EU's forfatningstraktat og indlemmelsen af østlandene trænger sig på fra alle sider. Nej-sigere kæmper mod ja-sigere om vores opmærksomhed i medierne, og alle er nervøse for afstemningen i Frankrig den 29. maj. For hvis franskmændene siger nej, hvor står vi så? Er det tilbage til tegnebordet, eller skal Nice-traktaten så være løsningen? Midt i alle spørgsmålene, eller måske snarere udenfor, sidder de resterende lande, de, der ikke nåede med, de måske egnede. Blandt dem er også Tyrkiet, og som studerende i Europa, europastuderende og tyrkere har Sevgi, Selma og Semiha en helt speciel rolle i diskussionen.
– Tyrkiet er som en studerende i Europa. Man modtager ikke undervisning uden at have både et ansvar og nogle rettigheder og muligheden for at stille kritiske spørgsmål, siger Sevgi.
At Tyrkiet er uden for Europa, både fysisk og mentalt, er en holdning, man tit hører. Den er ifølge pigerne helt eller delvist forkert.
– Billedet, som resten af Europa har af Tyrkiet, er baseret på et modsætningsforhold, som ikke eksisterer. Vi bliver karakteriseret som “den anden”, den fremmede, men i Tyrkiet ser vi på, hvad vi har til fælles med Europa. De forskelle, der måtte eksistere, er ikke større end dem, der eksisterer mellem for eksempel Danmark og Spanien. Af en eller anden grund har resten af EU bestemt sig for, at forskellene til Tyrkiet er mere uoverstigelige end andre. Det betyder en skrappere linje i forholdet til Tyrkiet fra EU's side, mener Semiha.
Harmen over den linje er tydelig os pigerne, og de taler i munden på hinanden for at påpege forskellige eksempler. Begrænsnin-ger på den fri bevægelighed, begrænsninger på landbrugsstøtten osv. er alt sammen til forhandling med EU, og det er svært ikke at give dem ret i, at det virker uretfærdigt.
– Tyrkerne er godt klar over, at vi forsøger at få adgang til en eksisterende klub, og at vi som sådan bliver nødt til at omstille os for at blive medlemmer. Men EU synes ikke villig til at rykke sig bare en enkelt tomme, og man skal huske på, at det er en tovejskommunikation, siger Selma.
På spørgsmålet om, hvor langt de er villige til at gå, altså hvor mange indrømmelser de er villige til at levere, er svaret kort og godt:
– Mange! Det handler om at få foden inden for døren, men på et tidspunkt må det være nok. Tyrkiet kan ikke være tjent med et andenrangs medlemskab på ubestemt tid. Og hvorfor er det lige, at vi er så specielle? Mange af østlandene har begrænsede rettigheder, men alle sammen på kort sigt. EU har accepteret, at de lande løser deres problemer som en del af integrationen i EU, men det lader til, man vil have Tyrkiet til at løse alle sine inden. Det giver ikke mening, siger Semiha.
Sevgi, Selma og Semiha er fra Istanbul, forholdsvist velstillede og veluddannede, og deres holdninger er selvfølgelig farvede af det. Som en del af en national mellemklasse er det til deres fordel, at Tyrkiet hurtigst muligt kommer ind i det euro-pæiske fællesskab. Men hvad med den lille mand på gulvet, den tyrki-ske landmand eller kioskejeren nede på hjørnet?
– Folk med uddannelse har klare fordele af EU, men diskussionen går ofte på et skrækscenarie, hvor EU-landene forestiller sig horder af tyrkere, der oversvømmer Europa. Hvis man ser på Spanien, så havde man den samme frygt, og den er blevet gjort til skamme. Hvorfor skulle det være anderledes med Tyrkiet? spørger Semiha.
– Men det er kun de veluddannede. Hvad med de fattige landarbejdere?
– Åh, ja, de er blevet et begreb i Europa, ikke? Det er dem, der altid har den store lyst til at flytte til udlandet, ikke? Men hvorfor skulle man flytte fra Tyrkiet? Vi elsker vores land lige så højt, som resten af europæerne elsker deres, og med de økonomiske og demokratiske ændringer, et medlemskab af EU forhåbentligt kommer til at medføre, vil de sydlige og sydøstlige landbrugsområder af Tyrkiet kunne udvikle sig. Så er jeg sikker på, det bliver os, der får tilflytterne. Se bare på ejendomsmarkedet. Investeringer i ferie-ejendomme er i de seneste år eks-ploderet i forskellige områder i Tyrkiet, og det kommer til at gå endnu hurtigere, hvis vi kommer med i unionen. Vi har trods alt godt vejr, i forhold til Danmark, smiler Sevgi.
– Det handler om stereotyper. De er svære at overkomme, selv om de ikke passer. De udvekslingsstuderende, der har været i Tyrkiet, fortæller os, at de har et helt andet syn på landet end før. Måske er det det, der skal til: udveksling. Det er vigtigt for os at kunne vise, at Europas forestillinger om Tyrkiet ikke er rigtige. Det ville være uacceptabelt, hvis medlemskab blev afslået på grund af stereotyper, siger Sevgi.
Religion kommer til at spille en rolle i debatten, erkender pigerne. Tyrkiet er det første ansøgerland, hvor størsteparten af indbyggerne er muslimer. Hvad kommer den globale forskrækkelse over islam til at betyde i denne sammenhæng?
– Man snakker om, at EU er de kristnes klub, men sådan behøver det ikke at være. USA støtter det tyrkiske medlemskab, fordi man regner med, at vi leverer “det gode eksempel” på et muslimsk demokratiseret land. Jeg er ikke sikker på, det kommer til at fungere sådan, for Tyrkiet har gjort sig megen umage for at nærme sig Europa og er i processen blevet et mindre mellemøstligt land. Vi vil ikke være et bindeled mellem Europa og Mellemøsten, vi vil være medlem af EU, og bindeleddet skal ikke være et argument for medlemskab. Men den forestilling er der desværre nogle steder, siger Selma.
Det lader til, der er mange misforståelser i forholdet til Tyrkiet, hvis man skal tro pigerne, og det er næsten, som om de gennem vores samtale desperat forsøger at udrydde dem. Men det er kun en begyndelse.
– I Tyrkiet er debatten om optagelse en anden end i EU-landene. Før vi kom til Danmark, troede vi, at det handlede om politiske og økonomiske reformer. Men i virkeligheden handler det om kultur og religion, om de forskelle, der er på Tyrkiet og EU. Forskellene bliver kaldt for problemer, men vi ser ikke forskelle som problemer. Der er mange forskelle inden for EU allerede, og det ser ikke ud til, at det skaber uoverkommelige problemer. Tyrkiet er anderledes, det indrømmer vi gerne, men det behøver ikke at være et problem. Det er EU, der gør det til et problem, siger Semiha og Sevgi.
Forandringer har der været mange af i Tyrkiet i de seneste år, og det er nødvendigt, siger pigerne.
– Vi ved godt, at det ikke er muligt at ændre EU. Det er Tyrkiet, der skal forandre sig for at passe til EU. Sådan er det, når man skal ind i et allerede eksisterende system. Bare det ikke bliver for meget. En af vores danske venner, der var på besøg i Istanbul, kom hjem og fortalte, hvor glad han var for den åbne kultur, han havde mødt. Især det, at alle delte med hinanden, var han meget imponeret over. Det er, fordi vi ikke har det samme velfærdssystem som for eksempel i Skandinavien. Vi bliver nødt til at tage os af vores familier, hvis de ikke kan selv. Han frygtede bare, at det var det, EU ville forandre, siger Selma.
Samtalen må stoppe, selv om pigerne stadig har meget på hjerte. De regner helt sikkert med at komme med i klubben, før eller senere. Men helst før.
Kasper Thaarup
Sevgi Dönmez, Selma Mirhan Köroglu og Semiha Feyzioglu er bachelorer i Statskundskab og Internationale Studier fra Sabanci universitetet i Istanbul. I dette semester er de udvekslings studerende ved Europastudier på Aarhus Universitet.
