Han var født i Sverige som præstesøn. Da Michael var 15 blev hans far professor i teologi ved Københavns Universitet. Michael blev imidlertid i Göteborg for at færdiggøre sin studentereksamen og fortsatte derefter som historiestuderende på Göteborgs Universitet, hvor han blev Fil.kand. 1959 og Fil.lic. 1964. I 1971 fulgte så Fil.dr.-titlen på en afhandling om Margrethe den Første. Inden da havde han ernæret sig som bl.a. gymnasielærer inden han i 1967 blev ansat her på stedet, først som amanuensis i middelalderens historie og siden 1972 som lektor i samme.
Michael var som historiker stærkt præget af sin lærer og senere livslange ven, professor Erik Lönnroth, der vist må anses for at være sin generations førende nordiske middelalderhistoriker. Den tradition, han repræsenterede og videreudviklede, var/er præget af en særdeles vidtdreven skepsis overfor det overleverede historiske kildemateriale, især sådant som ikke er dokumentmateriale. Michael Lintons disputats var i god overensstemmelse med denne tradition et stykke rydningsarbejde for at komme bag om det, der opfattedes som uvidenskabelige myter i faglitteratur og kildemateriale. I dette tilfælde om den første Margrethe som politiker og personlighed. Modtagelsen af disputatsen blev imidlertid en skuffelse for ham. Bogen var præget af en hel del fejl i detaljerne og enkelte ræssonnementer, som ikke holdt for en nærmere prøvelse. Dette gav anledning til nogle meget negative anmeldelser og omtaler. I flere tilfælde også negative langt udover det rimeliges grænser. Efter min mening står hovedlinierne/-synspunkterne uantastet tilbage. Og det, som var formålet: at nå frem til den kyniske og drevne middelalderlige realpolitiker bag alle skønmalerierne om Margrethe I, blev nået på en original og overbevisende måde. Men tidsånden i 1971 var ikke til 'persondyrkelse', og det prægede givetvis også bogens modtagelse.
Disse erfaringer bidrog til, at han forlod Kalmarunionens historie og især i undervisningssammenhæng dyrkede vikinger og den italienske renæssance. Beskæftigelsen med sidstnævnte udmøntede sig også i skriftlige produkter. I de sure år i 80'erne, hvor kompetencesammensætningen blandt instituttets medarbejdere i voksende grad kom ud af takt med efterspørgslen efter undervisning, påtog han sig glad og gerne at undervise i Latinamerikas historie samt i svensk historie i allernyeste tid. Sidstnævnte udmøntede sig i en "Sveriges Historie" 1523-1993 udgivet på vort universitetsforlag i 1994. I de seneste år greb han imidlertid tilbage til Kalmarunionen. Da det trak op til det store 600-års jubilæum for Kalmarunionen i 1997, var det naturligt at han blev inviteret som forfatter og forelæser til de mange publikationer og seminarer, der så dagens lys i denne anledning. Vigtigst var, at han fik kontrakt på at skrive en populært sigtende bog på sit modersmål om Margrethe I. Denne kom i to oplag i Sverige og indbragte ham en pris for god historisk populærvidenskab og er siden solgt til udgivelse i Frankrig.
Michael havde en god og letløbende pen og skrev mange avisartikler og -anmeldelser, især i svenske aviser samt i det populærvidenskabelige tidsskrift Sfinx. Endvidere skrev han en lang række artikler til Den store danske Encyklopedi om ofte ganske eksotiske emner. Mundtlig formidling af historien havde også hans store interesse, og han holdt mængder af foredrag i Folkeuniversitetets regi, hvor han også var særdeles aktiv som arrangør af forelæsningsrækker, ekskursioner m.v.
Da Michael blev ansat her i 1967, kom han som lidt af en åbenbaring. Han holdt utroligt meget af samvær med studenter og elskede at drage med dem/os på ekskursioner til alskens historiske rejsemål. Han befandt sig strålende i festligt lag og var livet igennem en formidabel selskabstaler. Studenteroprøret forstod han givetvis ikke noget af. Han tog ikke i særlig grad stilling, men den distance der opstod mellem de såkaldt reaktionære lærere og flertallet af de studerende bekom ham givetvis ilde, ligesom den ikke altid lige konstruktive kritiske ånd, der prægede tiden. Siden genvandt han aldrig rigtigt det varme forhold til de studerende. Imidlertid opretholdt han kontakten og rejselysten med en bred kreds af de, der havde været blandt hans studerende i hans bedste år som universitetslærer.
Tjenstvillig, venlig og forekommende var Michael så at sige altid. Som nævnt påtog han sig undervisning langt fra sit egentlige fagområde. Han påtog sig også uden at kny en række administrative poster, som vist sjældent bragte ham glæde, men ofte bøvl og besvær.
Hans sidste år blev meget triste og vanskelige. Efter at han selv så nogenlunde havde overvundet en langvarig sygdomsperiode, blev hans hustru ramt af kræft og en lang, hård og efterhånden frygteligt forudsigelig periode fulgte, der endte med hendes død den 3. marts 1998. Dette store og smertelige tab forvandt han aldrig.
Håbet var, at han ved at lade sig pensionere og flytte hjem til Göteborg, hvor hans børnebørn bor, kunne komme til kræfter igen. Det var med dyb smerte, at Michaels børn og børnebørn, hans familie og hans mange venner på Historisk Institut og udenfor måtte se dette håb beskæmmet.
Anders Bøgh
