Statskundskab er en uovertruffen god baggrund for en politiker. CAMPUS har talt med fire statskundskabsstuderende, som markerer eller har markeret sig inden for politik. De har ikke valgt statskundskab for målrettet at blive politiker eller for at få andre magtfulde poster, men først og fremmest af interesse.
Umiddelbart virker det utrolig målrettet og ambitiøst. Morten Østergaard er 28 år og nyvalgt folketingsmedlem. Dan Jørgensen er 29 år og medlem af Europa-parlamentet. Bo Abrahamsen er 27 år og byrådsmedlem i Århus, og Ditte Staun på 28 år stillede op for Folkebevægelsen mod EU og er i dag 2. suppleant for MEP Ole Krarup.
Stud.scient.pol. er de fires titel indtil videre, og kun specialet skiller de tre af dem fra kandidatgraden, mens Bo Abrahamsen mangler specialet og et fag. Dan Jørgensen har i øvrigt afleveret sit og venter på at få det bedømt.
For alle fires vedkommende udviklede de interessen for politik, før de erhvervede studiekortet til Aarhus Universitet, og fordi de havde den interesse, lå statskundskab som studievalg lige for. Men ingen af dem havde en fastdefineret karriere-ide med “politiker” som plan A, embedsmand som plan B osv.
Dan Jørgensen, socialdemokratisk medlem af Europa-parlamentet, husker sit valg af studium sådan:
– Det var ikke sådan, jeg tænkte, at jeg skulle i Europa-parlamentet eller folketinget. Jeg har bare altid interesseret mig meget for politik, og det var min indgang. Og jeg ville arbejde med politik på en eller anden måde. Faktisk tror jeg, at min ambition var, at jeg gerne ville arbejde i udenrigstjenesten.
Bo Abrahamsen lod sig inspirere af kammerater, som allerede havde valgt.
– Da jeg skulle vælge studium, var jeg aktiv i Venstres Ungdom, og jeg havde en del kammerater, som læste statskundskab, og det lød spændende. Jeg skulle i gang med et eller andet. Det skulle være statskundskab, historie eller økonomi, og der havde statskundskab den største bredde, forklarer Bo Abrahamsen, som er byrådsmedlem i Århus for Venstre.
Folketingsmedlem for Det radikale Venstre Morten Østergaard besluttede sig allerede i 1.g for at læse statskundskab, og hans indfaldsvinkel var egentlig et job som embedsmand eller måske diplomat. Ditte Staun derimod var knap så stålsat. Hun ville også gerne læse religionshistorie eller spansk, men statskundskab havde – grundet hendes generelle interesse for samfundsforhold – første prioritet, og sådan blev det.
– Jeg har været medlem af Folkebevægelsen, siden jeg var 16 år. Uanset om jeg havde læst spansk eller religionsvidenskab, ville jeg stadig have været politisk engageret, men der er en dejlig synergi i at læse statskundskab, siger hun.
Ditte Staun har været med i ledelsen af Folkebevægelsen siden 1998 og er i øvrigt medlem af Det Radikale Venstre.
Studiet har ikke som sådan skærpet deres interesse for politik. Den var der i forvejen, men de er enige om, at statskundskab som fag er en god ballast som politiker eller aktør på den politiske scene.
– Politik handler også om, hvad man kan bidrage med. Og jeg kan med min baggrund bidrage med en mere analytisk tilgang. Den er stadig ideologisk, men jeg kan se flere og andre løsninger, fordi vi på statskundskab lærer at se nye løsninger, siger Bo Abrahamsen.
– Ens argumentation får mere vægt både for mig selv og for den, jeg debatterer med. Når jeg for eksempel diskuterer EU og forfatningen og ved, hvad der ligger i begrebet “stat”, så kan jeg argumentere for, at EU er ved at blive en stat med sin egen grundlov, og det giver mig selvtillid, for jeg ved, at jeg har noget at have mine argumenter i, siger Ditte Staun.
For Dan Jørgensen giver studiebaggrunden ham også en helt konkret fordel:
– Det er en meget stor fordel at have viden om EU-systemet og en kæmpe fordel at have styr på EU’s komplekse beslutningsproces. Det skal jeg ikke bruge tid på at sætte mig ind i. Jeg kunne koncentrere mig om politik fra dag ét. Et andet plus er, at man på statskundskab er uddannet til politisk sagsbehandling og ved, hvad der ligger bag ved et resultat, og vi kan gennemskue en statistik.
Det var på studiet, Dan Jørgensen kom med i den socialdemokratiske studenterorganisation, Frit Forum, som han senere var formand for i nogle år. Og via Frit Forum fik han et netværk, som har haft afgørende betydning for hans foreløbige karriere.
– Det var gennem Frit Forum, jeg mødte Svend Auken og lærte Nikolai Wammen at kende, og det var dem, der opfordrede mig til at stille op til Europa-parlamentet og gav mig deres støtte i valgkampen, fortæller Dan Jørgensen, som aldrig tidligere havde stillet op til en politisk post, og som helt grøn politiker blev valgt med over 10.000 personlige stemmer.
At muligheden for at få magt skulle have været motivator for deres valg af uddannelse, kan ingen af dem tilslutte sig. Det billede har de hverken af sig selv eller medstuderende.
– Jeg har ikke oplevet det som en magtuddannelse. Det, jeg kender til, er blandt andet det politiske miljø på studiet, og de folk på studiet, der er engageret i politik – de er der ikke for at få magt. Politik er deres hobby, og de elsker det politiske spil, siger Dan Jørgensen, der selv oplever en stor spænding ved at være med til at lave love for 450 millioner mennesker.
Og en stilling med en vis indflydelse vil de færreste nok også afvise – uden at det var målet fra begyndelsen.
– Noget kan tyde på, at statskundskab kan føre til magtfulde stillinger. Det har ikke spillet ind på mit valg af uddannelse, men når man gang på gang ser et nyt hoved, der bliver til noget, og som har læst statskundskab, så giver det tryghed. En tryghed for, at der er muligheder for at blande sig i kampen om de stillinger, hvis det er det, man vil, siger Bo Abrahamsen.
Morten Østergaard har ikke tænkt over, at han har læst på et studium, som er blevet kaldt “magtens rugekasse”. Umiddelbart synes han, det lyder som noget pjat.
– Hvis Institut for Statskundskab er en rugekasse, så er det i hvert fald nogle andre, som har lagt æggene. Det er ikke institutionen, der gør, at man bliver politiker eller for den sags skyld minister, siger han og tilføjer:
– Når jeg tænker over det, kan jeg godt se et problem i, at alle havde den samme uddannelse. Omvendt ville samfundet være bedre stillet, hvis alle folketingsmedlemmer havde den samme politiske forståelse, som man får ved at have læst statskundskab.
Sys Christina Vestergaard
scv@adm.au.dk
