Forskeruddannelse er for alvor kommet på den politiske dagsorden. Det er også på høje tid, hvis Danmark skal have en reel chance for at blive et førende land i vidensamfundet. De seneste ca. 10 års udvikling af forskeruddannelserne i Danmark har været karakteriseret ved stagnation – antallet af nyindskrevne ph.d.-studerende var i 2003 knap 1200, hvilket er lidt lavere end i 1995, hvor tallet var godt og vel 1200. Dette er en besynderlig forberedelse til det kommende “Bologna-spring”, og regeringen har derfor resolut besluttet at nedsætte et udvalg – nærmere betegnet et internationalt panel, der skal evaluere ph.d.-uddannelserne i Danmark. Evalueringens temaer ligger ganske tæt på temaerne for den evaluering, der blev gennemført i 1999, og som konstaterede, at forskeruddannelserne i Danmark var “godt begyndt”, men også, at der var plads til forbedring.
Det Naturvidenskabelige Fakultet fik pæne karakterer i denne evaluering, og vi forventer også at klare os godt i den nye evaluering. Baggrunden herfor er dokumenterede resultater fra 15 års erfaring med et forskeruddannelsessystem, der er karakteriseret ved høj kvalitet, stor effektivitet, omfattende internationalisering og fuld beskæftigelse på et bredt arbejdsmarked; resultaterne er beskrevet i pjecen De naturvidenskabelige ph.d.-uddannelser i Århus – en go’ historie ...”.Rygraden i fakultetets forskeruddannelsessystem er den såkaldte 4+4-model, hvor forskeruddannelsen påbegyndes efter fire års grunduddannelse og forud for afsluttet kandidatgrad. 4+4-modellen blev introduceret i 1991 som en del af et samlet forslag til indretning af et moderne universitetsuddannelsessystem efter amerikansk forbillede. Forslaget blev (med rette) opfattet som et angreb på det klassiske europæiske universitetssystem og havde som sådan ikke en chance på daværende tidspunkt.
Indretningen af forskeruddannelsen efter en Graduate Schoolmodel overlevede imidlertid og har spillet en væsentlig rolle for fakultetets nuværende forskningsmæssige styrke – en styrke, der bl.a. betyder, at fakultetet uden vanskeligheder vil kunne håndtere mindst en fordobling af antallet af ph.d.-studerende.En sådan ekspansion forudsætter naturligvis tilførsel af de nødvendige økonomiske ressourcer, og det bliver derfor afgørende, i hvilket omfang og på hvilken måde regeringen vil sætte handling bag de mange ord, når dens forskellige paneler, udvalg og råd er færdige med deres arbejde. Fakultetet er klar til at indgå en aftale om en betydelig ekspansion af sine ph.d.-uddannelser. Aftalen skal omfatte krav til fakultetet vedrørende produktivitet, kvalitet, relevans, internationalisering, erhvervssamarbejde mv. Til gengæld skal aftalen sikre midler i et omfang, der reelt sætter fakultetet i stand til at løfte opgaven. En sådan aftale kan naturligvis også indgås på universitetsniveau, hvis de øvrige fakulteter og rektor er indstillet på det. Der er meget, der tyder på, at det faktisk er tilfældet.
