CAMPUS har sat en professor og en studerende fra Det Teologiske Fakultet stævne til en diskussion om generationsskiftet fra 70’er-studenternes mantra om at stille sig kritisk over for alt til nutidens studerende, der bruger universitetet som et supermarked, hvor de køber kompetencer.
I forbindelse med studieordningscafe-arrangementerne på Religionsvidenskab i det forgangne efterår bemærkede professor Hans Jørgen Lundager Jensen, hvordan de studerende ikke længere pr. automatik forholder sig kritisk over for fagenes indhold, som man gjorde i 70’erne. Hvis der er indvendinger, går de snarere på arbejdsformer, for langt hen ad vejen handler det for nutidens studerende om at sikre, at de også får mange generelle kompetencer, mens de går på universitetet, så de kan gøre sig attraktive på arbejdsmarkedet. Viden alene gør det ikke.
Som Hans Jørgen Lundager Jensen ser det, er der sket et skift fra en kritikdiskurs til en kompetencediskurs.
– Dengang forholdt man sig kritisk over for alt. Fagene eller ændringer i lovgivninger. Der var protester, besættelser og demonstrationer i silende regnvejr og røde faner, som engang på Nørre Allé på grund af en ændring i bekendtgørelsen om brug af undervisningsassistenter og deres eksamensret eller sådan noget. Og hvis vi så sammenligner med den nye universitetslov. Der skete intet. Der var der praktisk talt ingen studenterprotester, og der var slet ingen demonstrationer, og i en vis forstand var det den største revolution, der er sket i universitetets historie på nationalt plan, siden Københavns Universitet blev grundlagt i 1400-tallet med grundprincippet om selvstyre, som går tilbage til Sorbonne i Middelalderen.
– Min grovkornede analyse er, at hvor der i 70’erne var en alliance mellem de studerende og universitetslærerne mod staten – med regering og folketing osv. – så er der i dag en alliance mellem de studerende og staten. Statens interesse i universitetet stemmer i høj grad overens med de studerendes interesse, uddyber han.
– Det er ikke helt forkert, medgiver Markus Davidsen og tilføjer:
– Men underviserne protesterede heller ikke mod universitetsloven.
Hans Jørgen Lundager Jensen (HJLJ): Hvis vi begyndte at argumentere for, at vi ville fastholde vores ledere og retten til at vælge dem, så ville andre sige, at vi var nogle gamle nisser, som modsætter sig nødvendige forandringer. Og jeg er for så vidt ikke uenig med staten, som vil have klar ansvarlig ledelse, som er uddannet til det. De vil ikke have amatører, som er der så kort tid som muligt. Sådan er det på universitetet, hvor ledelse helst er noget, man undgår og derfor lader gå lederposterne gå på skift, og det giver en relativ inkompetent ledelse. Og den tanke er de studerende enig i.
Markus Davidsen (MD): Det tror jeg er rigtigt nok. Altså at de studerende kan ønske – uden at tænke på det som en alliance med staten – en mulighed for en alliance med stærke ledere inden for universitetsverdenen mod universitetslærere, og det gør staten nu mulig.
HJLJ: Jeg tror bestemt ikke, at de studerende bevidst er i alliance med staten. Men det jeg kan se er for eksempel udtalelser i Delfinen fra repræsentanter fra Studenterrådet. De ønsker kompetencer osv. i et sprog, som er fuldstændigt identisk med statens, altså ministeriets. De samme begreber og ønsker.
MD: Det er ikke så mærkeligt, at der er den alliance, som også omfatter erhvervslivet. De toneangivende studerende og studenterpolitikere på humaniora ønsker i dag ansættelse i spændende job i erhvervs- og organisationslivet, men fagkritikkens toneangivende studerende ønskede snarere at blive inden for universitetsverdenen.
HJLJ: Kritikbegrebet er forsvundet. Det er min anden iagttagelse – foruden den med allianceskiftet. Diskursen er ændret. Ordet kritik indgik utroligt hyppigt i 70’erne. Det var et kritikbegreb hentet fra Marxismen. Man havde fagkritikker, og hele den diskurs forsvandt i 80’erne, efter at marxismen mistede sin legitimitet – sagt meget kort. I dag er det ord som “kompetence”, der præger diskursen.
– Er det et tab, at det er gået i den retning?
HJLJ: Både og. Det er lettelse, for det er blevet nemmere at være underviser. Men samtidig er det et tab, fordi der er langt mindre faglig udfordring fra de studerende. Man bliver ikke ret ofte som universitetslærer udfordret af den fagligt kvikke studerende, og risikoen er, at man bliver slap og selvtilfreds.
– Er det godt nok, Markus?
MD: Det er for så vidt i orden, for det vil være svært at gennemføre studiet på normeret tid og samtidig læse ekstra og forud.
– Er det vigtigt at komme igennem på normeret tid?
MD: Ja, det er det, og der afslører jeg nok min alliance med staten.
HJLJ: Jaaa.
MD: Men sådan må det være. Det kan ikke nytte noget at have et studium, som man ikke kan gennemføre med en arbejdsuge på 37 timer på normeret tid.
HJLJ: Det er jeg da enig i, for der skal være plads til eliten, men der skal også være plads til ikke-eliten.
MD: Forskellen er også, at eliten i dag bliver færdig til tiden. Også selv om den er fagligt engageret i fagråd, foredragsforeninger og så videre.
HJLJ: Det er rigtigt, men den kvikke studerende, der udfordrede læreren, er forsvundet.
Sys Christina Vestergaard
scv@adm.au.dk
