Som det fremgår af Aarhus Universitets beretning for universitetsåret 1935/1936, anskaffede Fonetisk Laboratorium sig "et fuldstændigt Inventar til elektrisk Optagelse af Grammofonplader".
Inden man gik i gang med for alvor at anvende udstyret til (fortrinsvis) dialektoptagelser, måtte det naturligvis først afprøves under mere utvungne omstændigheder. Universitetshistorisk Udvalg er nu så helt utrolig heldig at kunne præsentere resultatet af en sådan første afprøvning - ovenikøbet i en bemærkelsesværdig høj kvalitet.
Man skar nemlig 16. april 1935 en optagelse med professor Peter Skautrup og undervisningsassistent Ole Olesen, og den grammofonplade, som indeholdt resultatet - altså prøveoptagelsen - blev i år 2004 overdraget til Universitetshistorisk Udvalg, som nu i 2010 - takket være Statsbiblioteket - har fået den digitaliseret.
Den "samtale", som Skautrup og Olesen fører på pladen, virker måske en anelse kunstig, men fastholder ikke desto mindre fint et par stemmer, som hundredevis af forhenværende dansk- og sprogstuderende vil kunne nikke genkendende til. Ole Olesen - også kaldet "Sorte Ole" på grund af øjenbrynene - underviste i fonetik, som indgik i samtlige sprogfag.