Oversætteren, professor, dr.phil. Otto Steen Due er død, 68 år.
En sensommerdag for 20 år siden stod han pludselig i døren til mit
kontor på Forlaget Centrum – selvsikker grænsende til det arrogante,
men med et glimt i øjet, der siden skulle vise sig at være uløseligt
forbundet med den ræv, han altid havde bag øret.
Otto havde netop lagt sidste hånd på sin nyoversættelse af Ovids
Forvandlinger og bad mig – efter en kort og overflødig præsentation
af sin egen alt andet end ydmyge person – overveje at udgive
værket, som andre danske forlag havde takket nej til. Og da jeg et
par dage senere begejstret takkede ’ja!’, var grunden lagt til det, der
skulle udvikle sig til et nært venskab. Ovids Forvandlinger udkom i
1989, og det efterfølgende samarbejde kom til at omfatte udgivelsen
af Ottos nyoversættelser af Vergils Aeneide (1996), Homers Iliade
(1999), Homers Odyssé (2002), Sofokles’ Antigone (2004) og
Aischylos’ Orestien (2007), i hvilke samspillet mellem Ottos oversættelser
og Peter Brandes’ illustrationer efterhånden antog næsten
symbiotisk karakter.
Og jeg lærte med tiden, at hvad der ved første øjekast kunne opfattes
som kølig arrogance, i virkeligheden dækkede over en næsten
rørende sårbarhed hos et stort og varmt menneske, og at glimtet i
øjet og ræven bag øret udsprang af Ottos ufattelige, ja, næsten altomfattende
viden og ikke mindst af hans aldrig svigtende trang til
at udtrykke den med sit uforlignelige sproglige mesterskab. Hele
hans intellekt var båret af subtil humor og kompromisløst engagement
– og af dyb afsky for smålighed, falskhed og fordomme.
Men det var viddet og biddet og ikke mindst beatet, der var Ottos
kunstneriske adelsmærke. Selv i den højstemte 23. Sang af Homers
Iliade – Patroklos’ Bålfærd – kan han ikke nære sig:
“Opad og nedad og henad og fremad gik det derudad.
Men da de nåede op på Idas skovrige skrænter,
Fælded de skyndsomst ege der stod med løvrige kroner,
med deres hvæssede malm, så de med en forfærdelig knasen
faldt. Og de kløved dem op og bandt dem på mulernes rygge.”
Otto var en gudbenådet sprogkunstner, men det, der mere end
noget andet forlener hans oversættelser med denne uudgrundelige,
næsten påtrængende selvfølgelighed, er timingen. Hans sprog har
et rytmisk drive, så man som læser og lytter nærmest bliver “kørt
over” af de hæsblæsende heksametre med deres pumpende puls.
Otto viede sit liv til den klassiske litteratur og gjorde den til hver
mands eje. Otto og ordene! Lige nu er det vanskeligt at forstå –
endsige acceptere – at vi fremover må nøjes med ordene.
Claes Hvidbak, Aarhus Universitetsforlag
