Aarhus Universitets segl

Helikopterforældre og servicestudenter

De har længe svævet rundt over de amerikanske universiteter, og nu mærker man dem også i luftrummet over de danske universiteter: Helikopterforældrene, der altid er klar til at komme deres børn til undsætning og løse problemerne. Er det de omsorgsfulde forældre, der altid har været en del af deres projektbørns liv, som ikke kan give slip? Eller er det ungdommen, der har været vant til service på alle tangenter, siden den første ble blev skiftet, som ikke ønsker at klippe navlestrengen over?

Billede 1: Scenen er universitetets centrale studiekontor en dag i begyndelsen af august. Telefonerne kimer. I røret er fædre, der vil høre, hvor man kan klage, hvis ens barn ikke er blevet optaget på den søgte uddannelse, bedstemødre, der vil vide, om barnebarnet nu er blevet optaget, og mødre, der forsigtigt spørger, om datteren ikke kan komme i klasse med sin veninde, der også er blevet optaget.

Billede 2: Scenen er et vejledningskontor på universitetet. Til stede er en studievejleder, en ung mand og hans forældre. Vejlederen spørger: “Hvad vil du gerne høre noget om? Går du i gymnasiet? Hvilke uddannelser har du overvejet?” Hver gang er det forældrene, der svarer.

Til sidst sætter vejlederen forældrene uden for døren. Det viser sig, at den unge mand er ret ligeglad, bare han kan komme i gang med en uddannelse i den anden ende af landet.

Billede 3: Eksamenstilsynet, der administrerer de skriftlige eksamener på universitetet, bliver ringet op af en mor, der vil vide, om universitetet sørger for bustransport fra instituttet til eksamenslokalet. Hun får et benægtende svar og beder derefter om at få tilsendt et kort over byen, så hun kan se, hvordan hendes søn kan finde frem til “Skøjtehallen”, hvor eksamen foregår.

Studiechef på Aarhus Universitet, Eva Teilmann, har samlet masser af den slags billeder de seneste år. Billeder af bekymrede, velmenende, omsorgsfulde forældre og nogle gange bedsteforældre, der vil gøre næsten alt for at rydde forhindringer af vejen for deres børn og børnebørn og tage ansvar på podernes vegne.

– Forældreindblandingen er vokset mærkbart i den tid, jeg har siddet på denne pind. Det bliver sværere og sværere at nå dem, det egentlig vedrører. Forældrene ordner det hele, siger Eva Teilmann.

På Københavns Universitet kender studiechef Jacob Lange også de overengagerede forældre.

– Ja, vi kender dem skam udmærket. De har altid eksisteret, men de bliver flere og flere. Især i forbindelse med optagelsen ringer mange. Men der er også ofte forældre, som ringer og spørger: “Hvad pokker skal vi gøre? Vores søn er gået i stå i studiet.”

Helikopterforældre

Forældres voksende indblanding i deres børns liv på universitetet er tilsyneladende et fænomen, der kendes overalt i den vestlige verden. Fænomenet er – selvfølgelig – mest udbredt i USA, hvor de engagerede forældre allerede er blevet til et begreb: Helicopter parents – helikopterforældre – kaldes de, fordi de svæver rundt over deres voksne børns liv klar til at komme til undsætning og tage beslutninger for dem anytime. Den tid er forbi, hvor navlestrengen fik det sidste hug, når man flyttede hjemmefra. Nu afleverer amerikanske forældre i stor stil deres børn (de fleste er mellem 18-20 år, når de begynder på universitetet) ved porten til universitetet den første dag – og går så selv med ind.

Scott Chesney, der står for servicen for nye studerende på University of New Hampshire, USA, har oplevet forældre, der “camperede” i deres søns kollegieværelse de første to uger.

– De havde godt nok lejet et hotelværelse, men boede reelt på kollegiet med deres søn og puttede ham i seng om aftenen. Og de kunne ikke se noget i vejen med det, siger Scott Chesney til avisen The Times Higher (THES).

Hans kollega Karen Levin Coburn fra Washington University i St. Louis husker en ung kvinde, der ankom til universitetet med sin mor og en indretningsarkitekt. Kollegieværelset skulle være perfekt – mente moderen.

Amerikanske forældre med universitetsbørn har for længst dannet interesseforeningen College Parents of America, der er blevet en stærk lobbygruppe i det politiske liv, og stort set alle universiteter har et program, der retter sig mod forældre. Det være sig nyhedsbreve om livet på campus, receptioner, hvor forældre kan trykke hånd med rektor og andre universitetspinger, og enkelte universiteter har sågar personer ansat udelukkende til at tage sig af “forældrebekymringer”.

– På universiteterne må vi anerkende, at forældrene ønsker at involvere sig, uanset om de er velkomne eller ej. Derfor kan vi lige så godt forsøge at skabe et konstruktivt forhold til dem, siger Karen Levin Coburn til THES .  

Åbent hus for forældre

Frank Furedi, der er professor i sociologi ved Kent University i England, har forsket i det fænomen, han kalder “the infantilisation of education”. I 1997 udgav han bogen The Culture of Fear , hvor han blandt andet skrev om forandringerne i livet på universiteterne, herunder det store antal forældre, der efter hans mening var begyndt at invadere de engelske universiteter. På det tidspunkt mente de fleste universiteter, at han overdrev. Måske var der lidt om snakken, men der ville komme en modreaktion fra de unge, der ikke ønskede denne omklamring fra forældrene, mente man.

– I dag vil ingen argumentere for, at forældreindblanding er et marginalt og forbigående fænomen. Men hvis man lufter sin bekymring over denne infantilisering af universitetslivet, risikerer man til gengæld at blive beskyldt for at være ufølsom over for de samvittighedsfulde forældre, skriver han i en besk kommentar til debatten i THES .

I England har flere universiteter taget konsekvensen af de mange samvittighedsfulde forældre og lavet et åbent hus-arrangement kun for forældre.

– Det er alligevel altid forældrene, der stiller alle spørgsmålene, som en af de ansatte ved King’s College i London lakonisk udtrykker det. Den slags overvejer man ikke på Aalborg Universitet, fastslår lederen af Studiekontoret, Palle Hansen.

– Jeg kan godt nikke genkendende til, at der kommer flere forældre til vores åbent hus-arrangement. Men det ville være et helt forkert signal at sende, hvis vi lavede den slags arrangementer kun for forældre. Når vi taler med forældre, er det som regel, fordi de har en helt legitim årsag, nemlig den, at den unge ikke selv er til stede, siger han.

På optagelses- og vejledningskontoret på King’s College oplever man ofte forældre, der ønsker at kende reglerne og kravene for optagelse på universitetet. Indtrykket her er, at mange unge simpelthen er for generte eller bange for selv at ringe og høre.

– Moderne forældre vil gerne være til stede i deres børns liv, så jeg kan sådan set godt forstå, at de ringer. Personligt ville jeg bare ikke være det bekendt. Så sent som i morges ringede min egen søn for at høre, hvem han skulle snakke med, hvis han gerne ville til Australien. Jeg lovede ham at finde ud af det, så han selv kunne ringe til vedkommende, fortæller Jacob Lange.

Projektbørn

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor man finder årsagerne til denne udvikling. Og er det forældrene, der frivilligt omklamrer deres efterhånden voksne børn (hvis det da er det, de gør), eller er det børnene, der altid har været vant til høj forældreservice og også forventer den i voksenalderen?

I USA og England peges der bl.a. på de voksende omkostninger ved at tage en videregående uddannelse som en del af forklaringen på forældreindblandingen. 300.000 kr. om året er ikke ualmindeligt på de bedste amerikanske universiteter, og da det er forældrene, der betaler, vil de selvfølgelig også sikre sig, at de får noget for investeringen. Hvad er jobudsigterne for min datter? Gør universitetet nok for at holde min søn til ilden? Med andre ord: Når far og mor skal tage lån i huset for at betale, bliver uddannelse alt for vigtig en sag at overlade til ungdommen.

En anden forklaring går på, at moderne forældre har været vant til at være engagerede i deres børns uddannelse siden børnehaven. De har organiseret deres liv fra begyndelsen og taget ansvaret på sig, men er ikke i stand til at slippe det igen.

– Babygrupper, valg af den bedste skole, klavertimer og fodboldkampe. Vi har været involveret i vores børns liv fra begyndelsen, og det her er bare det næste skridt, siger Abby Snay, en mor, der lige har deltaget i optagelsesceremonien på Skidmore College med sin søn, til The New York Times .

Måske bliver hun en af de forældre, Fred Wood kender alt for godt. Han er administrativ leder af bacheloruddannelserne på University of California, og som han siger i en artikel om helikopterforældrene i det seneste nummer af universitetets alumnemagasin, UCDavis , så er det ikke længere usædvanligt at høre forældre sige: “Nu har vi besluttet os for at tage hovedfag i det eller det.”

Studiechef Eva Teilmann køber også gerne den forklaring.

– Systemet opdrager forældrene til at tage ansvar, men ikke til at slippe det igen. I dag er børn projektbørn, og forældrene er blevet ældre. De har tid og overskud til at planlægge det hele. Samtidig er man blevet mere bevidst om arbejdsløshed og uddannelsesvalg. Det er vigtigt, hvad man kan bruge uddannelsen til. Det går lige i hjertet på forældrene. De synes måske, at deres børn er for sjuskede med deres uddannelse, og tænker, at så må de hellere tage over, siger Eva Teilmann.

Camilla Hutters, der har skrevet ph.d.-afhandling om unge og studievalg på RUC, bekræfter, at forældrene spiller en stor rolle i uddannelsesvalget.

– De fleste forældre har mange forventninger til og er meget bekymrede for deres børns valg af studium. De føler et stort pres for, at deres børn vælger rigtigt, så de får et arbejde og får del i det gode liv. På den måde er forældreindblandingen klart større end for ti år siden, siger hun.

Far er den bedste kammerat

På den anden side er børnene ofte heller ikke selv interesserede i klippe navlestrengen til forældrene. Mange er mere end interesserede i at bruge deres forældre som deres personlige coach. På University of California er det almindeligt, at studerende møder op med deres forældre, hvis der er møde med en underviser eller vejleder.

– Så siger de: “Jeg inviterede lige mine forældre med, for det vil også være godt for dem at høre, hvordan det går mig,” fortæller Fred Wood i føromtalte artikel.

Mange unge lægger heller ikke skjul på, hvem deres bedste ven er.

– De kommer og siger: “Hey, min far er min bedste ven. Min mor er min bedste veninde.” Er det så godt? Det er i hvert fald anderledes og nyt, siger Beverly Low, der er dekan på Colgate University i New York til avisen Seattle Post-Intelligencer .

Den udvikling kommer ikke bag på Anne Kofod, der er forskningskoordinator ved Center for Ungdomsforskning på RUC.

– Vores forskning viser, at unge i dag oplever deres forældre som meget lydhøre. De stiller gerne op, lytter til børnene og rådgiver dem om problemer, siger hun.

Også Camilla Hutters genkender billedet.

– Der er ikke den samme konfrontation mellem unge og deres forældre, som der måske var tidligere.

Ofte overtager de unge forældrenes stemme. Den bliver en del af dem, siger hun.

Rachel Caine, der læser på andet år på Skidmore College i New York, mener, mange unge har et ambivalent forhold til forældreindblandingen.

– Der er én side af en, der siger: “Jeg har virkelig brug for dig her; du skal hjælpe mig med at blive skrevet op til undervisningstimer. Jeg vil virkelig gerne selv, men jeg kan ikke.” Den anden side siger: “Jeg gider ikke snakke med dig. Nu er jeg flyttet hjemmefra, det er fantastisk, og I skal ikke blande jer,” siger hun til The New York Times

Det gnidningsløse liv

Intentionerne er gode. Spørgsmålet er bare, om de gode intentioner skaber gode resultater. Hvordan skal en generation af unge blive livsduelige individer, hvis de – selv når de er flyttet hjemmefra og er begyndt på universitetet – har forældrene til at rydde forhindringer af vejen og løse hverdagens problemer i jagten på det perfekte, gnidningsløse liv? Hvad vil en kommende arbejdsgiver sige, hvis Marie lige skal ringe til mor for at høre, hvordan hun ville løse en arbejdsopgave, eller Peter skal have hjælp af far til at løse en konflikt med en kollega? Og hvilke konsekvenser har forældreindblandingen specifikt i forhold til uddannelsen? Anita Poon, der vejleder studerende ved University of California, siger, at de studerende næsten altid fortæller den samme historie, når de forsøger at bliver genindskrevet efter en dumpet eksamen.

– De siger: “Jeg var på det forkerte hovedfag. Mine forældre ville have, at jeg skulle være læge, ingeniør eller økonom. Men hvordan skal jeg fortælle mine forældre, at jeg vil noget andet,” siger Anita Poon til universitetets alumnemagasin.

Eva Teilmann mener også, at den store forældreindblanding kan have uheldige konsekvenser.

– Helt konkret har vi jo oplevet, at forældre, der på deres børns vegne har søgt om optagelse, ikke har vidst, at man skal gå på nettet og bekræfte sin plads. Eller de har sagt, at de klarer det, men så kommer der noget i vejen. Jeg kan også godt frygte, at studerende ikke føler sig så forpligtede på studiet, hvis det alligevel er forældrene, der har ordnet det hele for dem. For de kan jo nemt få den tanke, at det alligevel ikke rigtigt var deres eget valg. Altså, at det ikke er dem selv, der har ofret blod, sved og tårer for at komme ind på uddannelsen, men at der var nogen, der bestemte for dem og ordnede det hele.

Hans Plauborg / hhp@adm.au.dk

Artiklen bygger blandt andet på en række artikler om “helicopter parents”i engelske og amerikanske medier.