"Men den, jeg havde mest ud af at gå til, var faktisk William Michelsen", sagde engang en kandidat, som så tilbage på sit studium ved Nordisk Institut, "for han ville så gerne".
Hans kolleger kan samstemme: Michelsen var en mand, for hvem det egentlige ikke var, hvad han sad inde med eller havde bag sig. Han var altid på vej, hans spændstige ungdommelighed lå ikke bare i kroppen - og en søgende sjæl, kunne man have kaldt ham, hvis ikke den mangfoldighed og mangesidighed, som også var ham, hæmmede forestillingen om et mål. Det var lettere for ham at se træerne end skoven.
At Grundtvig livslangt blev hans forskningsemne, var således ingen tilfældighed. I sin disputats søgte han rødderne til Grundtvigs historiesyn og fandt dem ikke hos Henrik Steffens eller andre romantikere, men i det attende århundrede - samt Bibelen. Hertil føjedes endnu en afhandling om den unge Grundtvig som historiker, og dobbeltværket som har været uomgængeligt for alle, der senere har givet sig af med emnet, blev fulgt op af en lang række afhandlinger i Grundtvigstudier , hvis redaktør han i flere årtier var.
Heller ikke Michelsen kunne bryde den lukkethed om sig selv, der har været Grundtvigforskningens forbandelse. Men hans vilje skal ikke drages i tvivl. Han havde et åbent sind, som førte ham både til Uppsala og Grønland samt endelig, i en alder af 54, fra skolens sikre ly til Aarhus Universitet i en turbulent periode; men bølgerne skyllede uden om ham, og han har efterladt sig et i enhver henseende uplettet minde.
Jørgen Elbek