Universiteterne er ikke ene om at gennemløbe en betydelig forandringsproces i disse år. Således er de mellemlange videregående uddannelser (MVU) både fagligt, institutionelt og strukturelt inde i en fase med markante forandringer. Nogle vil kalde MVU'ernes udvikling turbulent, og det er i hvert fald ikke klart, hvornår processen er gennemført – og dens mål synes heller ikke klart fastlagt.
Har det overhovedet noget med Aarhus Universitet at gøre? Vi har jo vores at se til – vores uddannelser og vores forskning –så vi behøver da ikke at forholde os til de andres uddannelser, og da slet ikke til deres udfordringer og problemer! Helt så enkelt er det ikke – af flere grunde.
Lovgivningen om CVU'er (Centre for Videregående Uddannelse) lægger op til, at centrene skal have forskningstilknytning, hvilket i realiteten betyder et formaliseret fagligt samarbejde med universiteter. Denne forskningstilknytning er der ingen, der ved, hvad er – sådan helt præcist. Universiteternes aftaler med CVU'erne er derfor noget forskellige, og det må man også sige om de aftaler, som Aarhus Universitet har indgået. Vi har i øjeblikket aftaler med et antal CVU'er eller enkeltstående MVU'er, blandt andet Ingeniørhøjskolen i Aarhus, Den Sociale Højskole, JCVU, CVU-Vita i Holstebro og 'Netværk for Videregående Uddannelser Østjylland' (de to pædagogseminarier i Århus samt Silkeborg Seminarium). Vi er altså allerede i nærkontakt med disse institutioner, i alle tilfælde på grundlag af forudgående faglige samarbejder.
For det andet kan uddannelsesreformen på universiteterne meget vel få konsekvenser for den vertikale sammenhæng i uddannelsessystemet, her mellem universitetsuddannelserne og de mellemlange videregående uddannelser. Adskillelsen mellem bachelor- og kandidatniveauerne, tydeliggørelsen af professionsbacheloruddannelserne samt det større fokus på fleksibilitet mellem uddannelserne vil på længere sigt tvinge os til at tage stilling til universitetsuddannelsernes eksklusivitet. Dette gælder måske ikke mindst kandidatuddannelserne. Jeg ser en betydelig opgave i både at bevare og udvikle de universitære uddannelsers faglige kvalitet og samtidig indgå i en mere direkte dialog med mellemlange videregående uddannelser.
Det fører mig til den tredje grund, som jeg vil formulere i tre spørgsmål. Kan universitetet ikke også – og måske på nogle områder bedst – fremme udviklingen af et samfund, der sætter viden i højsædet, ved at bidrage til andre områders opkvalificering? Somme tider kaldes det vidensformidling og vidensudveksling, men det kan vel også have form af direkte uddannelsessamarbejde. Kan det ikke tænkes, at vi bedst "beskytter" de universitære kvaliteter – helt til det højeste niveau – ved at give nye muligheder for de bedste og mest interesserede kandidater fra andre uddannelser? Og hvor står det i øvrigt skrevet, at snittet mellem universitetsuddannelser og mellemlange videregående uddannelser skal ligge, hvor det gør, fagligt og institutionelt?
Jeg skal ikke foregøgle, at spørgsmålene kan besvares enkelt. Hvad jeg derimod kan konstatere, er, at MVU-sektoren er i opbrud, og derfor er mit bedste skøn, at uddannelses- og institutionslandskabet vil se ganske anderledes ud om tre til fem år. Aarhus Universitet må have en klar position, inden det går løs. Kan det ikke tænkes, at vi bedst ?beskytter? de universitære kvaliteter – helt til det højeste niveau – ved give nye muligheder de bedste og mest interesserede kandidater fra andre uddannelser?
Rektor Niels Chr. Sidenius
Aarhus Universitet
