Meget tyder på, at vi står over for en debat om eliteuniversiteter. En sådan diskussion kan være yderst relevant, selv om det foreløbig ikke er helt klart, hvad begrebet eliteuniversitet skal dække i en dansk sammenhæng. Og umiddelbart kan der rejses mange spørgsmål i en sådan diskussion.
Taler vi om eliteforskning og/eller eliteuddannelse – idet vi husker, at de to aktiviteter i Danmark er tæt relateret? Taler vi om universiteter, hovedområder eller blot om mindre forskningsmiljøer? Taler vi om volumen og ressourcer som forudsætning eller som konsekvens af elitestatus? Og udelukker en elite i dansk sammenhæng elitens konkurrence med andre danske miljøer – og så videre? Lad mig tage udgangspunkt i et konkret, aktuelt eksempel.
I begyndelsen af marts afsluttede Times Higher Educational Supplement sin ranking af forskning opdelt på hovedområder; det sidste område var sundhedsvidenskab (“biomedicine”). Aarhus Universitet endte her som nr. 54 i verden, nr. 21 i Europa, nr. 3 i Norden og som nr. 1 i Danmark. Det må siges at være ganske flot, og det er vel udtryk for eliteforskning. Men derfor er det ikke sikkert, at det ville give mening at samle al dansk sundhedsvidenskabelig forskning her i Århus for derved at skabe en koncentration af personelle og økonomiske ressourcer.
Forskningskonkurrencen er international, men den næres godt af tilstedeværelsen af flere (mindst to) mere eller mindre ensartede miljøer i den samme institutionelle kontekst – her det danske politiske og bevillingsmæssige system. Derfor giver det også god mening at oprette to centre for dansk nanovidenskab og nanoteknologi – som foreslået af en styregruppe for teknologisk fremsyn. Og derfor giver det også mening at bedrive it-forskning flere steder i landet, selv om miljøet på Katrinebjerg uden tvivl er bedst.
Hertil kommer, at forskning i verdensklasse sjældent findes alene på ét universitet inden for et givet fagområde. Ingen er i tvivl om Harvard eller Cambridges verdensklasse, men forskere på andre universiteter bedriver også fremragende forskning. Harvard og Cambridge er snarere eksempler på, at høj kvalitet på et område trives bedst ved, at der er høj kvalitet også på andre, og især på beslægtede områder. Nano-science og nanoteknologi trives også bedst på universiteter med stærke miljøer inden for fysik, molekylærbiologi, kemi osv.
Kan man så intet gøre for at fremme universitetseliten? Bestemt, og det vil være velkomment. På undervisningsområdet kan ressourcerne til kandidat- og især forskeruddannelsen øges som den helt nødvendige (men ikke tilstrækkelige) forudsætning for, at Danmark også i fremtiden har forskningsmiljøer i verdensklasse. Dernæst kan de universiteter, der skaber miljøer og resultater af virkelig høj klasse, tildeles yderligere midler, så det bliver muligt at fastholde og udbygge fremragende positioner. Jeg ser kun en modsætning mellem de seneste års fokus på universiteternes regionale og direkte erhvervsmæssige rolle og en styrkelse af en universitetselite, hvis universitetet ikke kan disponere over yderligere midler. Hvilken elite?
Rektor Niels Chr. Sidenius
Aarhus Universitet
