Det er med stor sorg, at vi på Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, har modtaget meddelelsen om phd-studerende Henrik Filskovs Simonsens død i en alder af kun 26 år. Henrik var en meget dygtig studerende med et smittende engagement og humør. Selv i den periode, hvor sygdommen sneg sig ind på Henrik, udviste han en ukuelig viljestyrke og fortsat engagement i sine studier. Henrik havde en strålende karriere foran sig. Han var cirka halvvejs med sine phd-studier, som var forløbet meget flot, og han var godt i gang med at arbejde på sin afhandling. Henrik var en meget udadvendt person, der tog aktivt del i aktiviteter ved instituttet, bl.a. som repræsentant for sine medstuderende i instituttets phd-udvalg. Henrik var også et aktiv for det sociale liv på instituttet, hvor han bl.a. gjorde et stort arbejde for at få sine medstuderende engageret i at spille tennis – en af Henriks store fritidsinteresser. Han var meget vellidt, og alle i hans nærhed nød at arbejde sammen med ham. Henrik vil efterlade et stort tomrum blandt studerende og ansatte ved instituttet.
Æret være Henriks minde.
Professor Torben M. Andersen