Ingen kan være i tvivl om, at internationalt samarbejde er vigtigt. Ingen kan være i tvivl om, at danske universiteters samarbejde med udenlandske universiteter er vigtigt. Og ingen kan være i tvivl om, at dygtige studerendes mobilitet er et væsentligt træk ved det internationale universitetssamarbejde. Hvordan kan det fremmes?
Aftaler mellem fagligt stærke universiteter er den mest direkte og væsentligste måde, vi kan give de studerende valgmuligheder og international kvalitet på. De eksisterende muligheder vil i fremtiden blive udbygget med blandt andet joint degrees. Aarhus Universitetet skal stå stærkt på dette felt.
Studerende skal altså kunne tage dele af deres uddannelse i udlandet – også hvor der skal betales for det. Aftaler mellem universiteter skal søge at fjerne kravet om betaling; men hvor der ikke er aftaler, kan det være nødvendigt at betale.
Skal danske studerende så ikke kunne tage en hel uddannelse i udlandet med fuld betaling hjemmefra? Hvis udgangspunktet er, at Danmark skal have en bred vidensbasis på højt kvalitetsniveau, er et forslag om at danske studerende skal kunne tage penge (taxameteret) med til udlandet, hvis de vil tage en hel uddannelse der, næppe hensigtsmæssigt. Der er en betydelig risiko for et statsfinansieret braindrain, og målet kan ikke være, at danskerne bliver internationale, mens Danmark får et kapacitetsunderskud. Norge har på nogle områder tilsyneladende valgt at lade uddannelser foregå i udlandet og har dermed mistet væsentlig kapacitetsopbygning.
Og specielt inden for EU er der ikke grund til at udvikle en sådan “…og tag pengene med”-model. Det ville som udgangspunkt skabe nogle skævheder mellem lande, hvor uddannelserne finansieres forskelligt – af skatteydermidler eller af private midler. Skal vilkårene for udveksling være lige i denne henseende, må der introduceres et betalingssystem på danske universiteter. Det skal der muligvis, men diskussionen heraf skal tages forfra og være grundig, fordi det bryder med et væsentligt princip.
Uden for EU kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at gå længere i retning af at støtte studieophold. Det kan så overvejes at indrette støtten på en sådan måde, at også det danske samfund får nytte af den individuelle kapacitetsopbygning – men stavnsbåndet er ophævet og skal ikke genindføres. Måske er en låneordning en mulighed, idet tilbagebetalingsvilkårene så afstemmes efter, om man arbejder i Danmark eller i udlandet efter eksamen. Men også her er principielle spørgsmål på spil.
Rektor Niels Chr. Sidenius
Aarhus Universitet
