygemeldt, inden han måtte tage sin afsked 1938. Hans efterfølger som efor blev den unge jurist Knud Illum, som sammen med sin hustru kom til at stå i et særdeles godt forhold til beboerne.

Man havde til en vis grad selvstyre på studentergården, i store træk kopieret over den københavnske regens' styre. På generalforsamlingen i begyndelsen af hvert semester valgtes et klokkerat bestående af en klokker som formand, en madinspektør, en gårdinspektør, en stueinspektør og en boginspektør. Selv om klokkeratet ikke betød så forfærdelig meget, kunne der på studentikos maner dog nu og da udkæmpes bråvallaslag om sammensætningen. En periode var jeg klokker, jeg husker ikke hvornår, men det var i hvert fald, medens prof. Kortsen endnu var nogenlunde klar og man kunne føre en fornuftig samtale med ham. Og af dem måtte jeg på beboernes vegne føre adskillige.

Årets vigtigste begivenheder på studentergården var rusfesten, hvor de nye beboere blev budt velkommen, og forårsfesten, en af de første dage i maj, hvor bl.a. linden i haven blev hyldet. I den førstnævnte kunne enkelte af medlemmerne af studentergårdens bestyrelse deltage, og til den sidste var damer indbudt. Da der ikke var plads til et stort arrangement i spisestuen, foregik selve spisningen, der bestod af smørebrød, øl og snaps i den lange gang i stueetagen, og de tilstødende værelser var så indrettet til barer eller hyggerum. Det hændte vel, at en og anden fik tørsten slukket til en rigelighed, men de store udskejelser mindes jeg ikke. Festerne sluttede med punchesold, som foregik i aulaen på 1. sal, d.v.s. en oprindelig forstue til professorens lejlighed, hvorfra en trappe førte op til værelserne på 2. sal, og hvor også "Gårdens" meget beskedne bibliotek var anbragt i aflåste skabsreoler.

Der er vel 5 km. fra Marselisborg Studentergård til Universitetsparken og det var en tur der måtte tages næsten daglig på cykel. Ofte kunne der af "gårdboerne" køres om kap gennem de snævre gader med de ubehagelige sporvejsskinner, som kunne medføre styrt, men større uheld mindes jeg dog ikke.

"Gårdboerne" havde den ordning, at der til den medbragte madpakke hørte en bon, der kunne anvendes i den lille kantine til køb af et glas mælk eller en kop kaffe.

Hvad var det så for kammerater, man traf sammen med på studentergården? Ja, vi var mærkværdigvis mange sønderjyder. I 1932, da jeg flyttede ind, var der af sønderjyder fra Tønder Statsskoles årgang 1931 ikke færre end fem, nemlig Detlef Keller Hansen, Peter Jeppesen, Hans Petersen og de to brødre Mathias og Oluf Schwarz. I 1932 kom så Martin Nørgaard fra Åbenrå og jeg til, så at vi ialt var 7 sønderjyder, som flittigt benyttede os af vor hjemlige dialekt. De følgende år kom der flere til, så at også gymnasierne i Sønderborg og Haderslev blev repræsenteret. Alt i alt blev det en blandet sammensætning af beboere. Til en begyndelse var vi flest humanister og teologer, senere kom der også medicinere, jurister og økonomer til. Samværet ved den fælles spisning og i dagligstuen af disse forskellige faggrupper medførte, at vi vel ikke blev så ensidigt fagligt orienteret som ellers ofte kan eller kunne være tilfældet mellem studenter. Vi havde mange frugtbare diskussioner på tværs af faggrænser og politiske anskuelser. Bølgerne kunne gå højt og der kunne i ungdommelig iver falde drøje hug, men ser man tilbage på disse ungdomsår, kan man ikke andet end mindes dem med glæde.

Der var mange af kammeraterne, som senere nåede fremtrædende stillinger i samfundet. Blandt medicinerne kan således nævnes Videbæk, Skinhøj og Lyager, der alle blev professorer i København. Rahbek Sørensen blev det i Odense og endvidere var der en del, der blev overlæger ved nogle af landets største hospitaler, bl.a. Bisgaard Frandsen i Odense, Budolfsen i Hjørring, og den meget tiltalende Jacob Øster i Randers. Af juristerne kan jeg nævne Kiilerich Hansen, der blev fremtrædende sagfører i Tønder og af økonomerne Harald Jørgensen, der efterfulgte sin far i direktørstolen i en stor virksomhed i Kolding. Theologerne har mest holdt sig på det jævne, men nævnes skal dog Martin Nørgaards fremragende indsats som præst i Sydslesvig. Gjesing blev domprovst i Viborg og et par andre er vist også endt som velmeriterede provster. Den filosofistuderende K.O. Christiansen, som for mig var en usympatisk person og som jeg senere ikke har ønsket at hilse på - selv om han var god ven med min psykologsvoger - blev professor i kriminologi ved Københavns Universitet. Af historikerne blev mine gode venner Detlef Keller Hansen rektor ved Sønderborg Statsskole, Sigurd Jensen dr. phil. og stadsarkivar i København, medens S. Ingemann Jensen endte som arkivchef ved Politiken. Johs. Hommelgård Pedersen, som jeg læste en del sammen med og tilbragte mange gode timer med, blev lærer ved Brenderup Realskole på Fyn. Peter Jeppesen, der havde dansk som hovedfag, er endt som lektor ved Århus Katedralskole og har i en årrække også været undervisningsassistent ved universitetet. Asger Ussing Jepsen, der senere blev rektor ved et gymnasium i Himmerland, læste fransk og latin, og Vilh. Nissen, der havde de samme fag, blev lektor i Randers. Det er alle solide mennesker, der hver for sig på dygtig vis har udfyldt en plads i samfundslivet. Der var jo også enkelte af beboerne, som enten af den ene eller anden grund måtte opgive studierne. Her tænker jeg først og fremmest på min meget gode ven Børge Kærgård Johannsen, som af angst for ikke at kunne nå at få afsluttet eksamen efter tofagsordningen, opgav at læse engelsk og tysk og i stedet tog lærereksamen. Han endte som viceinspektør i sin fødeby Vejle.

Men når der tales om beboerne på studentergården, må originalerne naturligvis ikke glemmes, og dem var vi nogle stykker af. Først og fremmest falder tanken her på Folmer Wisti, der studerede slavisk filologi under A. Stender-Petersen. Wisti var fra ret små kår og var begyndt som journalist ved Venstre-pressen, før han tog fat på at forberede sig til en magisterkonferens i slavisk filologi. Han havde det økonomisk småt under studierne, hvilket medførte, at hans studieophold i de slaviske lande fra Polen over Tjekkoslovakiet til Jugoslavien måtte gøres så billigt som overhovedet muligt. Han spiste sig derfor i vintermånederne så tyk og fed, at han voksede totalt ud af sit tøj, og med en solid kalorieballast i det store fedtlag kunne han dermed klare sig med et minimum af kost undervejs. Når han så til efterårssemestret vendte tilbage fra sin udlandsfærd, var han radmager og kunne på ny begynde sin opfedning. Jeg har aldrig set noget lignende. Da jeg godt 40 år senere traf ham ved en sammenkomst i København, mindedes vi på hans egen foranledning hans noget ejendommelige levevis.1)

Der vil på et kollegium altid være nogle, der af den ene eller anden grund skiller sig ud og som ikke magter at gennemføre et studium, hvad enten det nu skyldes karakterbrist eller rent ydre omstændigheder og disse kunne være økonomiske. For selv om vi boede billigt på Marselisborg Studentergård, må man have i erindringen, at der dengang ikke var noget der hed SU. Der var nogle enkelte, der fik understøttelse af det Filtenborgske Legat, mens ellers måtte midlerne til studierne skaffes ved understøttelse fra hjemmet eller ved lån. Når bortset fra, at jeg ikke betalte for værelse, har jeg udelukkende måttet klare mig med den støtte jeg fik hjemmefra suppleret med et beskedent beløb, som jeg fik for at give lidt undervisning til en dreng, der havde vanskeligt ved at følge med i mellemskolen.

Nogle af de kammerater, der af den ene eller anden grund måtte opgive studierne, klarede sig godt senere i det praktiske liv, medens andre ikke kunne forlige sig med denne verdens tilskikkelser. Et par begik selvmord. Blandt dem, der fik en rimelig tilværelse uden for den akademiske verden kan nævnes Stabel, der af sin velhavende københavnske familie var sendt til Århus for at studere medicin. Takket være gode forbindelser var han kommet ind på studentergården og skulle nu her søge at blive fri af sit umådeholdne spiritusforbrug. Det lykkedes nu ikke. Engang han havde været ude på en af sine drukture, måtte han kravle op ad trapperne til 2. sal, alt imedens han sang: Han, som har hjulpet hidindtil. En anden af hans groteske situationer udspillede sig en forårs- eller tidlig sommerdag. Der var ankret et stort amerikansk turistskib op på rheden og man havde brug for engelsktalende guider. Stabel meldte sig til dette vellønnede job og førte undrende amerikanske turister ud forbi rigmandsvillaerne på Strandvejen, alt imedens han forklarede, at sådan boede danske arbejdere. Hans rundvisning blev belønnet med fyrstelige drikkepenge og med dem i lommen tog han ud på Varna. Her kom han i selskab med et par hestehandlere og resultatet blev, at han købte en hest, som han næste morgen kom ridende på hjem til studentergården. Den blev placeret på græsplænen og da Stabel op ad dagen blev nogenlunde ædru, trak han af med den, solgte den og drak salgssummen op. Stabel blev senere en velmeriteret værtshusholder i Århus.

Eforen, professor Kort. K. Kortsen, blev som tidligere omtalt syg og sindsforvirret af en fremadskridende hjernesygdom. Efter at han længe havde været fraværende på et hospital eller plejehjem og efter at hans hustru, "Kortinden", på dygtig vis havde klaret de ægtefællen som efor påhvilende pligter, blev han 1938 afløst af den unge juridiske professor Knud Illum. Han havde som så mange andre dygtige unge jurister en tid lang forrettet tjeneste som politifuldmægtig i Tønder, og vi havde således en del fælles bekendte derfra, som vi kunne snakke om. Han havde to 3-4 år gamle døtre, små søde piger, som jeg af og til underholdt mig med. I det hele taget har jeg altid haft let ved at komme på talefod med småbørn og altså her ingen undtagelse. Der blev slækket lidt på tøjlerne og reglementet i Illums efortid. Bestemmelserne om lukketid og besøg på værelserne af kvindelige bekendte blev ikke mere taget så højtideligt, men en vis orden måtte og skulle der opretholdes i det ikke lydisolerede hus.

I begyndelsen af Illums efortid viste det sig, at husholdningen havde svært ved at balancere. Den månedlige pris for kosten blev sat op fra 60 til 65 kr., hvilket naturligvis medførte nogen murren blandt beboerne, og en enkelt flyttede vist også af den grund. Men det, der voldte mest postyr, var bestemmelsen om i efteråret 1938, at vi i stedet for smør skulle spise margarine. Det måtte der gøres noget imod. Det var på den tid, at Hermann Göring havde forkyndt slagordet: "Kanoner i stedet for smør", og et par fikse beboere fandt derfor på at købe en lille skibskanon, som blev anbragt i dagligstuen. Illum spurgte interesseret, hvad det skulle betyde og han fik svar under henvisning til Görings parole. Kort efter fik vi igen smør på brødet.

Denne kanon fik forresten en ret så sørgelig skæbne. Nogle medicinere fandt ud af, at den kunne affyres med hjemmelavet krudt. Med en passende forladning, hvori bl.a. indgik nogle af dagligstuens skakbrikker, kunne kanonen affyres med et vældigt brag. I en svær havedør, vel 3 cm tyk, lavede en af disse skakbrikker et cirkelrundt hul. Kanonen blev affyret et par gange hjemme på studentergården, men da naboer klagede over de høje knald, blev slagpladsen flyttet ned til anløbsbroen skråt ud for den gamle sporvognsremise. Her skulle det prøves, hvor stor ladning kanonen kunne tåle, og den blev da fyldt godt op med krudt. Af forsigtighedsgrunde krøb kanonererne dog i dækning bag en stabel tykke planker, og det var et stort held for dem, for da den lange lunte fik ladningen antændt, lød der en vældig eksplosion, som kunne høres langt op i byen. Da kanonererne dukkede frem fra dækningen, var kanonen forsvundet fra anløbsbroen, hvor den havde været placeret, og ved nærmere eftersyn viste det sig, at kanonløbet var sprængt i stumper og stykker. Dele af det var gået igennem anløbsbroens tykke planker og kunne pilles op fra sandet under den. Af trælavetten var der kun et par stumper tilbage. Jeg selv deltog ikke i denne affyring på anløbsbroen, idet jeg på den tid, efteråret 1938, var stærkt optaget af eksamenslæsning - men det store knald kunne jeg i hvert fald ikke undgå at høre.

Af regelmæssigt tilbagevendende begivenheder kan nævnes, at ind mod jul blev "Blæksvinet", en meget lokal blæksprutte, fremstillet. Der var flere gode rimsmede blandt kammeraterne, bl.a. senere læge Kr. Hindø Pedersen og senere lektor i Lyon Ernst Rehben, ligesom der også var dygtige tegnere. "Blæksvinet" blev kun fremstillet i et eksemplar, der lå fremme i dagligstuen. Der kunne være temmelig - nogle vil måske synes for - barske ting blandt "kunstprodukterne", men lad mig anføre et enkelt "digt", forfattet af Ernst Rehben:

Glade Jul! og dog ...

-

I denne kolde dunkle tid,

i tiden ind mod Jul

hvor sne og regn kan falde tæt,

jeg har en mægtig rædsel for

det kolde locumsbræt

-

Hvergang jeg sætte vil mig ned

et stakket øjeblik,

jeg gir et konvulsivisk sæt

hvergang min bag berøre

det kolde locumsbræt

-

Når gåsen glinser på sit fad

så fed som nogen præst,

min glæde, ak, forsvinder let

ved denne ækle tanke om

det kolde locumsbræt

-

Jeg elsker julens glade tid

med næsen vinerød

Kom bare jul, jeg er lidt træt

Dog gid, at det var varmet lidt

Det kolde locumsbræt

-

Når man ser bort fra dem, der var oppe til eksamen, var dagligdagen ind mod jul let afslappet. Der blev spillet "Bob", kort og forskellige brætspil. Der var flere dygtige skakspillere blandt gårdboerne.

I øvrigt var der også mange ivrige avislæsere. Foruden de lokalt trykte aviser: Jyllandsposten, Stiftstidende, Demokraten, Amtstidende, Århus Venstreblad og Århusposten holdtes der også københavnske aviser, og lokalaviser fra næsten hele Jylland stod også til rådighed, bl.a. Jydske Tidende og Flensborg Avis, hvilke to sidste jo især havde interesse for mig. Endnu sidst i 30'erne var der kun en af gårdboerne, senere journalist Ove Martin, der havde radio. Hos ham kunne vi så følge den alt for spændende udvikling i Tyskland.

Ja, vel kan der fortælles mange muntre episoder fra de syv år, jeg havde den lykke at bo på Marselisborg Studentergaard. Disse år sammen med andre unge af forskellige sociale miljøer, studerende forskellige fag og med forskellige politiske og humanistiske synspunkter, kunne kun have gavnlig indflydelse på ens egen udvikling.

2. POLITISK OG NATIONALPOLITISK ARBEJDE

Tiden, trediverne, det store skismas tid, kunne naturligvis nok give anledning til alvorlige meningsudvekslinger. Der var en del kommunister, som så op til Rusland som det store forbillede; der var andre, som lod sig lokke af nazismen og imellem disse yderfløje var der en stor broget flok. Jeg selv havde som baggrund min vestslesvigske bondekonservatisme. Den alvorlige landbrugskrise og de sønderjyske krisebevægelser kunne ikke undgå at gøre indtryk, og den konservative, sønderjyske folketingsmand, redaktør A. Svenssons program om "sanering til bunds" var for mig hovedårsagen til, at jeg ret snart sluttede mig til Konservativ Ungdom i Århus og vel nok var den egentlige initiativtager til oprettelsen af en konservativ studenterfraktion under studenterforeningen. Jeg blev en kort tid medlem af K.U.'s bestyrelse, og jeg ledede her en overgang en studiekreds på grundlag af Aksel Møllers bog om politik. Men da de Carsten Raft'ske tanker vandt overhånd inden for foreningen, trak jeg mig tilbage fra bestyrelsen. Det samme gjorde formanden, daværende bankassistent i Nationalbankfilialen Aksel Munch, der tillige var landssekretær i K.U. og her sammen med Poul Sørensen, Roskilde, den senere indenrigsminister, var en modvægt mod de ret så rabiate Raft'ske tilhængere. Jeg havde mange og til dels ubehagelige sammenstød med nogle af disse folk, som man jo udadtil skulle søge at dække over. Det er i og for sig ganske interessant, at diskussionerne med de politiske modstandere på venstrefløjen var nok så givtige. Med til min politiske fortid hører, at jeg 1933 deltog i det af redaktør A. Svensson ledede konservative kursus på Hindsgavl. En omtale af dette kursus i Aarhuus Stiftstidende bragte mig mit første forfatterhonorar - 10 kr. og det var mange penge dengang.

Jeg trådte ret snart ud af de aktive konservatives rækker og flyttede mine organisatorisk interesser fra det partipolitiske til det nationalpolitiske. Efteråret 1933 blev Det unge Grænseværn dannet (jeg havde selv deltaget i det store Dybbøl-stævne og var vældig optaget af denne ungdomsbevægelse).

Hen på vinteren 1933/34, jeg husker ikke når, skulle der afholdes et stort hvervemøde i Århus, hvortil der var indbudt talere og repræsentanter fra ungdomsorganisationerne, også de politiske. Jeg var udset til at skulle sige et par ord på K.U.'s vegne. Mødet, der fandt sted i Østergade forsamlingshus' store sal, blev imidlertid ikke det stille møde, som man egentlig skulle have regnet med. Kommunisterne og navnlig D.s.U. betragtede nærmest den nye nationale ungdomsorganisation som fascistisk eller noget i den retning, og derfor var de belavet på at forstyrre mødet. Det lykkedes dog kun delvis, idet de værste ballademagere blev sat på porten af politiet. Lærer P. Marcussen, D.u.G.'s formand, kunne fremlægge foreningens program, og der kom positiv opslutning fra mange af de indbudte ungdomsorganisationer. Her fik jeg min første ilddåb som taler ved en stor forsamling og jeg kunne dagen efter læse kritikken af mit "nationalistiske" indslag i Demokraten. Peter Marcussen og jeg har senere mindedes denne så "livlige" aften i Østergades Forsamlingsbygning. Resultatet af mødet blev, at der blev oprettet en lokalkomité for D.u.G. i Århus. Noget senere var jeg med til at oprette en sønderjysk fraktion i studenterforeningen, som professor Blinkenberg blev formand for, og en sønderjysk ungdomsforening, "Grænsen", som den senere professor Gustav Albeck blev formand for. Vi havde i disse foreninger nogle gode møder og jeg lærte her en del mennesker at kende, som ingen egentlig tilknytning havde til den lille akademiske århusianske verden. Studenterforeningens sønderjyske fraktion arrangerede et møde om den økonomiske udvikling i Nordslesvig efter 1920, hvor jeg var indleder og hvor jeg vel for første gang deltog i en egentlig diskussion. Forinden dette møde havde jeg aflagt besøg på D.u.G.'s kontor i Tønder for at få en del materiale og jeg blev ved den lejlighed godt vejledt af Peter Marcussen, der vel ofrede en hel times tid på mig.

Jeg var således allerede i mine unge dage aktiv i organisations- og foreningsarbejde og det var vel læreår, som senere kom mig til gode, da jeg helligede mine kræfter til det folkelige og lokalhistoriske arbejdes trivsel i Sønderjylland.

3. UNDERVISNING OG ØVELSER 1932-39

Universitetsundervisningen i Jylland, som den officielle titel endnu var for det, der lidt senere skulle blive Aarhus Universitet, holdt de første år til på øverste etage i Teknisk Skole i Nørreallé. "Auditorierne", hvis man da kan kalde de lokaler, hvor forelæsninger og øvelser foregik, således, var udstyret med høje tegneborde og så høje taburetter, at man ikke kunne nå jorden med fødderne, når man sad på dem. Det var en møblering, som var beregnet for folk, der skulle have en teknisk uddannelse, til anbringelse af tegnebræt og evt. andet teknisk udstyr. Den store foredrags- eller festsal for enden af den lange gang var møbleret med lange bænke som en gammeldags forsamlingshussal. Her på Teknisk Skole mødte jeg altså en af de første dage af september 1932, spændt på ikke blot at møde de nye kammerater, men naturligvis og måske først og fremmest lærerne. Albert Olsen, docent og dr. phil., var hovedlæreren i historie og det første år foregik undervisningen for hans vedkommende hovedsagelig som forelæsninger, dog nu og da afløst af en enkelt opgave, der omhyggeligt blev renskrevet i hånden i et kollegiehæfte. Albert Olsen, som jeg måske senere kan skrive et par ord om, helligede sig de første semestre forelæsninger over arbejderbevægelsens historie, hvilket jo for mig var et nyt, men ikke uinteressant emne, og når mine børn senere har drillet mig med, at jeg ikke kendte noget til marxisme, har jeg kunnet henvise til, at jeg i hvert fald har været på det studenterhold, som først men ganske vist noget kritisk, blev indført i de gamle socialistiske mestres lærdomme.

Et par år inde i studiet gennemførte Albert Olsen en øvelse over landbrugshistorien i 1700-årene som forberedelse til specialeskrivning. Det blev for mig en særdeles interessant øvelse, hvor vi, en halv snes studerende, blandt andet aflagde en uges besøg på landsarkivet i Viborg, hvor vi lærte at omgås arkivalier som fæste- og skifteprotokoller.

Og lad mig i denne forbindelse nævne, at jeg for første gang fik lejlighed til at møde Svend Aakjær, der var landsarkivar her. For en ung student var der noget ophøjet ved at være arkivar, vi havde jo A. Køcher som lærer og brugte min senere kollega Harald Jørgensens lærebøger, og her på læsesalen kom vi til at sidde ved bord sammen med en landsarkivar. Han var Jeppe Aakjærs og Marie Bregendals søn og en fremragende historiker - det kunne nok få en til at føle sig af lidt. Dengang kunne man jo ikke i sin vildeste fantasi have forestillet sig, at samme Aakjær senere skulle blive ens kollega, chef og gode ven, som under private former i vort hjem kunne rulle sig ud og fortælle om de mange mærkelige mennesker, som havde færdedes i forældrenes hjem. Og jeg kan i den forbindelse da nævne, at det var på Matheas og min opfordring, at han nedskrev en del af disse minder, som han ganske kort før sin død publicerede som kronikker i Politiken.

Men jeg kom bort fra Albert Olsens udmærkede øvelse over landbrugshistorien. Vi fik med 14 dages mellemrum en fælles opgave og det, at vi alle skulle skrive om samme emne, kunne medføre, at Statsbiblioteket ikke kunne forsyne os med den nødvendige litteratur. Besvarelsen af en del, for ikke at sige mange, af opgaverne blev da også derefter, og det kunne hænde, når humøret hos Albert Olsen en tidlig morgen ikke var alt for godt, at han da ved gennemgangen og kommenteringen af opgaverne i arrighed kunne smide et kollegiehæfte i hovedet på den, som ikke havde skrevet til hans tilfredshed. Men der var den fordel ved hans væremåde over for os studenter, at vel kunne han være grov, han var i øvrigt grovsmeduddannet, men til gengæld kunne vi så også bruge et frisprog over for ham, som vi ikke kunne over for andre lærere. Kvindelige historiestuderende var han absolut ikke tilhænger af og vi fik nærmest det indtryk, at han gjorde alt for at chikanere dem bort fra studiet. Den første, der blev hængende ved, var min senere noget yngre kollega, arkivar i Rigsarkivet Edit Rasmussen.

Som undervisningsassistenter havde vi i de første år den dygtige middelalderhistoriker, arkivar A. Køcher, Viborg, som eksaminatorisk gennemgik første bind af Erik Arups Danmarks-historie, og det var virkelig en fremragende gennemgang med gode, kritiske drøftelser, og daværende adjunkt Sig. Højby, Horsens, senere rektor og undervisningsdirektør for gymnasieskolerne, der rent eksaminatorisk og noget uinspirerende gennemgik Erslevs verdenshistorie fra 16. og 17. århundrede med os. Og for begge undervisningsassistenters vedkommende gjaldt, at vi nogle gange i løbet af semestrene uden benyttelse af hjælpemidler og i auditoriet måtte skrive opgaver inden for det gennemgåede stof. Jeg formoder, at Albert Olsen fik oplysning om resultatet af disse opgaver og dermed om den enkelte studerendes standpunkt. På samme måde kunne han også nu og da overraskende give os opgaver uden hjælpemidler uden for det stof, han selv gennemgik i forelæsningsform eller eksaminatorisk. Sigurd Højby har jeg stadig lidt forbindelse med.

I et semester havde vi tillige daværende museumsinspektør, senere direktør i Den gamle By, Helge Søgaard, som undervisningsassistent. Vi fik hos ham en meget interessant gennemgang af de gamle bindingsværksbygninger og teknikken ved konstruktionen af dem.

Naturligvis måtte det tidspunkt komme, hvor der måtte ansættes en hovedlærer mere, i første omgang var det en docent, der skulle tage sig af oldtids- og middelalderhistorien. Det blev Johan Plesner, der var lidt af en kunstnernatur og også lagde megen vægt på kunsthistorien. Ved gennemgangen af bl.a. tyske byplaner fik vi hos ham en klar fornemmelse af, at overgangen mellem oldtid og middelalder ikke havde været ret så voldsom, som den fremgik af de anvendte almindelige fremstillinger og oversigter. Hans undervisningsform var helt anderledes end Albert Olsens, og jeg og vel også andre af mine medstuderende havde lidt vanskeligt ved at vænne os til hans facon at gribe tingene an på. Nu må jeg for mit eget vedkommende ærligt tilstå, at middelalderen og hvad der lå forud, ikke just var en tid, der interesserede mig mest og adskillige af de hypoteser, som blev fremsat, forekom mig noget luftige eller kunstige. Mine opgaver - som regel hjemmeopgaver - kunne kun sjældent tilfredsstille Plesner, indtil det kom ham for øre, at min specialeopgave vedrørende det sønderjyske landbrugs skatte- og afgiftsforhold i første halvdel af 1700-årene var blevet bedømt til ug-. Først da var mine opgaver til ham også i orden og det uanset, at jeg ikke selv kunne se forskel på dem, jeg havde skrevet før bedømmelsen af specialet og efter. Som en af mine medstuderende (Sigv. Skov) mange år senere har sagt det: Plesner og jeg troede gensidigt om hinanden, at vi var idioter. Men all right, jeg fik da jo i hvert fald senere bevist, at jeg kunne klare mig ganske hæderligt i historikernes kreds, hvor jeg som helt ung fik Dansk Historisk Fællesforenings pris og senere både blev medlem af kildeskriftselskabet og Det kgl. danske Selskab til Fædrelandets Historie, hvilket sidste i hvert fald har undret mig ikke så lidt. Yderligere fik jeg på mine helt gamle dage Chr. Paulsen pris og medalje.

September 1933 rykkede vi så ind i de nye auditorier i den første bygning i universitetsparken, og det var jo luksuriøse omgivelser i sammenligning med de gamle på Teknisk Skole. Ikke blot var der gode siddemuligheder i auditorierne her, men vi historikere havde også et særligt laboratorium d.v.s. et værelse, hvori der var et bredt bord med 12-15 stole omkring. Endvidere var der en reol, hvori kildeskriftselskabets skrifter og måske et par enkelte andre bøger havde deres plads. Det var hele det historiske håndbibliotek. Anden visdom måtte vi hente på Statsbiblioteket, hvor hver af os historiestuderende i hvert fald, medens vi skrev speciale, havde vor faste plads. I "laboratoriet" var der endvidere en stor, brugt skrivemaskine af mærket Remington. Vi havde således i hvert fald i de sidste år i 30'erne mulighed for her at renskrive vore opgaver på maskine. På Marselisborg Studentergaard havde vi desuden et par "skrivemaskinelag", d.v.s. at vi 3-4 sluttede os sammen om at leje eller købe en maskine.

Med hensyn til mine studier kan i øvrigt oplyses, at jeg til speciale havde valgt det sønderjyske landbrugs historie i første halvdel af 1700-tallet. Jeg gennemgik naturligvis den relevante litteratur, som i øvrigt viste sig at være i ganske overvejende grad tysk. Men herud over gennemgik jeg også en del arkivmateriale. Jeg lånte jordebøger fra landsarkivet i Åbenrå, som jeg benyttede på Statsbibliotekets læsesal, jeg var 1936 tre uger på Staatsarchiv i Kiel, hvor jeg først og fremmest benyttede Lindeveds godsregnskaber og endelig fik jeg takket være godsinspektør H.C. Davidsens velvilje mulighed for hjemme i Bønderby at arbejde med schackenborgske godsarkivalier. Når man dengang mente, at man var tilstrækkelig forberedt til at kunne skrive afløsningsopgaven inden for det valgte område, anmodede man sin lærer, for mit vedkommende altså Albert olsen, om at få titlen på opgaven angivet og når man havde fået den, havde man tre uger til at skrive opgaven. Jeg fik dog straks bevilget to dage ekstra, idet Statsbiblioteket først kunne skaffe et par bøger fra København nogle dage senere. I det hele taget må jeg sige, at jeg ved specialeskrivningen blev sjældent godt behandlet af Albert Olsen. Efter at han havde set på mit indsamlede materiale og drøftet det med mig, fik jeg opgaven: Det slesvigske landbrugs skattevæsen i første halvdel af 1700-tallet. Jeg skrev selv opgaven i hånden, men fik for gode ord og betaling en kontorpige til at renskrive på maskine. Da hun ikke var fortrolig med omgangen med brugen af små begyndelsesbogstaver i navneord eller å-tegn blev opgaven til min fortrydelse skrevet med gammeldags retskrivning. Desværre gled der også en del "trykfejl" ind og på grund af den knappe tid fik jeg ikke læst ordentlig korrektur. Men opgaven var dog, syntes jeg, løst nogenlunde tilfredsstillende og stor var min overraskelse og ikke mindre min glæde, da jeg nogen tid efter, da jeg skulle indstille mig til den såkaldte modenhedsprøve, af Albert Olsen fik oplyst, at han takserede opgaven til udmærkelse. Senere har han fortalt mig, at den ene af mine censorer, min tidligere rektor i Tønder, A.J. West, havde været meget tvær ved karaktergivningen og ikke ville give mig det ug, han havde foreslået. Jeg måtte derfor "nøjes" med ug-, hvad jeg var mere end glad for.

4. LABOE OG GRÅSTEN 1936

I denne forbindelse kan jeg oplyse, at under mit studieophold i Kiel fra slutningen af maj til midt i juni 1936 blev Laboemindesmærket indviet. Jeg havde nok bemærket en masse uniformer på gaden, men havde ikke hæftet mig særligt derved. Imidlertid kom der på Staatsarchiv opslag om, at arkivet ville være lukket på indvielsesdagen, da alle skulle ud at se Hitler foretage den højtidelige afsløring. Jeg fik af Herbergsvater på vandreherberget, hvor jeg boede i nogle dage, tilbud om at kunne komme med på et skib, hvorfra indvielsen kunne overværes på nært hold, men jeg foretrak i stedet at cykle hjem til Bønderby for at kunne fejre pinsen der. Bagefter har jeg fortrudt, at jeg ikke benyttede lejligheden til at få der Führer himself at se ved selvsyn, men min antipati mod det nazistiske uvæsen havde overtaget.

Efter pinse vendte jeg så tilbage til Kiel for at afslutte mine arkivundersøgelser. Transporten frem og tilbage foregik naturligvis på cykle. Jeg tog hjemmefra Bønderby kl. 3 om morgenen, således at jeg kunne være ved Staatsarchiv, når det åbnede kl. 8. I de dage kunne man byde sig selv en del. Fra Kiel tog jeg lørdag d. 13. juni til Slesvig, hvor jeg overnattede på Slesvighus, der fungerede som dansk vandreherberg og herfra cyklede jeg så tidligt søndag morgen til Gråsten, hvor D.u.G. holdt sit store årsmøde. Det var blæst og byger og turen hjem fra Gråsten i strid modvind var næsten ved at tage pippet fra mig. Men hvad gjorde man ikke for at kunne få lov til at være med ved disse store nationale fester. Vi har cyklet til danske årsmøder i Flensborg og til møderne på Frøslev Polde og det har givet oplevelser, som vi kan se tilbage på med glæde.

Vi vender tilbage til studeringerne i Århus. Jeg havde egentlig regnet med, at jeg skulle have afsluttet mine studier sommeren 1938, men jeg syntes ikke, at jeg var tilstrækkelig forberedt og udsatte derfor til vinteren 1938/39, hvor jeg havde mulighed for at gå til eksamen sammen med J. Sølvsteen Sørensen og Kjeld Pihl, sidstnævnte bifagsmand. Det var nok noget letsindigt, da det var sidste gang eksamen afholdtes med to fag. Nu skete der imidlertid det, at Johan Plesner, der ved Albert Olsens overflytning til København 1938 var blevet udnævnt til professor, døde d. 10. sept. 1939 og vi historiestuderende var ilde stillet, idet der ikke i Århus fandtes en anden kvalificeret lærer, der kunne føre os op i historie. Til alt held for os påtog Albert Olsen sig imidlertid dette, hvad vi må være ham yderst taknemmelige for. I tre efterårsmåneder 1938 tog han hver lørdag over til os i Århus og i 3-4 timer blev vi så eksamineret og manuduceret i moderne historie, medens Afzelius blev antaget som undervisningsassistent og skulle gennemgå den romerske oldtid eksaminatorisk med os. Og det er værd at bemærke, at i de 6 år, jeg da havde læst historie, havde vi aldrig beskæftiget os med oldtiden på universitetet. Kun på egen hånd havde vi læst Fabricius' duplikerede forelæsninger over den græske oldtid og vi havde haft mulighed for at læse fremstillingen i Gyldendals nye verdenshistorie Verden i går, Verden i dag. Afzelius' gennemgang skulle efter Albert Olsens bestemmelser være kort og effektiv, men Afzelius var jo ikke en mand, der red samme dag, som han sadlede, og det endte med, at vi ved slutningen af november ikke var nået længere end til de romerske konger. En dag omkring 1. december trak Albert Olsen mig da til side og spurgte, hvorledes det gik med Afzelius' gennemgang af det romerske pensum og da jeg havde forklaret ham, hvorledes det stod til, meddelte han kort og kort: Der bliver ikke eksamineret i oldtiden. Denne besked lod jeg naturligvis straks gå videre ikke blot til de to, der skulle følge mig til eksamensbordet ved den afsluttende skoleembedseksamen, men også til dem, der skulle op til forprøven efter den nye trefagsordning. Dermed mistede vi naturligvis enhver interesse i at følge Afzelius' sidste timer i dette semester, og vi kunne hellige os eksamenslæsning til Albert Olsen og naturligvis også til vore bifag.

Dette var for mit vedkommende dansk, til hvilket fag jeg havde meget sympatiske og dygtige lærere. Egentlig var jeg begyndt på latin som bifag, men efter kun en måneds forløb blev jeg klar over, at jeg som nysproglig aldeles ingen mulighed havde for at klare mig mellem lutter gammelsproglige. Jeg sprang fra og sluttede mig til de danskstuderende. Jeg fulgte med interesse Skautrups og Ernst Frandsens forelæsninger og øvelser, henholdsvis om sproghistorie og litteratur samt de obligatoriske kurser i fonetik, sammenlignende sprogvidenskab og vestnordisk med lektor Ole Olesen og adjunkt Brodersen, begge Århus Katedralskole, som dygtige vejledere. I det hele taget kan man vel nok sige, at faget dansk var virkelig godt organiseret allerede fra begyndelsen af 30'erne ved Aarhus Universitet.

Jeg havde brugt relativ meget tid på historie, bl.a. til specialestudiet og havde til en vis grad forsømt dansk, hvor undervisningen næsten helt var lagt an på hovedfagsstuderende. Det var lidt vanskeligt at vide, hvor meget eller hvor lidt, der krævedes til bifagseksamen, selv om der havde været enkelte skriveøvelser, som for mit vedkommende i efterårssemestret 1938 var faldet nogenlunde tilfredsstillende ud. Jeg var trods alt ængstelig for eksamensudfaldet i dette fag og repeterede derfor på livet løs i lærebogsstoffet, hvorved jeg i nogen grad forsømte den sidste afpudsning af lærebogsstoffet i hovedfaget. Jeg fik en fin 1. karakter i bifaget, men klarede mig elendigt i hovedfaget. Tilsammen blev det dog til en lille 1. karakter, 93 så vidt jeg husker. Bagefter har Albert Olsen spurgt, om jeg var uvenner med den ene af censorerne, min gamle rektor fra Tønder, A.J. West, da han konsekvent ville trække mig ned i karakter, og jeg kunne jo kun bekræfte, at vi ikke havde været de bedste venner på Tønder Statsskole, hvor jeg i I G havde ham i fransk, hvilket fag aldeles ikke lå godt for mig.

Nu var jeg altså kandidat og det i en tid, hvor der var stor arbejdsløshed blandt cand.mag.'erne. Dengang var der i øvrigt ikke noget, der hed understøttelse for arbejdsløse akademikere. Først et års tid efter kom der nogle få stillinger for arbejdsløse cand.mag.'er, der blev honoreret med ca. 125 kr. om måneden, men det var bedre end ingenting. Min hu stod ikke til undervisningen, men mine tanker gik vel nærmest i retning af at blive bibliotekar ved et af forskningsbibliotekerne. Far ønskede imidlertid, at jeg skulle tage pædagogikum, så at jeg kunne få en stilling ved gymnasieskolen og foråret 1939 prøvede jeg da mine undervisningsfærdigheder ved Århus Katedralskole, hvor L. Christiansen dengang var rektor. Som vejledere havde jeg i historie lektorerne Aksel Strehle og Jens Clausen og i dansk adjunkt Niels Jensen, dygtige lærere, som man med de fornødne pædagogiske forudsætninger givetvis ville have kunnet lære meget af. Men jeg var ikke pædagog og fik naturligvis heller ikke nogen god bedømmelse. I den teoretiske prøve, som jeg aflagde et års tid senere, opnåede jeg dog karakteren godt bestået, og jeg skulle nu sammen med alle de mange andre arbejdsløse cand.mag.'er søge min lykke.

--------------------------

1) Jfr. i øvrigt Dansk med.hist. årbog 1977, s. 37 f. Omtalte Folmer er Folmer Wisti. Hvem Jens Fred. er, kan jeg ikke mindes.

REDAKTØRENS FORORD TIL P.K. IVERSENS STUDIETIDSERINDRINGER

Peter Kristjan Iversen, der herover ses på et udsnit af et foto taget under en udflugt til Mols sammen med andre studenter fra Marselisborg Studentergaard i 1934, blev født 23. maj 1914 og døde 26. januar 2000. Se hele billedet længere nede på siden. Ukendt fotograf

Da den, der skriver disse linjer, i 1992 aflagde interviewbesøg hos tidligere historieprofessor, dr.phil. Troels Fink i Aabenraa, foreslog han, at der også passende kunne foranstaltes erindringsinterviews med et par af dem, der studerede historie i Aarhus i 1930'erne, og som begge havde boet samtidig på det første universitetskollegium i Aarhus, nemlig Marselisborg Studentergaard.

En af de to var fhv. landsarkivar P.K. Iversen, og den anden var fhv. rektor D. Keller Hansen. Resultatet blev et fællesinterview og en hyggelig eftermiddag hos sidstnævnte i Sønderborg.

Men P.K. Iversen havde faktisk allerede inden da skrevet sine erindringer. Imidlertid forelå erindringerne ikke i nogen renskrevet form, og da Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet netop var sulten efter fyldige erindringer fra studenterlivet ved den unge lærdomsinstitution, øjnede Iversen sit snit til at få erindringerne renskrevet.

Aftalen blev da den, at hvis vi - dvs. universitetshistorikeren - ville renskrive erindringerne, så måtte vi få dem til vores dengang spæde samling af erindringer, og efter at renskrivningen havde fundet sted, og efter at Iversen havde læst korrektur, indskærpede han, at erindringerne ikke måtte publiceres før tidligst ti år efter hans død.

Fra venstre stud. mag. Karna Falbe Hansen, kontorassistent Inger Magnussen, stud.mag. D. Keller Hansen, stud.mag. Grete Bondesen, Inger Højer, Ernst Rehben, uidentificeret og Peter Kr. Iversen. Ukendt fotograf
Tre af "gårdpigerne", dvs. husassístenterne på Marselisborg Studentergaard. Kvinden yderst til venstre hed Frieda, og Iversen oplyste, da han overdrog os billedet, at hun var der i en del år. Ukendt fotograf, måske Iversen
Husassistenterne på Marselisborg Studentergaard arbejdede under ledelse af økonomaen