Den 2. december 1943 blev Georg Mørk Christiansen, stud.oecon. ved Aarhus Universitet, sammen med fire sabotører fra Randers henrettet på Skæring Hede.
Georg Mørk Christiansen blev født i 1921 og tog studentereksamen ved Aarhus Katedralskole i 1940, hvorefter han samme år påbegyndte økonomistudiet ved Aarhus Universitet.
Fra 1942 deltog han i en kommunistisk studiekreds og involverede sig sídeløbende i fremstilling og uddeling af det illegale blad Frit Danmark.
I 1943 organiserede han flere sabotagegrupper, som udøvede jernbane- og industrisabotage, men allerede i september samme år blev han og de sabotagegrupper, som han ledede, opsporet af Gestapo, og den 16. september blev han og andre arresteret.
Den 24. november 1943 blev Georg Mørk Christiansen dømt til døden, og den 2. december 1943 blev han sammen med fire andre sabotører henrettet ved skydning på Skæring Hede nord for Aarhus.
Tyskerne begravede de henrettede på Kallesmærsk Hede nær Oksbøl, men efter befrielsen blev ligene fundet og flyttet til de respektive hjembyer. Georg Mørk Christiansen blev derefter bisat på Vestre Kirkegård i Aarhus.
Cand.oecon. Georg Mørk Christiansen skulle blive den første ud af i alt tre studerende ved Aarhus Universitet, som blev henrettet af tyskerne under besættelsen. De to andre var stud.theol. Christian Ulrik Hansen (henrettet ved skydning 23. juni 1944) og stud.jur. Helge Brock Iversen (henrettet ved skydning 10. marts 1945). I alt mistede en halv snes studerende ved Aarhus Universitet livet i forbindelse med illegalt arbejde, enten ved henrettelse, drab eller ophold i koncentrationslejr.
Stud.oecon. Georg Mørk Christiansens indsats som leder af sabotagegrupperne resulterede i de sprængninger af den jyske længdebane nær Aarhus, som fandt sted midt i august 1943, og som sammen med sprængningerne af Langå-broerne var med til at forsinke tyske jernbanetransporter gennem landet på vej til Norge. Der var med andre ord tale om aktiviteter af en sådan karakter, at Gestapo, der kort forinden havde beslaglagt parkkollegierne, lagde sig i selen, og da det frygtede tyske sikkerhedspoliti opsporede og arresterede et medlem af en af sabotagegrupperne, var Georg Mørk Christiansen klar over, at jorden brændte under ham.
I sin bog Mellem jyske modstandsfolk 1941-1945 fortæller den tidligere modstandsmand, professor Niels Åge Nielsen, at han selv – efter at Georg Mørk Christiansen var blevet arresteret – gjorde alt, hvad han kunne for at opmuntre hans mor, men ”det forfærdelige var, at hun aldrig kom over, at hun selv var medskyldig i hans arrestation. For dagen før havde han sagt til hende, at han hurtigst muligt måtte flytte hjemmefra, da han var truet på grund af en kammerats arrestation. Men hun var blevet ganske ulykkelig over denne plan, og så bønligt havde hun bedt ham blive, at han havde føjet hende.”
Domfældelsen fandt sted den 24. november 1943 i Aarhus Oliefabriks kontorbygning, hvor der på denne dag faldt i alt 14 domme, heraf flere dødsdomme. Stud.mag. Børge Olesen, der selv idømtes to års tugthus, har fortalt om krigsretten, at den formede sig som ”et Skuespil, et enkelt af de Optrin Nazireligionens Proselytter yndede”. De anklagede blev ført ind under skarp bevogtning med håndjern på og anbragt hver især med en tysk soldat ved siden af sig. Bag dommeren og to meddommere hang et hagekorsflag af mægtige dimensioner flankeret af portrætter af Hitler og Göring. ”En efter en blev vi kaldt frem og vore Rapporter gennemgaaet. Det varede ca. 10 Timer.”
Ud over de allerede nævnte var anklageren, en tolk, en stenograf og forsvareren til stede foruden en del højtstående officerer og Gestapofolk. ”Georg [Mørk Christiansen] var meget bleg” – fortæller Børge Olesen – ”og så til tider træt ud. Han havde været igennem mange forfærdelige Forhør. Men hans Hjerne arbejdede som altid friskt og klart.” På spørgsmålet, om hans handlinger var dikteret af det kommunistiske parti, skal Georg Mørk Christiansen have svaret: ”Jeg har handlet af personlig Overbevisning. Hovedsagelig af nationale Grunde, men med Haabet om, at Danmark engang maa blive et socialistisk Samfund.” Og da retten ville vide, hvordan han var nået til sin kommunistiske indstilling, lød svaret: ”Gennem mit Studium af Økonomi. Jeg har ogsaa deltaget i Studiekredse, hvor vi diskuterede forskellige Samfundsspørgsmaal. Fascismen og Nazismen er reaktionære Diktaturer, der søger med Magt at opretholde en Samfundsorden, Historiens Udvikling i sig selv vil tilintetgøre.” Til det smilede anklageren overbærende, fortæller øjenvidnet.
Da Georg Mørk Christiansen derefter blev spurgt, om han havde været klar over, at han kunne idømmes dødsstraf, svarede han, at han ikke havde ventet, at han kunne idømmes dødsstraf for det, han havde lavet, men at han intet fortrød. Han tilføjede, at hvis der blev tale om dødsstraf, ville det formentlig få modstandsviljen til at vokse og ikke aftage. Børge Olesen iagttog ham, da han igen havde sat sig, og han var stadig ganske rolig, vædede bare læberne med tungen, som han havde for vane. På et tidspunkt vendte han sig om mod de andre og smilede.
Den såkaldte forsvarer, som de anklagede aldrig havde truffet før, accepterede straks anklagerens krav om tugthus til et flertal af de anklagede, hvorimod han mente, at dødsdommene burde ændres til ”livsvarigt Tugthus”, da man dermed gav de unge mennesker ”en Chance for at indse deres Fejltagelse.” Iflg. Børge Olesen skal han endvidere have udtalt, at ”det naturligvis var svært for ham, der var Nazist, at forsvare Personer, der var Nazismens Fjender.”
Da dommerne forlod lokalet, førte en af de tyske soldater hånden hen over sin hals på en ganske sigende måde, mens han nikkede hen mod de anklagede.
Ti minutter senere kom dommerne tilbage, og kendelsen blev afsagt. Georg Mørk Christiansen modtog sin dødsdom ”behersket og koldblodigt”.
Højtstående embedsmænd fra de dødsdømtes hjembyer drog straks om formiddagen den 25. november til Silkeborg for at søge foretræde for general von Hanneken og ansøge om benådning. Generalen holdt et halv time langt foredrag for deputationerne om sit syn på sabotageaktionerne og om nødvendigheden af at anvende de strengeste straffe. Han lovede dog, at han selv ville gennemprøve de afsagte domme. Tirsdag den 30. november tog Aarhus-borgmester E. Stecher Christensen m.fl. til København sammen med en tilsvarende delegation fra Randers og opsøgte den rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, der lovede at overveje sagen.
Det følgende bygger på øjenvidneskildringer fra de dødsdømtes sidste timer. Den ene stammer fra den tyske feltpræst Georg Plate, der besøgte dem i arresten, den anden udgøres af en rapport udfærdiget af Oberfeldwebel Johannes Nicolaj Clausen, der gjorde tjeneste som tolk. Både Plate og Clausen overværede henrettelserne.
Ved femtiden om morgenen torsdag den 2. december blev de dødsdømte vækket i deres celler i Arresthuset i Aarhus med beskeden om, at ansøgningerne om benådning var blevet afvist, og at dødsdommene skulle eksekveres i løbet af et par timer.
De modtog derpå besøg af den tyske præst, dog ikke Georg Mørk Christiansen, som i første omgang frabad sig et sådant besøg, og de fik lov at skrive et afskedsbrev til deres pårørende. Da de fire andre dødsdømte havde været til alters, førtes de tilbage til deres celler, hvor præsten igen besøgte dem enkeltvis. Det står ikke helt klart, om Georg Mørk Christiansen modtog præsten på dennes sidste runde. Men det hedder, at alle fem bad præsten fortælle deres pårørende, at de gik roligt i døden.
Det var endnu tidligt på dagen, da en af den tyske værnemagts store lastbiler rullede ud fra arresten med kurs mod henrettelsespladsen. Under presenningen befandt sig et antal bevæbnede tyske vagtsoldater og de fem dødsdømte. Georg Mørk Christiansen var med håndjern lænket sammen med en af de andre dødsdømte. På køreturen blev der budt på cigaretter, og de røg alle.
På Skæring Hede blev de fem bundet med reb om brystet til hver sin pæl, der var hamret i jorden med et par meters afstand. Så blev dødsdommene forkyndt endnu en gang, og hver af de fem havde igen lejlighed til at tale med feltpræsten, som sagde et bibelord til hver. To af de fem ønskede ikke at få bind for øjnene; den ene var Georg Mørk Christiansen, der ville se værnemagtssoldaterne i eksekutionspelotonen i øjnene til det sidste.
Mens de fire andre døde straks, konstaterede den tyske læge, at Georg Mørk Christiansen endnu udstødte nogle suk, og en underofficer fik derfor ordre til at skyde ham direkte gennem tindingen med en pistol.
Efter henrettelsen blev de lægeundersøgt og i deres eget tøj lagt i hver sin kiste. Præsten bad fadervor ved kisterne, der derefter blev ført bort.
Kaj Munk, der selv blev snigmyrdet en måneds tid senere, skrev disse linjer på baggrund af henrettelserne:
Drenge I Drenge som døde
I tændte for Danmark
i dybeste Mulm
en lysende Morgenrøde
Lidt over middag fredag den 3. december modtog rektor Johannes Munck en opringning fra politimesteren, der meddelte, at Georg Mørk Christiansen om torsdagen var blevet skudt sammen med fire sabotører fra Randers.
Som det allerede var aftalt forinden, afbrød de økonomistuderende og fagets lærere derefter arbejdet resten af dagen og gav på den måde udtryk for deres sorg.
Ved et tilfælde fandt man kort efter krigen ret hurtigt frem til stedet, hvor Georg Mørk Christiansen og de fire Randers-sabotører var blevet begravet. Nogle af de tyskere, som havde gjort tjeneste i forbindelse med minering langs vesterhavskysten, var blevet tilkaldt for at hjælpe det danske forsvar med at udpege de minerede områder, og en af disse tyskere henvendte sig en dag til en dansk officer og fortalte, at han formentlig ville kunne udpege stedet, hvor der i 1944 var blevet begravet nogle henrettede frihedskæmpere. Begravelsespladsen blev fundet i nærheden af Husby Klitplantage, og det tog ikke lang tid at identificere ligene som de fem, der var blevet henrettet på Skæring Hede.
Ligene af de fem blev herefter genbegravet/bisat i deres hjembyer. For Georg Mørk Christiansens vedkommende på Vestre Kirkegård i Aarhus.
I Aarhus Universitets arkiv i Landsarkivet for Nørrejylland befinder sig et lille kort med sørgerand. Det er moderens tak for universitetets deltagelse ved begravelsen.
Den 17. september 1977 blev der indrettet en mindelund på området, hvor den militære skydebane på Skæring Hede havde ligget indtil 1976, og hvor altså de første danske modstandsfolk var blevet henrettet efter at være blevet dødsdømt af en tysk krigsret. På stedet befinder sig en mindesten med navnene på de henrettede.
Anvendte kilder
Knudsen, Paul: ”Kun faa kom for Krigsret”, Andrésen, G. (red.): Aarhus under Besættelsen, 1945, s. 203-206.
Komiteen til mindelundens bevarelse: Mindelunden i Skæring 1945-1995 (http://www.nielsebbesensvenner.dk/Erindringer/Tekster/Mindelunden%20i%20Skaering.pdf).
Munck, Johannes: ”Aarhus Universitet under Besættelsen”, Andrésen, G. (red.): Aarhus under Besættelsen, 1945, s. 143-158.
Munck, Johannes: ”Aarhus Universitet under Besættelsens to sidste Aar”, Aarhus Universitets årsberetning 1944/1945, s. 17-21.
Nielsen, Niels Åge: Mellem jyske modstandsfolk 1941-1945, 1980.
Olesen, Børge: ”Georg for Krigsretten”, Andrésen, G. (red.): Aarhus under Besættelsen, 1945, s.198-201.
Vestergaard, Jacob og Søren: Henrettelserne i Skæring den 2. december 1943 (http://www.aarhus.dk/~/media/Dokumenter/Teknik-og-Miljoe/Natur-og-Miljoe/Kirkegaarde/Henrettelserne-paa-Skaering-Hede.pdf )
