Aarhus Universitets segl

NEKROLOG: Bo Gregersen (1950-2008)

Dekan Børge Obel skriver om studiechef

Bo Gregersen , (1950-2008):

   

Natten til tirsdag den 3. juni sov studiechef Bo

Gregersen stille ind efter længere tids sygdom.

Dermed har vi på Handelshøjskolen, Aarhus

Universitet (ASB) mistet en visionær, strategisk

tænkende og kompetent kollega, der om

nogen har præget udviklingen af ASB’s internationalisering

og dermed grundlaget for det

ASB, vi kender i dag.

Bo var cand.mag. i historie og kinesisk fra

Aarhus Universitet. Han startede sin karriere

på Handelshøjskolen i Århus som medarbejder

i det daværende Informations- og Kontaktkontor

i 1988. I årene 1993-2000 var han

leder af det nyoprettede Internationale Kontor,

hvorefter han indtil sin død var ASB’s studiechef.

Bo var en iderig projektmager. Han var formidabel

til ikke blot at sætte nye initiativer i

gang, men også at få dem implementeret. Han

opbyggede en unik viden om europæisk og

international uddannelse fra de første Erasmus-

udvekslingsaftaler til Bologna-processen

og det internationale uddannelsesmarked.

Bo havde et vidt forgrenet professionelt netværk

både i Danmark og i udlandet. Han var i

alle årene medlem af og satte sit tydelige præg

på et utal af udvalg, råd og bestyrelser, herunder

Rektorkollegiets Internationale Udvalg,

udvalg under ministerierne, det nordiske netværk

for erhvervsøkonomi (NOREK), samt bestyrelserne

for European Association for International

Education (EAIE) og den amerikanske

Association of International Education Administrators

(AIEA). Den viden og de personlige

kontakter, som Bo skabte i disse fora, var

ikke kun til glæde for ham selv, men også til

både glæde og gavn for hans kolleger og samarbejdspartnere.

I 2005 modtog Bo EAIE’s pris, og i 2007

overrakte undervisningsminister Bertel Haarder

ham FUHU’s Internationaliseringspris

som anerkendelse for hans store indsats på

dette område både i Danmark og internationalt.

Ingen, som kendte Bo, kunne være i tvivl

om, at hans hjerte til det sidste bankede for

internationaliseringen af uddannelserne – en

proces, der for Bo ikke kun var begrundet i

strategiske målsætninger om kvalitet og dermed

om kandidaternes gode jobmuligheder

efter endt uddannelse. Det var også hans helt

grundlæggende vision, at en verden, hvor unge

mennesker vokser op med forståelse og respekt

for andre folk og andre kulturer, er en

bedre verden for os alle.

Ved Bos død har vi på ASB mistet en meget

højt respekteret kollega og et inspirerende

menneske. Vores tanker går nu til hans kone,

Jeanine Gregersen-Hermans, og til børnene

Emma, Nina, Rens og Jeske.

Æret være Bos minde.