ERLING HAMMERSHAIMB

Med Erling Hammershaimb døde en af de sidste af de professorer, der i 1930'erne og 1940'erne grundlagde og opbyggede Aarhus Universitet. Hammershaimbs ankomst til Aarhus 1. februar 1942 markerede oprettelsen af det fjerde fakultet, det teologiske, ved det unge universitet. Allerede i 1938 havde man ansat en professor i Det nye Testamente og en docent i Hebraisk ved det humanistiske fakultet, og da docenturet blev ledigt, omdannedes det i 1941 til et docentur i Gammeltestamentlig Eksegese, som blev opslået, samtidig med at professorater i Kirkehistorie og Systematisk Teologi blev bevilget. Hammershaimb fik docenturet efter énstemmig indstilling, og den 4. februar 1942 kunne Professor Johannes Munck sammen med Hammershaimb oprette Det teologiske Fakultet.

Hammershaimb var født den 3. marts 1904 i Aalborg som søn af overretssagfører, forsikringsdirektør Hjalmar Hammershaimb og Margrethe Kerstens. Efter skoleårene i Aalborg, hvor gymnasietiden var en skuffelse, valgte han i 1922 efter nogen betænkning teologien og fattede hurtigt gennem Johs. Pedersens hebraiskundervisning interesse for Det gamle Testamente og de orientalske sprog. Johs. Pedersen havde netop da forladt det teologiske fakultet og var blevet professor i semitisk filologi, og han blev i de kommende år fremfor nogen Hammershaimbs lærer. Men også professoren i Det gamle Testamente, I.C. Jacobsen, fik stor betydning for Hammershaimb, som studiet igennem lagde størst vægt på beskæftigelsen med de gammeltestamentlige tekster.

Efter embedseksamen i 1928 og nogle år som huslærer på den fynske herregård Langesø vendte Hammershaimb tilbage til København og læste 1931-1936 til magisterkonferens i semitisk filologi med hovedfag i hebraisk og med aramæisk og arabisk som bifag. Samtidig måtte han tjene til livets ophold ved at manuducere teologiske studenter..

Efter konferensen havde Hammershaimb assistenttimer hos Johs. Pedersen og ved det teologiske fakultet og fik dermed tid til at udarbejde sin disputats, Das Verbum im Dialekt von Ras Schamra , som oktober 1941 blev forsvaret for den filosofiske doktorgrad ved Københavns Universitet. Den repræsenterede en undersøgelse af verbets former og syntaks i ugaritisk, et semitisk sprog, som i 1930'erne var dukket op gennem et omfattende fund af lertavler i oldtidsbyen Ugarit (Ras Shamra) i det nordlige Syrien. Hammershaimb greb ind i en diskussion om, hvorvidt ugaritisk skulle betragtes som et østsemitisk (beslægtet med babylonsk) eller et nordvestsemitisk sprog, og han underbyggede den sidste opfattelse i sin grundige undersøgelse og slog fast, at ugaritisk må betegnes som en kana'anæisk dialekt, en opfattelse, som semitiske filologer i vid udstrækning har tilsluttet sig.

Den intense beskæftigelse med de nyfundne tekster, som for en stor dels vedkommende er religiøse tekster, der giver et indblik i den kana'anæiske religion i Syrien og Palæstina, umiddelbart før den israelitiske kultur opstod, fik stor betydning for Hammershaimbs arbejde med de gammeltestamentlige tekster, som han efter ansættelsen i Aarhus (hans docentur blev i 1946 omdannet til et professorat) skulle undervise i. I en række afhandlinger kunne han påvise forbindelseslinjer fra den kana'anæiske religion, som den nu var kendt fra Ugaritteksterne, til Det gamle Testamente. Hans vigtigste afhandlinger er optrykt i Some Aspects of Old Testament Prophecy from Isaiah to Malachi (1966). Samtidig tilvejebragte han lærebøger: Amosbogen fortolket , 1946 (engelsk udgave 1970), Genesis. En sproglig analyse , 1957 - og som emeritus Femten gammeltestamentlige salmer , 1984.

En række afhandlinger gennem årene beskæftiger sig med semitiske indskrifter og nyfundne tekster - både aramæiske og hebraiske. På det arabiske felt behandlede Hammershaimb indskrifter og mønter fundet ved de danske udgravninger i Hama i Syrien, og han udgav i 1982 bogen Ibn Khaldun, arabisk historieskriver og statsmand . Hammershaimb foretog flere studierejser til den nære Orient, og i 1958 var han epigraf ved Carlsbergfondets udgravniger i Tell es-Sukas i Syrien.

Store og tidrøvende videnskabelige projekter veg Hammershaimb ikke tilbage for: han var en af initiativtagerne til den internationale udgivelse af Den syriske Oversættelse af Det gamle Testamente (Peshitta) og udgav selv sammen med Hans Gottlieb et bind i serien. Et dansk projekt skulle få stor betydning: sammen med andre Aarhus-kolleger iværksatte Hammershaimb den første skandinaviske oversættelse af De gammeltestamentlige Pseudepigrafer , altså af jødiske skrifter fra tiden omkring Kristi fødsel, overleveret på vidt forskellige sprog. Hammmershaimb selv stod for næsten en tredjedel af teksterne og måtte oversætte og kommentere skrifter på ætiopisk, græsk, latin, og old-slavisk.

Det rent filologiske var for Hammershaimb et afgørende element i beskæftigelsen med gamle tekster, hvad enten det var de gammeltestamentlige skrifter eller andre tekster fra oldtiden, og det var vigtigt for ham, at både ældre studerende og de yngre lærere i bibelfagene fik mulighed for at stifte bekendtskab med de semitiske sprog, selv om der ikke var et institut for semitisk filologi i Aarhus. I de tyve år, Hammershaimb var professor i gammeltestamentlig eksegese, tilbød han derfor regelmæssigt undervisning i de forskellige semitiske sprog. Da der endelig i 1963 blev oprettet et professorat i semitisk med tilhørende institut,var det naturligt, at det humanistiske fakultet hentede Hammershaimb over.

I de godt ti år, han sad i det semitiske professorat, lykkedes det ham at opbygge et fornemt bibliotek og en undervisningstradition, som fortsat består. Siden mødet med Johs. Pedersen havde filologien nok stået hans hjerte nær, og det var ham en stor glæde at afrunde sin akademiske karriere i netop denne lærestol.

Allerede i årene i det teologiske fakultet havde Hammershaimb påtaget sig mange administrative opgaver. Han sad 1952-61 i det dengang nyoprettede Statens almindelige Videnskabsfond (Forskningsrådet) og var en del år medlem af og formand for Aarhus Universitets Stipendiebestyrelse. Senere var han medlem af bestyrelsen for Hans Tausens Fond og af Palæstinafondets bestyrelse, og han sad også i flere kommissioner under Videnskabernes Selskab, som han var medlem af siden 1966.

I årene 1961-63 var Hammershaimb prorektor og blev derefter valgt til rektor i to perioder (1963-67). Disse seks år var afgørende år i Aarhus Universitets historie. I dette korte åremål skete en 3-dobling af studentertallet og næsten en fordobling af lærerstaben. Den umiddelbare følge var overvældende lokaleproblemer. Hammershaimbs rektortid var da også en periode der var domineret af byggeprojekter: forhandlinger med ministeriet om bevillinger til nye bygninger, med fakulteterne og arkitekterne om indretningen af dem, med kommunen om byggetilladelser, og med de militære myndigheder om rådighedsretten over arealer, der stødte op til Universitetsparken. Det var ikke mindst de medicinske og naturvidenskabelige fag, der havde behov for udvidelser; men også de andre fakulteter havde deres problemer, og der skete mange ombygninger af de ældre universitetsbygninger. Det er en af Hammershaimbs store fortjenester, at Aarhus Universitet bygningsmæssigt stod så veludstyret, da 1970'erne oprandt.

Studenteroprør og forhandlinger om Styrelsesloven blev Hammershaimb forskånet for i sin rektortid. Men han sad i de fleste år i "Universitetsadministrationsudvalget af 1962", og var med til at udarbejde de to betænkninger fra 1964 og 1968. Også "Planlægningsrådet for de højere Uddannelser" krævede mange Københavnsrejser. Og så må det vel siges, at de langvarige overvejelser i disse udvalg meget hurtigt blev forældede, da studenteroprøret i 1968 og 1969 tvang politikerne til en hurtig vedtagelse af Styrelsesloven af 1970, hvor helt nye problemstillinger herskede.

Hammershaimb var ikke blot den sidste af Aarhus Universitets første generation af professorer, men han var også den sidste repræsentant for en nu forsvunden professortype, hvor en vis reservation var forbundet med megen omsorg for studenter og yngre kolleger. I det reserverede kunne han minde om Johs. Pedersen; men Hammershaimb havde langt mere varme i sit væsen end den meget tilknappede Pedersen. Retlinethed kombineret med en usædvanlig sikker dømmekraft virkede tillidvækkende, både når han skulle forhandle med myndighederne, og når han havde med sine kolleger at gøre.

Hammershaimb kom til at betyde meget for Aarhus Universitet, for fagene Gammeltestamentlig Eksegese og Semitisk Filologi og for fagfæller og kolleger. Han vil ikke blive glemt af dem, han kom i berøring med. Benedikt Otzen