Akkreditering er vejen frem, sagde videnskabsministeren i Weekendavisen for et par uger siden. Rigtigt, hvis vi ikke forfalder til at betragte akkreditering som et nyt udtryk for det, vi allerede har, nemlig ministeriel godkendelse af vore uddannelser. I så fald føjer begrebet sig blot til den perlerække af kontrolprocedurer, vi efterhånden er fortrolige med i den universitære verden: auditering, benchmarking og evaluering. Foranstaltninger, som først og fremmest anvendes til intern kvalitetssikring og til ministeriel kontrol som forudsætning for taxameterfinansiering og SU-berettigelse. Et andet koncept, nemlig akkreditering i form af en relevant international organisations konstatering af, at vi udbyder en uddannelse i overensstemmelse med på forhånd fastsatte, klart definerede europæiske standarder, kan imidlertid blive et nødvendigt kvalitetsmærke og en forudsætning for vores anseelse som en interessant alliancepartner på det europæiske uddannelsesmarked.
Der skal kun ganske lidt fantasi til at se, at denne form for akkreditering bliver det næste led i en lang europæisk udvikling, der indledtes med EF-traktatens snart 50 år gamle løfte om arbejdskraftens frie bevægelighed i Europa. For de højtuddannede kunne løftet kun indfries gennem en vis harmonisering af universitetsuddannelserne, og det har været målet for talrige EU-uddannelsesprogrammer under overskriften europæisering gennem de seneste 20 år. Erasmus, ECTS og Bologna er milepæle i udviklingen af et gennemsigtigt europæisk uddannelsesområde med fokus på transnational meritering. I Salamancadeklarationen anerkendte de europæiske universiteter de studerendes behov for og berettigede krav på at opnå kvalifikationer, der kan anvendes som led i studier og karrierer overalt i Europa, som en yderligere markering af udviklingslinjen.
Idag arbejdes i Danmark som i resten af Europa med udviklingen af nationale kvalifikationsnøgler, der fastlægger de akademiske graders taksonomi, og universiteterne har fået til opgave at udfylde rammerne med de fagspecifikke kompetencer, der opnås på de enkelte uddannelsestrin fra bachelor til ph.d. Den samme proces forløber parallelt på europæisk niveau gennem EU’s Tuning-program, der igennem en lang bottom up-proces tilsyneladende har formået at skabe konsensus på tværs af landegrænser om kernekompetencer i en lang række universitære uddannelser. Dermed er vejen banet for europæiske standarder, der kan udgøre grundlaget for en international akkreditering, begyndende dér, hvor behovet umiddelbart er lettest at få øje på, nemlig de professionsrettede universitetsuddannelser. Her kan europæisk uddannelsesakkreditering erstatte nogle af de meget forskellige regler, der i dag gælder i de enkelte lande for adgangen til at virke som f.eks. læge, advokat, ingeniør, psykolog, tolk og gymnasielærer, og dermed realiseres EU’s vision om fri bevægelighed også for de højtuddannede. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal forvente at søge international akkreditering, men hvornår, hos hvem og på grundlag af hvilke kriterier. Den dagsorden bør Aarhus Universitet være med til at sætte.
