Med Bernie Deutch har Aarhus Universitet mistet en engageret videnskabsmand der gennem sin gerning har bidraget til at gøre sit universitet kendt langt uden for landets grænser. Bernie var en venlig og inspirerende person der var afholdt af de mange mennesker han kom til at kende såvel i som uden for fagfællers kreds.
Bernie Deutch blev født ind i en jødisk immigrantfamilie i New York City. Han voksede op i Brooklyn i depressionsårene hvor nøden var udbredt og hans familie også måtte lide afsavn. Indtrykket af den sociale nød og påvirkning fra hans miljø modnede tidligt hans politiske interesse. Som 13-årig, på den tid hvor USA var gået ind i verdenskrigen mod fascismen, læste han marxismens klassikere og betragtede sig selv som marxist. Han gik på Brooklyn Technical High School, fik topkarakterer til afgangseksamen og søgte ind på Cornell University for at læse fysik. Her blev han afvist i første omgang - han antog selv at kvoten for ansøgere fra New York City (underforstået: med jødisk baggrund) var opbrugt - men vandt efter en konkurrence med deltagere fra hele staten New York årets statsstipendium samt et Cornell-stipendium, hvorefter han blev optaget på Cornell i september 1947. Universitetets faglige standard var meget høj - to af professorerne, Hans Bethe og Richard Feynman, blev senere Nobelprisvindere. Inden for hans hovedfag, fysik, blev der tilbudt 20 kurser - han fulgte dem alle 20! Bernie blev snart interesseret i grænseområdet mellem fysik og biologi. Efter B.A.-graden i 1951 valgte han en usædvanlig kombination: eksperimentel fysik som hovedfag og almen fysiologi som bifag, og under vejledning af professor Philip Morrison udførte han et biofysisk projekt: studiet af colibakteriers mutationsfrekvens efter bestråling med alfa-partikler, hvormed han opnåede M.S.-graden i 1953.
I september 1953 påbegyndte Bernie sit Ph.D.-studium ved University of Pennsylvania i Philadelphia. Han fik et stipendium til at arbejde med medicinsk fysik på universitetshospitalet, hvor han deltog i forsøg med elektriske strømmes evne til at forsinke dannelsen af blodpropper. På det tidspunkt startede en politisk proces som kom til at præge hans liv mange år frem. Baggrunden var, at han som 19-årig i sin første tid på Cornell havde deltaget i en marxistisk studiekreds og i en periode, indtil han udmeldte sig i begyndelsen af 1953, været medlem af kommunistpartiet (hvilket ikke var forbudt). Den 7.april 1954 om eftermiddagen blev Bernie opsøgt på universitetets læsesal af en mand der med skinger røst - så ingen i lokalet kunne undgå at høre det - beordrede ham til at give møde den 9.april i Albany, N.Y., for en underkomite af senator McCarthy's HCUA, den amerikanske kongreskomite for uamerikansk virksomhed. Mere fik han ikke at vide. Der var nu en frist på kun 36 timer til at skaffe sig juridisk assistance. Han gik til universitetets ledelse som hjalp ham med at engagere en fra tidligere borgerretssager kendt advokat, Henry Sawyer III, som uden honorar, kun mod dækning af udgifter til rejser m.m., påtog sig at føre hans sag. Afhøringen i HCUA blev udsat til 12.april og fandt sted på et lukket møde i Washington D.C. hvor han af tre kongresmedlemmer, som havde fået hans navn af en angiver, blev udspurgt om kommunistisk aktivitet på Cornells campus. Han svarede at han selv var marxist og at han gerne ville forklare hvad han stod for, men han nægtede pure at give oplysninger om andre personer og bestred i øvrigt komiteens beføjelser til overhovedet at stille den slags spørgsmål. Kun få af de mange personer som blev anklaget af HCUA i lignende sager havde mod eller vilje til som Bernhard Deutch at sige nej. For ham var det en mærkesag. Komiteen kendte ham skyldig i foragt for kongressen og kendelsen blev enstemmigt vedtaget i USA's kongres. En underret idømte ham fængsel i 3 måneder og $100 i bøde. Dommen blev appelleret til en højere instans som stadfæstede den i juni 1960. Han appellerede sagen til USA's højesteret og endelig, i 1962, 8 år efter stævningen, blev han frifundet for anklagerne - dog med den snævrest mulige margin: dommerstemmerne 5 mod 4. Frifindelsen vakte opsigt - med den var der vundet et slag i kampen for borgerrettigheder i USA. Herefter kunne han få sit pas tilbage - det havde været inddraget i alle 8 år. Han skønnede selv at processen havde kostet ham $35,000; en stor del af pengene indsamlede han i forbindelse med foredrag og ved at appellere pr. brev til amerikanske fysikerkolleger, som reagerede generøst.
Umiddelbart efter dommen i 1954 blev spørgsmålet om hans stilling på hospitalet taget op - staten Pennsylvania havde vedtaget den såkaldte "Pechin Act", der forbød ansættelse af kommunister i offentlige stillinger - men man anså ham dog for renset, så han beholdt sit job. Der blev også rejst tvivl om han kunne fortsætte som studerende ved universitetet, men fakultetet vedtog, med 10 stemmer mod 1, at give ham tilladelse hertil. Han valgte at skifte over fra biofysik til kernefysik, og arbejdede derefter under professor N. Goldbergs vejledning med måling af såkaldte perturberede vinkelkorrelationer af stråling fra den radioaktive isotop thallium-203 og blev i 1959 Ph.D. på en afhandling herom.
I årene 1958-62 var Bernie ansat på The Bartol Research Foundation i professor F.R.Metzgers kernefysiske laboratorium, hvor han udviklede metoder til måling af magnetiske momenter og ultrakorte levetider i atomkerner på grundlag af resonansfluorescens med gammastråling.
Efter sin frifindelse i 1962 søgte Bernie til udlandet. Han fik en gæstestilling ved Aarhus Universitets fysiske institut (nuværende Institut for Fysik og Astronomi), hvor han året efter blev ansat som lektor. Hans felt var kernefysik, men hans interesser kom til at gå i mange forskellige retninger. Hans hovedindsats ligger inden for grænseområdet mellem kernefysik, atomfysik og faststoffysik, specielt de såkaldte hyperfinvekselvirkninger. I 1974 genoptog han sin interesse for biofysik og udførte sammen med sin kone, biologen Bente Deutch, en række eksperimenter med grønne planters fotosyntese, herunder virkningen af polariseret lys.
Bernie var eminent til at bringe forskere sammen på tværs af faglige skillelinier og sætte en frugtbar udvikling i gang. I 1971 var han vært for en international konference i Århus om hyperfinvekselvirkninger. I 1986 tog han initiativet til et internationalt samarbejde mellem en gruppe på IFA i Århus og fysikere fra England og U.S.A. med det formål at fremstille antibrint, det atom der består af en antiproton og en positron (en "antielektron"). Syntesen er yderst vanskelig først og fremmest fordi antipartikler næsten øjeblikkelig tilintetgøres hvis de får kontakt med almindeligt stof. Bernie var overbevist om at kendskabet til antibrints egenskaber ville lede til en bedre forståelsen af de fundamentale naturloves symmetriegenskaber. Han var stærkt engageret i projektet næsten til den sidste dag han levede.
Han var en produktiv videnskabsmand gennem hele sin professionelle tilværelse; listen over hans publikationer omfatter over hundrede titler. Han formulerede sig altid med stor omhu i et klart og præcist skriftsprog.
Fra 1973 var han medredaktør af det internationale tidsskrift "Nuclear Physics". I 1975 tog han initiativ til oprettelsen af et nyt tidsskrift, "Hyperfine Interactions", som skulle dække det stærkt voksende grænseområde mellem kernefysik, atomfysik og faststoffysik. Som redaktør af dette tidsskrift kom Bernie kom til at trække et stort læs, idet et utal af indsendte artikler skulle gennemlæses og vurderes - og hans krav til afhandlingernes kvalitet var store.
Bernie Deutch var en af de første amerikanske fysikere der blev inviteret til at besøge Kina efter kulturrevolutionen. Sammen med sin familie opholdt han sig i Shanghai i flere måneder ad gangen i 1974 og 1978-79, hvor han forskede og underviste ved Fudan Universitetet. I 1983 blev udnævnt til æresprofessor ved Fudan. Besøgene bidrog til at åbne for et omfattende videnskabeligt samarbejde mellem Kina og Danmark.
Bernie kom til at tilbringe næsten nøjagtig halvdelen af sit liv i Danmark, hvor han sammen med Bente stiftede hjem og fik to døtre, Gitte og Susanna. Mange har nydt godt af familiens store gæstfrihed og husker Bernie som en charmerende vært der gerne trakterede sine gæster med eksotisk mad og elskede at fremvise sin store samling af blomstrende orkidéer.
Henrik Loft Nielsen
![[Kolofon]](/uploads/www.au.dk/da/arsb1994.jpg)