Vi kender alle det klassiske olympiske ideal om, at det er vigtigere at være med end at vinde. Mærkværdigvis synes de fleste mennesker i mange sammenhænge, at det er godt at være med, men sjovere at vinde. Aarhus Universitet er med, når det gælder om at forske, uddanne, formidle og udveksle viden, og på nogle områder er vi også rigtig gode. Spørgsmålet er, hvor gode? Og om vi kan blive bedre? Sidste år kom den såkaldte Shanghai Ranking for første gang, og den er blevet gentaget i år. I begge år ligger Aarhus Universitet i gruppen nr. 101-152 blandt verdens universiteter, mens placeringen blandt de europæiske universiteter er nr. 38-59 i år og nr. 32-52 i 2003. Blandt de nordiske universiteter er vi nr. 8 i år mod nr. 7 sidste år, og i begge år er vi nr. 2 i Danmark.
Iforhold til disse placeringer kan vi gøre forskelligt. Vi kan fokusere på, at vægten af parametrene er ændret fra 2003 til 2004: Med uændrede vægte ville vi i 2004 være nr. 6 i Norden, og placeringen i Europa kunne vi antage også ville blive (marginalt) forbedret. Vi kunne også vælge at glæde os over - og det er der grund til! - at vi har forbedret os på parametrene "Nature & Science" og "Citation Index". Og i forlængelse heraf kunne vi beslutte, at en placering omkring nr. 127 (som er placeringen i en anderledes opbygget ranking i Times Higher) slet ikke er dårlig - hvad den ikke er! Men vi kunne også prøve at finde ud af, hvorfor universitetet nu to år i træk scorer markant dårligt på en bestemt parameter, nemlig "HiCi", dvs. hyppigt citerede forskere, og til overflod præsterer dårligere i 2004 end i 2003. Vi prøver nu at få opklaret, hvordan registreringen foregår, og hvad der registreres under denne parameter. Derefter kan vi prøve at se, om det er noget, vi kan gøre noget ved. Der er i hvert fald ikke grund til at være tilfreds med scoren her.
Man kan spørge, hvorfor vi skal interessere os for de omtalte og andre rankings. De bygger jo ofte på forskellige og delvist uigennemsigtige kriterier. Over tid installerer de imidlertid nogle pejlemærker, som vi kan blive klogere af at se efter. Og trods alle deres fejl og mangler er de om ikke elskede så i hvert fald både tålt og omtalt i universitetsmiljøerne. De er med andre ord på vej til at blive institutioner, som spiller ind i universiteternes selvforståelse og i deres samarbejde. Og derfor er også vi nødt til at kaste mere end et blik på dem.
Det bliver næppe i overmorgen, at Aarhus Universitet fortrænger Harvard fra førstepladsen, og mindre kan også gøre det. Men vores eneste anstændige, langsigtede målsætning er at forbedre placeringen – gerne op blandt de 100 bedste universiteter.
Rektor Niels Chr. Sidenius
Aarhus Universitet
