Den 1. december 1993 afgik professor, dr.phil. Erik Haarh ved døden efter lang tids sygdom. Siden 1969 havde han været afdelingsleder i religionshistorie under Det humanistiske Fakultet og siden 1983 kaldet til professor ved Det teologiske Fakultet.

Det gælder om Erik Haarh, at videnskabelig begavelse viser sig tidligt. Allerede som gymnasiast blev han grebet af interesse for tibetansk sprog og kultur, og da han ikke herhjemme kunne få den nødvendige speciallitteratur, hjemskrev han det fornødne fra London. Således begyndte den passion, der kom til at præge ham for livet.

Efter studentereksamen i 1948 påbegyndte han studiet af religionshistorie under professor Svend Aage Pallis, idet han fra begyndelsen sigtede mod speciale i buddhismen. Dette medførte omfattende sprogstudier under professorerne Kåre Grønbech, Poul Tuxen og Kaj Barr.

Erik Haarh videreførte sin oprindelige interesse for tibetansk, hvilket førte ham til det internationalt ledende center i Rom. Her blev han knyttet til den ansete professor Giuseppe Tucci og fik tillige forbindelse med professorerne R. Pettazzoni og W. Simon. Opholdet medførte omfattende kildestudier på såvel sanskrit, pali og hindi som tibetansk og kinesisk.

Efter afsluttet magisterkonferens i religionshistorie fik han i 1955 ansættelse ved Københavns Universitet som undervisningsassistent i tibetansk sprog og kultur, og året efter blev han bibliotekar ved Det kgl. Biblioteks orientalske afdeling, fra 1962 som afdelingens leder.

Studierejser førte Erik Haarh til de asiatiske centre for hans studier, og gæsteforelæsninger fulgte ved europæiske universiteter. I 1969 kronedes de omfattende studier med den store dybdeborende disputats, og samme år indvilligede han i at overtage stillingen som afdelingsleder i religionshistorie ved Det humanistiske Fakultet i Aarhus.

I disputatsen, The Yarlun Dynasty , sætter Erik Haarh fokus på et så godt som uopdyrket felt inden for oldtibetansk religionshistorie. Han påviser, hvordan den samfundsbærende kongeideologi er forbundet med den religiøse kosmologi, og behandler kildeproblemerne ved anvendelse af præstelige og hierarkiske kilder til legender og myter. Med samarbejdningen af sine detailresultater til et imponerende helhedssyn har han ydet et afgørende videnskabeligt bidrag til tibetansk religionshistorie.

Efter disputatsen fulgte adskillige specialafhandlinger, om limbu-sproget, lepcha-alfabetet etc., og hertil kom en komparativ liste over Derge- og Lhasaudgaverne af Kanjur, et katalog over orientalske manuskripter og xylografer i dansk eje. Han blev dermed en højt værdsat specialist, hvis råd blev søgt af adskillige forskere.

På det pædagogiske felt blev Erik Haarhs virke legendarisk. Hans væsen udstrålede en naturlig autoritet, som forbundet med hans vidtspændende faglige indsigt gjorde ham til en fremragende pædagog. Det viste sig naturligvis, men ikke kun i undervisning og vejledning. Han omfattede den enkelte studerende og også yngre kolleger med en faderlig omhu, som virkede igangsættende.

Et vidnesbyrd herom er den serie på seks illustrerede studiehæfter til komparative religionsstudier, som han var medredaktør af og bidragyder til fra 1978. Serien, der sigter på religionsundervisningen i gymnasiet, HF og Folkeskolens ældste trin, har oplevet stadige genoptryk og er fortsat i handelen. Ved denne series tilblivelse inddrog Erik Haarh hovedfagsstuderende i religionshistorie som bidragydere. Han samlede dem i sit hjem og fik dermed gruppen samarbejdet med en homogen indsats til følge.

En tilsvarende indsats ydede Erik Haarh blandt sine kolleger. Forud for det sjette studiehæftes tilblivelse tog Erik Haarh initiativ til afholdelse af en fællesøvelse, og de enkelte kollegers bidrag blev efterfølgende redigeret og udgivet i den nævnte serie.

Erik Haarhs pædagogiske indsats rakte også uden for universitetets sammenhæng. Da UNESCO-skoleprojektet under Undervisningsministeriet fra 1977 udbød kurser om fremmede religioner for Folkeskolens lærere, var Erik Haarh en værdsat forelæser og instruktor. Skønt han var en højt specialiseret forsker, formåede han i en fri form at engagere denne gruppe af ikke-fagfolk i et for dem fremmedartet stof. Kursusmaterialet blev siden samlet til brug for læreres videreuddannelse.

Erik Haarh var livet igennem taknemlig for de studiemuligheder, der blev ham forundt. Det var således helt naturligt for ham at dedicere sit hovedværk til de tre professorer, der havde betydet mest for ham, Kåre Grønbech, Svend Aage Pallis og italieneren Giuseppe Tucci. Vi er mange, kolleger og elever, som i erindringen vil kunne dedicere vor taknemlighed til Erik Haarh. Halfdan Siiger Bent Smidt Hansen