Iden daglige omgang med andre mennesker forventer vi, at der er nogenlunde overensstemmelse mellem ord og handling. Vi forventer en vis overensstemmelse mellem værdier og handlinger, der udspringer af disse værdier. I hvert fald oplever vi det som ubehageligt, når der ikke er en sådan overensstemmelse. Kan vi forvente noget tilsvarende i forholdet mellem institutioner – for eksempel mellem ministerier og universiteter? Et stykke ad vejen må vi kunne; ellers kan det være svært at holde fast i orienteringen. Lad mig tage et par eksempler fra det virkelige liv.
Regeringen og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling taler meget om internationalisering og om universiteternes nødvendige rolle heri. Universiteterne skal være internationalt konkurrencedygtige – være på linje med de bedste i verden. Det vil vi gerne være, men universitetsloven gav ikke uden videre mulighed for at gå ud på det internationale marked; og i hvert fald gav den ikke mulighed for at gøre det fleksibelt. Derfor er den netop lavet om – og så er der vel kommet overensstemmelse mellem værdien internationalisering og muligheden for at handle internationalt? Det må vise sig. Læsningen af loven gør det ganske vanskeligt at gennemskue, hvad dens formål er. I bedste fald er det ministeriel regulering af en vis udvidelse af universiteternes handlingsrum; i værste fald er det langt mere regulering af en blot minimal plads til ny aktivitet.
Andet eksempel. Universiteterne har lige fået udmeldt ekstra midler til ph.d.-stipendier til teknik, naturvidenskab og sundhed. Dem tager vi gerne imod og siger tak til. Universitetet vil også – som det er fastlagt fra ministeriet – skrive det øgede antal stipendiater ind i udviklingskontrakten. Belært af enkelte eksempler i fortiden gennemregner universitetet rutinemæssigt sådanne udmeldinger – alle kan jo komme til at lave en regnefejl. Det viser sig, at stipendierne er underfinansieret, så de kan ende med at koste nogen medfinansiering fra universitetets ordinære midler. Det er set før, og det må vi finde ud af at håndtere. Derimod overrasker det, at det tilsyneladende blandt andet er midler til at finansiere barselsperioder med, der er skåret ud af den rigtige bevilling. Vi troede ellers, at lige behandling af kønnene var en central værdi i det offentlige Danmark, men helt så enkelt er det åbenbart ikke. Det er måske svært at forudberegne udgiften til barselsperioder – omvendt ved alle, at mange kvindelige ph.d.-stipendiater har en barselsperiode under uddannelsen. Mon det ikke havde været muligt at opstille en model, der tog højde for det? Med andre ord skabe overensstemmelse mellem værdier og handling.
Rektor Niels Chr. Sidenius
Aarhus Universitet
