Vejledningen på de danske universiteter er for nylig blevet evalueret, og vores vejledningsindsats fik ikke helt så gode karakterer, som vi mener den fortjener. Hvorfor ikke det? Et af problemerne er, at vi ikke er gode nok til at beskrive og dokumentere vores samlede vejledningsindsats. Der er ikke noget at sige til, at omverdenen har svært ved at give os topkarakterer for indsatsen, når hverken “kunderne” (de studerende) eller mange af de medarbejdere, som deltager i vejledningen, tilsyneladende er i stand til at identificere det overordnende formål med vejledningen, beskrive, hvordan de forskellige delelementer i funktionen hænger sammen, og hvordan vi sikrer, at vejledningen fungerer optimalt, og ikke mindst hvad vi gør, når vi opdager, at det ikke fungerer optimalt!
Dokumentation af den art, der efterlyses i vejledningsevalueringen, er et led i det, man i nutidens jargon kalder for “kvalitetssikring”. Vel er kvalitetssikring et modeord, men kravet om, at man skal kunne dokumentere, hvad man laver, og hvordan man laver det for offentlige midler, er kommet for at blive. Dokumentationskravet gælder ikke kun for vejledning, men for alle væsentlige funktioner ved universitetet, ikke mindst dem, der har med uddannelse at gøre. Vi ved, at der snart kommer en ny bekendtgørelse, der handler om kvalitetssikring af universitetsuddannelser. Vi ved ikke, hvad den kommer til at indeholde, men vi kan få en ide om det ved at skele til den nye kvalitetssikringsbekendtgørelse for de gymnasiale uddannelser. Her stilles der – detaljerede – krav til institutionerne om anvendelse af et system til kvalitetsudvikling og resultatvurdering.
Det vigtige ord her er selvfølgelig institutionerne. Ansvaret for universitetsuddannelserne og deres udvikling ligger hos dekanerne, der både efter traditionen og loven skal sikre kvaliteten i tæt samarbejde med studienævnene, som i det daglige har ansvaret for udmøntningen af kvaliteten i uddannelserne. Imidlertid er der næppe tvivl om, at på samme måde, som det kan ses i forhold til vores vejledningsindsats, vil det blive krævet af universitetet som helhed, at vi kan dokumentere vores arbejde med kvaliteten i uddannelserne via et kvalitetssikringssystem. Henvisning til vores ca. 40 studienævn med deres forskellige praksis og traditioner vil udgøre et væsentligt omdrejningspunkt i vores kvalitetssikringssystem, men i sig selv udgør de ikke et sådant system. Ved de kommende evalueringer af uddannelserne, som Universitetsloven
stiller os i udsigt, skulle vi gerne få de gode karakterer, vores uddannelser fortjener! Derfor er det tid for alle at trække i arbejdstøjet og sikre etableringen af redskaberne til dokumentation af det arbejde, som sikrer kvalitet i vores uddannelser.
