Nekrologen herunder er skrevet af Ole Fjeldborg og Steen Olsen og stammer fra Aarhus Universitets Årsberetning 2000
Villy Posborg døde af kolonkancer som recidiverede efter, at han i flere år efter diagnose og operation havde været symptomfri.
Posborg var vokset op i Hornslet i Østjylland, blev student fra Aarhus Katedralskole og cand.med. fra Københavns Universitet 1944. Han begyndte med det samme en uddannelse i intern medicin og gik tidligt ind i forskning. Universitets guldmedalje i klinisk medicin blev tildelt ham i 1946 og han blev den første dr. med. fra hus universitet i 1952 på en afhandling om fosfolipoidfraktionerne i blodet. 1953 - 1954 var han på studieophold ved Department of Physiology, University of Cincinnati, USA. Han knyttedes 1960 fast til den afdeling, hvor han havde fået hovedparten af sin kliniske uddannelse, medicinsk afdeling C, Århus Kommunehospital. De første år var han assisterende overlæge, og 1965 - 1988 overlæge og professor i intern medicin ved Aarhus Universitet.
Posborgs største faglige indsats var hans initiativ til at gennemføre den første nyretransplantation i Danmark ret kort efter, at det i udlandet var blevet vist, at kliniske allotransplantationer var gennemførlige. Den første danske humane nyreallograft blev indsat 18.4.1964 på Århus Kommunehospital, inspireret af optimistiske meddelelser på den internationale nyrekongres i 1963. Gennemførelsen af projektet krævede overvindelse af talrige barrierer af teknisk, medicinsk, immunologisk, logistisk og - ikke mindst -psykologisk art. Han og hans medarbejdere oplevede mange glæder, men også mange skuffelser og sorger, uundgåeligt som det måtte være, når man befandt sig i et hidtil uudforsket område med myriader af spørgsmål og ingen kendte svar. Til trods for, at ikke alt i begyndelsen forløb som håbet, viste det sig hurtigt, at humane allotransplantationer betød et afgørende fremskridt i behandlingen af terminal nyreinsufficiens. Den eneste anden behandling var kronisk dialyse, som dengang havde sine egne store problemer. Posborgs organisationstalent og energiske ledelse af alle trin i forberedelse og behandling af patienterne blev helt afgørende for den succes, der blev opnået. Han blev et højt værdsat medlem at Sundhedsstyrelsens transplantationskomite og fik derved betydning for den store udvikling, transplantationsbehandlingen fik i Danmark i de følgende år. Disse år blev højdepunktet i Posborgs lægeliv. Han blev med rette belønnet for sin indsats med flere store priser, heriblandt Novoprisen, som han modtog 1978.
Som medicinsk overlæge og professor kom han til at præge en hel generation af unge reservelæger. Hans ledelsesstil var autoritær og krævende og har ingen parallel i nutidens afdelingsledelse. Tingene skulle fungere perfekt og enhver ansats til sløseri blev standset med beslutsomhed og uden fløjlshandsker. Posborg stillede store krav, og mange unge læger der passerede afdelingen har sikkert oplevet deres tid der som hård, noget i retning af en skærsild, men alle måtte erkende at ledelsen var i hænderne på en eminent dygtig og ansvarsbevidst kliniker og videnskabsmand. Når de så havde passeret skærsilden og forlod afdelingen var det med en ballast, som siden kom dem selv og deres patienter til gode. Mange sidder nu som lægechefer rundt omkring i landet.
Posborg var et usædvanlig ærligt menneske, der aldrig gjorde noget for at behage. Han fik nok kun få venner, og blev, set udefra, ret ensom efter at han havde trukket sig tilbage, men han følte sig ikke ensom. Han boede i sin lejlighed med sin hund, og beskæftigede sig med filosofi, botanik, matematik, fysik og historie. Han var nært knyttet til sine to døtre, Susanne og Rikke. Hver sommer tilbragte han sammen med sin kone Merete på Anholt, det sted i Danmark han elskede mest af alt. Han endte som en tålmodig, mild og verdensklog mand, der var god at gæste.
..... Ole Fjeldborg og Steen Olsen
