Da Niels Åge Nielsen, professor i nordiske sprog ved Aarhus Universitet, i 1980 så tilbage på sin deltagelse i modstandsarbejdet under besættelsen, kom han også ind på den stikkerlikvidering, som fandt sted på Hotel Hattenæs en aften i august 1944. Niels Åge Nielsen, der var blevet cand.mag. fra Aarhus Universitet i 1942 og blev tilknyttet Institut for Jysk Sprog og Kultur i 1945, var med i ledelsen af den jyske modstandsbevægelse og i denne egenskab mere eller mindre medansvarlig for de stikkerlikvideringer, som fandt sted inden for et nærmere bestemt område. Om hændelsen på Hotel Hattenæs skrev Niels Åge Nielsen i 1980 følgende:
”Vi rejste jo alle ind imellem. Men en dag da Leif tog af sted, bemærkede jeg, at hans ellers så smilende og muntre ansigt var mørkt og lukket. Da han et par dage senere kom tilbage, fik jeg at vide hvorfor. Han havde efter eget ønske genoptaget arbejdet med stikkerlikvidationerne. Da de andre senere ville ud at gå en tur, lod vi dem gå alene, og jeg fik historien med alle detaljer. Jeg havde jo som medlem af regionsledelsen en slags krav på den, og sådan var det også altid senere. Han måtte have en, han kunne fortælle det hele til.
Det havde været ventet, at vedkommende stikker ville indfinde sig i en sommerrestaurant uden for Silkeborg. En mand, der skulle hjælpe Leif, skulle vente udenfor, og han kom til at vente længe. Leif sad i lang tid alene ved et bord i nærheden af orkesteret og røg sin pibe og nippede til et glas øl. Stikkeren sad et kort stykke fra ham med ryggen til ved et bord, hvor der i øvrigt kun sad tyske officerer. Endelig var det blevet så sent, at de fleste andre i restauranten var gået, og banen omtrent var klar til udgangen. Leif tænkte et øjeblik på, om han skulle bede orkesteret spille ”Mordets melodi”, der var ret populær den sommer. ”Men så kom jeg til at tænke på dig, og at du ikke ville synes om det, og så lod jeg være!” (Jeg havde tit indskærpet ham at være forsigtig. Jeg havde ikke råd til at miste ham). Han havde betalt lidt før og så tog han en rask beslutning og trådte hen bag manden og skød ham fra meget nært hold. Derefter løb han en lang strækning gennem restauranten til udgangsdøren. Ingen forsøgte at standse ham. Det var mørkt udenfor, og ledsageren skulle være parat med begge cykler, men han var ikke at se. Lidt efter kom han dog løbende, i færd med at trække bukserne op. Han havde fået mavepine af spændingen! Og så var de sluppet væk, helt som planlagt. Men en fejl havde Leif dog begået: han havde glemt sin pibe på bordet i restauranten: Kan du forstå, man kan være så dorsk?” sagde han.
Jo, det forstod jeg nu godt.”
Note: Ovenstående er fra Niels Åge Nielsen: Blandt jyske modstandsfolk 1941-1945 (1980), s. 96. ”Leif” hed Ejnar Sørensen. Manden, som han likviderede, var teglværksformand og hed Gunnar Siim. Hattenæs-likvideringen inspirerede forfatteren Tage Skou-Hansen, da han skrev romanen Dagstjernen (1962). I øvrigt eksisterer der et fotografi af den likviderede ved bordet i Hotel Hattenæs' restaurant.
