Vælger man at blive forsker, eller er det snarere forskningen, der vælger en?
Campus indleder en ny interviewserie, hvor en række forskere på Aarhus Universitet fortæller om de personer, interesser og begivenheder, der har formet deres forskerkarriere.
I foråret 1984 skulle Kim Kusk Mortensen i gang med sit speciale. Den unge biokemiker var blevet vildt fascineret af de tre bogstaver, næsten ingen havde et særligt forhold til dengang i midtfirserne: DNA. Derfor ville han skrive speciale på afdelingen for molekylærbiologi og var kommet på en venteliste.
En dag mødte han op hos den forsker, han troede skulle være hans kommende specialevejleder. Men nu var specialepladsen væk. Givet til en biolog.
– Dengang var biologerne meget selvbevidste og kampberedte. De kunne ikke lide kemikere, og jeg blev opfattet som kemiker. Jeg havde godt nok læst biologi, men var blevet grebet af biokemien, og så kunne man ikke længere komme i fredagsbaren på biologi, havde jeg fundet ud af. Folkene fra fagudvalget havde vendt mig ryggen, fortæller Kim Kusk Mortensen.
Heldigvis var nogle folk fra afdelingen for biostrukturkemi på Kemisk Institut også begyndt at arbejde med proteiner og DNA, så en dag trillede han forbi instituttet for at finde ud af, om de ville have en specialestuderende. Det ville de.
– Jeg kom i kontakt med Jens Nyborg og hans gruppe, der arbejdede med røntgenkrystallografi. De ville gerne have lavet en stor plastikmodel af, hvordan et proteins molekylestruktur så ud, og det syntes Jens Nyborg, jeg skulle lave.
I et halvt år gik han stort set alene og borede huller i specielle legoklodser og lavede jernpinde, der skulle illudere molekylebindinger. Det var kompliceret: hver eneste vinkel skulle udmåles nøjagtigt.
– Det halve år betød utrolig meget for min fascination af det her område. Til sidst havde jeg næsten en fornemmelse af at være inde i molekylet og kunne kigge ud. Det abstrakte var pludselig blevet meget håndgribeligt og konkret, fordi jeg havde bygget modellen op, husker Kim Kusk Mortensen i dag om den afgørende periode, der har været med til at forme hans liv som forsker.
I dag er han ansat som lektor ved Molekylærbiologisk Institut i Forskerparken på Gustav Wieds Vej, hvor han sammen med vennen og kollegaen Hans Uffe Sperling-Petersen de sidste små tyve år har været en af hovedkræfterne bag udviklingen af nye teknologier inden for molekylærbiologien.
Da han blev student i 1978, var det dog en anden fremtid, han så for sig i horisonten.
– Jamen, jeg skulle være kernefysiker på CERN. I folkeskolen havde jeg haft en fantastisk dygtig fysiklærer. Det var forsøg hele tiden, og gnisterne føg os om ørene. Jeg var også glad for kemi og biologi, men matematik syntes jeg var kedeligt, så jeg begyndte at læse fysik og kemi på universitetet. Der var ikke lige nogen, der havde sagt til mig, at hvis man skulle være kernefysiker, så kom man altså ingen vegne uden matematik på højeste niveau.
– Det var lidt et chok at komme på universitetet. Man regner jo med, at man er skidegod, for det var man i folkeskolen og i gymnasiet. Men her var de andre også dygtige, og nogle af dem var bedre end en selv. I løbet af det første år fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle være fysiker, og slet ikke atomfysiker. Det var for teoretisk. Jeg søgte om dispensation til at tage biologi som bifag, men det var ikke ligetil, for biologerne strittede imod. Det var det hele eller ingenting, mente de. De var som sagt meget selvbevidste. Men jeg fik dispensationen og byttede fysikken ud med biologien. Det var et godt bytte. Nu skulle jeg lære en masse navne på mos udenad, men jeg skulle ikke regne. Det var befriende.
Genteknologien og evnen til at håndtere DNA og enzymer var i voldsom udvikling i løbet af 80’erne. Man havde lige fundet de første enzymer, der kunne klippe DNA, og lært at lave sekvens på DNA – altså finde rækkefølgen af baserne i DNA’et.
– Vi var jo helt vilde, når der kom en artikel, hvor rækkefølgen af baser i genet var beskrevet. Så blev siden kopieret og hængt op på tavlen, som var den de vises sten. Det næste skridt var at forstå, hvorfor genet fungerede på den og den måde, når det var sat sådan sammen. Jeg kom til at arbejde med en dengang ny metode, hvor man ved hjælp af et lille stykke DNA kunne gå ind og få det til at binde til et andet stykke DNA, som man ville ændre på. Det var et meget kompliceret håndværk. Man skulle have isoleret genet og have proteinet ud af det. Det tog lang tid, men det var fantastisk at stå med det oprensede, isolerede gen i lille rør. Så vidste man, at man havde et halvt års arbejde med at analysere proteinet. Og man havde lavet det hele selv. Det var en stor tilfredsstillelse, fortæller Kim Kusk Mortensen.
Et halvt år inde i specialet tog han til École Polytechnique i Paris for at lære teknikken til at ændre på proteiners funktion
Han skulle have været der et halvt år, men endte med at blive halvandet.
– Det var dernede, jeg for alvor blev molekylærbiolog, siger han i dag om opholdet, der ellers ikke udviklede sig til en dans på roser.
– Vi havde et godt internationalt laboratorium med en ”gal” italiener som chef, Andrea Parmeggiani. Jeg lærte utrolig meget, undtagen fransk! Men så kom Parmeggiani på skidt fod med to andre franske ledere, som ville have ham ud af skolen. Det var med politi og alt muligt. Jeg tror, det var med til at gøre ham paranoid, for han beskyldte mig for at ville stjæle hans projekt med til Danmark. Enden blev, at jeg dybt desillusioneret tog tilbage til Århus. Videnskaben kunne de pakke sammen for min skyld. Jeg var færdig med det.
Vinteren i 86 var kold. Kim Kusk Mortensen ved det, fordi han gik post i Silkeborg efter at have sagt farvel og tak til videnskaben.
– Jeg kunne jo godt se, at det nok ikke lige var her, fremtiden lå for mig. Så jeg genovervejede min beslutning og tog specialet op, som havde ligget helt stille i et år, og i 87 blev jeg så kandidat.
I Paris havde Kim Kusk Mortensen fået en god kammerat. Hans Uffe Sperling-Petersen arbejdede på et andet institut, var blevet doktor dernede og havde i det hele taget stor succes som forsker.
– Jeg kan huske, at vi i flere måneder gik og satte hans lejlighed i Paris i stand til langt ud på natten. Det var ind på laboratoriet, tilbage og sætte lejlighed i stand, hjem og sove fire-fem timer og så på laboratoriet igen. Vi blev meget gode venner, og da han så fik et lektorat på Kemisk Institut her i Århus, blev vi enige om, at jeg kunne hjælpe ham med hans projekt. Siden har vi sådan set været nærmeste kolleger.
Sammen med Hans Uffe Sperling-Petersen gik han i gang med at bygge en forskningsgruppe op fra bunden på afdelingen for biostrukturkemi.
– Vi var gode til at trække midler hjem og fik etableret en international gruppe. I sidste halvdel af 80’erne startede vi en uddannelse i kemi-bioteknologi, som blev meget populær med et stort optag. Men vi var også meget anderledes, og der blev set lidt skævt til os. Man kan sige, at vi var stedbørn både på Kemi og på Biologi. Resultatet blev, at Kemi i 1996 sagde farvel til os, og vi blev optaget som en del af Molekylærbiologisk Institut, hvor vi er i dag
I slutningen af 80’erne skete der en visuel revolution inden for molekylærbiologien. Med moderne computerteknologi kunne man begynde at lave såkaldt molekylær grafik. Det blev muligt at se ting, man egentlig ikke kunne se, og tilmed i fascinerende flotte farver.
– Den begyndende grafiske visualisering af den verden, jeg arbejdede med, betød meget for, hvor jeg er i dag. Det var en stor oplevelse at komme rundt til møder og konferencer med de få folk i verden, der dengang havde adgang til maskinerne, som kunne lave de flotte 3D-billeder. Det var ren science fiction. I dag kan alle lave det på en hvilken som helst computer.
–Jeg kan huske, der var en englænder, der kunne vise de her helt fantastiske billeder af, hvordan insulin dannede heksameter-strukturer, og hvordan man ved at ændre på strukturen kunne undgå det, så insulinen lettere blev optaget i kroppen. Jeg havde sgu aldrig interesseret mig for insulin, men det her show, englænderen gav, overbeviste mig om, at hvis man vil ud med budskabet, gælder det om at have en flot visuel præsentation, siger Kim Kusk Mortensen.
Interessen for det visuelle har bl.a. medført, at han i dag er medforfatter og layouter på en række lærebøger i kemi til gymnasiet.
– Jeg synes jo, det er sjovt, for så kan man være med til at lave bøgerne, som man godt kunne have tænkt sig, de havde set ud, da man selv havde kemi i gymnasiet. Desuden vil jeg gerne være med til at påvirke udviklingen i gymnasiet, for det er jo vores fremtidige kunder, der går der. Jo bedre de er, jo bedre bliver vores.
Også forskningsmæssigt er Kim Kusk Mortensen i dag optaget af at designe ting.
– For 20 siden år siden var jeg på et kursus i proteindesign i Heidelberg. Det fascinerede mig, hvordan man kan aflure naturen og lave et kunstigt protein, som kan noget bestemt. Derfor har jeg det sidste år arbejdet sammen med en kemiker om at udvikle enzymer, der kan katalysere nogle reaktioner, som de naturlige enzymer ikke kan. Ideen er at lave f.eks. medicin ved hjælp af ”rene” metoder, det, vi kalder grøn kemi. Det var helt umuligt for ti år siden, men i dag kan vi, selv om det stadig er meget kompliceret. Så det skal nok holde mig optaget de næste ti år.
Hans Plauborg / hhp@adm.au.dk
