AU Universitetshistorie: Der var en dramatisk episode i 1960'erne?
Thor Troest: Ja, det var der. Souschefen på teknologisk afdeling arbejdede altid om morgenen i sin praksis fra klokken otte til kvart i ti, så han kunne tage op og være på Tandlægehøjskolen klokken ti. Han kom så gående op ad trappen henne i den gamle fløj ved Høegh-Guldbergsgade, og han kom rygende på sin cerut. Så var der altså en dag en studerende, som af en eller anden grund var blevet sur på ham – det var nu ikke så svært at blive det, især som studerende, for han var en mand, der krævede, at tingene skulle være i orden, at de skulle være, som de skulle være, han var ikke ligefrem forhandlingsvillig i større grad – men denne studerende var altså gået hen og havde lukket op for tyve gashaner i det første tekniklokale deroppe, og så havde han ovre på den anden side af gangen, hvor der også var et tekniklokale […], der havde han tændt en enkelt gasflamme, som altså stod der og brændte, samtidig med, at alle de der haner stod og hvislede, mens der sivede gas ud. Nu ville skæbnen, at netop den dag, da souschefen kom, da røg han ikke på sin cerut, og det var jo en lykke, og han hørte så den der mærkelige lyd af den sivende gas og var straks klar over, at det var gashanerne, så han skyndte sig at få lukket for alt det der, og fik også slukket gasflammen derovre på den anden side af gangen. Det viste sig, at den her studerende, som måske ikke havde så forfærdelig let ved at klare sit studium, kun læste til tandlæge, fordi moderen ønskede, at han skulle være tandlæge. Han havde altså tilsyneladende ikke nogen evne til selvstændigt at sætte sig igennem derhjemme og blive det, han gerne ville – ja, jeg ved ikke, hvad han gerne ville, det forlød der ikke noget om – men han erkendte i hvert fald, at det var ham, der havde gjort det, og at han gjorde det, fordi hans mor syntes, han skulle være tandlæge. Så tilrådede [rektor P.A.] Knudsen ham at søge psykiatrisk hjælp, og det kan jeg godt forstå …
AU Universitetshistorie: Men var politiet slet ikke inde i det?
Thor Troest: Nej, vi undgik politiet, og det var nok bevidst for ikke at skabe mere blæst om det end højst nødvendigt og for ikke at gøre det helt umuligt for ham sidenhen, for det er jo sådan næsten et mordforsøg, ikke, og det er egentlig forfærdende, at man kan få tanken. Det er nok noget af det mest dramatiske, vi har haft, vil jeg sige, for hvis det virkelig var lykkedes, så er det jo ikke godt at vide, hvor store skader, der ville være sket på bygningerne, noget ville der i hvert fald være sket, og i allerbedste fald ville jo [Charles] Gotfredsen, som souschefen hed, være blevet voldsomt forbrændt, men formentlig slået ihjel.
