Aarhus Universitet har i 13 år tilbudt pædagogiske kurser til adjunkter. Faren for at blive en kedelig underviser er overhængende, men med adjunktpædagogikum får de forholdsvis uerfarne undervisere en masse gode råd til at undgå den fare.
Postdoc Søren Kahns fra Institut for Human Genetik og adjunkt Jørgen Skov Sørensen fra Center for Multireligiøse Studier, der netop har fulgt kurset, mener, det er et absolut nødvendigt kursus. Søren Kahns siger:
– Det er meget vigtigt, fordi Aarhus Universitet er en undervisningsinstitution, og jeg kommer som ph.d. med en baggrund, som ikke er særlig pædagogisk, og skal træde ind i en undervisningssituation. Jeg var ikke særligt godt rustet til det, og så kopierer man fuldstændigt den undervisning, man kender, selv om man ikke synes, den var optimal, siger han.
Og Jørgen Skov Sørensen tilføjer:
– Og så var det befriende, fordi vi alle sammen var gode til at være åben om de problemstillinger, hvor vi ikke føler, vi slår til.
Begge oplever, at der sjældent bliver talt om undervisning kollegerne imellem. Ikke fordi der ikke er interesse for at tale om undervisning, for det er der, påpeger Jørgen Skov Sørensen:
– Men når man taler om undervisning på institutniveau, ender man meget hurtigt med at tale om faget i stedet, for der føler vi os på hjemmebane – det er langtfra tilfældet for alle, når det kommer til det pædagogiske.
Især er de to efter kurset meget opmærksomme på, at de ikke “bare” skal aflevere deres viden til de studerende.
– Jeg vil undgå, at min undervisning bliver ren forelæsning. På kurset talte vi om, at man kan bruge spørgsmål på udvalgte tidspunkter for at få eleverne mere med. Kurset har også fået mig til at tænke på, hvad det er for spørgsmål, man stiller til de studerende. At det er spørgsmål, som de ved at tænke sig om godt kan svare på, så de bliver inddraget. Det gælder om at undgå envejskommunikation, siger postdoc Søren Kahns.
– Eller man kan lægge en kort summepause ind – eller en afstemning, supplerer Jørgen Skov Sørensen.
– Ja, bare man får rusket lidt op i den monotoni, som jeg kan mærke, jeg kan forfalde til, siger Søren Kahns.
Der bliver stille et øjeblik, inden Jørgen Skov Sørensen fortsætter:
– Den traditionelle undervisning a la lektor Blomme, hvor læreren afleverer sin viden til en tavs klasse, ligger lige for – måske fordi det er det nemmeste. Men man kan ikke aflevere en videnspakke på den måde. Jeg kan ikke huske, hvordan vi lige formulerede det på kurset, men viden er noget, man opbygger sammen med de studerende i kraft af, at man i højere grad inddrager dem i et ræsonnement for eksempel. Hvis nu sådan og sådan – hvad så?
Begge fremhæver, at kurset også i høj grad har været med til at åbne deres øjne for, hvor vigtigt det er at afstemme kursusindhold med undervisnings- og eksamensform. Planlægningsdelen af undervisningsforløbet er uhyre vigtig, siger de i dag. Især peger de på, hvor givtigt det er at lave gode beskrivelser af kurset, så indhold og ikke mindst mål på forhånd står klart for såvel studerende og underviser.
Sys Christina Vestergaard / scv@adm.au.dk
