Institutleder Niels Lehmann , Institut
for Æstetiske Fag, skriver om
lektor, mag.art. Torunn Kjølner:
Torunn Kjølner døde natten til
torsdag den 6. november 2008 alt
for tidligt af den kræftsygdom, som
hun gennem længere tid havde
kæmpet med. Hun blev kun 56 år.
Torunn døde, som hun har levet
– til det sidste med opbydelsen af
al sin utroligt store kraft i kampen
for livet. Hun havde en næsten
uudslukkelig energi, der gjorde det
muligt for hende at overkomme det
utroligste. Der er ikke mange hjørner
af teaterverdenen, som Torunn
ikke har været i kontakt med og sat
sit aftryk på.
Efter sin dobbeltuddannelse som
skuespiller og magister i teatervidenskab
kastede hun sig over den
pædagogiske anvendelse af drama.
I mange år fungerede hun som en
toneangivende dramapædagog i
miljøet omkring Bergen Lærerhøjskole.
Da hun senere kom til det daværende
Institut for Dramaturgi på
Aarhus Universitet, var det ikke for
at blive en tør teoretiker. Samtidig
med at hun med stort engagement
gik ind i forskningens verden, fandt
hun ikke blot kræfter til at gøre en
forskel på diverse skuespilleruddannelser,
på Statens Teaterskole,
Aarhus Teaters Skuespillerskole og
senest som linjeleder på Akademiet
for Scenekunst i Fredrikstad.
Hun havde også overskud til at
iscenesætte egne forestillinger. I
løbet af det sidste år, hun fik lov at
opleve, sprang hun endelig ud som
dramatiker med en tekst med den
sigende titel Jeg skal kraftedeme
ikke dø på dato – en kamp for
livet. Desværre fik hun lige netop
ikke lov til at opleve premieren.
Med sin store arbejdskapacitet fik
Torunn meget stor betydning for
opbygningen af de helt nødvendige
bånd mellem Afdeling for Dramaturgi
og en lang række nationale
såvel som udenlandske teaterinstitutioner.
Det var hende magtpåliggende
at bygge bro mellem videnskab
og kunst – ikke ved at ophæve
forskellen mellem de to verdener,
men derimod ved at inkarnere muligheden
for at springe frem og tilbage
mellem dem.
For Torunn drejede det sig aldrig
om at tage udgangspunkt i den
mindste fællesnævner. Hun gik aldrig
på akkord med kvaliteten,
hverken når det drejede sig om at
skabe den perfekte forestilling, om
at udtænke det mest givende forskningskoncept,
om at konstruere en
sammenhængende uddannelse eller
om at skabe et undervisningsforløb
med det helt rigtige indhold for en
bestemt målgruppe.
Torunn var et menneske, der altid
gjorde en forskel. Jeg tvivler på, at
nogen af hendes studerende med
hånden på hjertet kan sige, at hendes
undervisning har efterladt dem
upåvirkede. Når hun satte sig for at
gøre noget, blev alle sejl sat til, og
hun helmede ikke, før hun kunne
leve op til sine egne høje krav.
Hun havde en stor personlighed
og en meget stærk vilje. Ikke desto
mindre var hun først og fremmest
en holdspiller. Når blot hun af og til
kunne få lov til at trække sig helt
tilbage, befandt hun sig bedst i sociale
sammenhænge. Hun var altid
oprigtigt interesseret i andre menneskers
liv og brugte denne egenskab
til at skabe mange frugtbare
netværk. Fx skabte hun i forbindelse
med et forskningsprojekt om
digitalt teater en gruppe af kunstnere
og forskere, hvoraf mange
kom til at arbejde sammen længe
efter, at projektet var ovre.
Ofte gik netværksforbindelserne
ikke kun på tværs af landegrænser,
men også af alle mulige andre
grænser. Der var altid plads til det
lidt skæve i Torunns rummelige,
varme og åbenhjertige verden. Det
var aldrig kedeligt at blive inviteret
ind i den, for man kunne ikke være
helt sikker på, hvad man ville
komme ud for. Sikkert var det
imidlertid, at man altid blev modtaget
med åbne arme og et inspirerende
overskud.
En umættelig nysgerrighed over for
livets mangfoldige tilskikkelser var
karakteristisk for Torunn. Hun
havde sin forskerånd med sig til det
sidste. Da sygdommen brød ud,
kastede hun sig ud i studier af mulige
kure, som lægevidenskaben
eventuelt måtte have overset. Det
kom der et teaterstykke ud af. Desværre
må vi andre i dag nøjes med
at høre Torunns mange stemmer
fremstillet af skuespillere. Måske
kunne intet dog være mere passende,
end at et langt liv i skuespilkunsten
kommer til udtryk på denne
måde. Sådan ville Torunn utvivlsomt
med sin ukuelige optimisme
selv have set på sagen.
Instituttet kommer til at savne en
udviklingskapacitet. Som kollegaer
vil vi komme til at savne en inspirerende
drivkraft. Som ven vil jeg
komme til at savne de mange dybsindige
samtaler, man altid kom til
at føre med Torunn. Allermest vil
hun dog blive savnet af den nærmeste familie.
