Vælger man at blive forsker, eller er det snarere forskningen, der vælger en?
Campus har taget hul på en ny interviewserie, hvor en række forskere på Aarhus Universitet fortæller om de personer, interesser og begivenheder, der har formet deres forskerkarriere. Dette er den anden artikel i serien.
– Verden er bestemt ikke gået glip af en romanforfatter i mig. Det er stensikkert. Det var enten blevet noget patetisk bras eller kedeligt, klinisk og formalistisk.
Marianne Ping Huang svarer hurtigt og kontant på interviewerens sidste spørgsmål. Det har den 45-årige lektor fra Afdeling for Litteraturhistorie også gjort de forudgående to timer, hvor vi har talt om barndommen i Kina, ungdomsårene i Kolding og studierne og karrieren på Aarhus Universitet. Ordene er blevet skyllet ned med masser af stempelkaffe, mens røgen fra den evigt glødende cigaret har gjort luften tung i den tusmørke stue i Holte-hjemmet.
Engang troede hun ellers, at hun skulle være forfatter. Det var dengang, hun sad de fleste eftermiddage på biblioteket i Kolding og læste tegneserier og hørte plader. I skolen skrev hun danske stile om fluer, der sad på et bord, og om Weltschmerz i regnvejr. Ordekvilibristisk og ret patetisk, som kun piger i begyndelsen af teenage-årene mestrer.
– Til sidst blev min dansklærer ret træt af min leg med ord. Men jeg syntes jo bare, at sprog var sjovt. Da jeg blev lidt ældre, vidste jeg, at jeg skulle lave noget med kunst og litteratur, men at jeg nok ikke selv skulle lave det. Jeg ville på universitetet, og jeg kunne også godt forestille mig, at jeg skulle forske. Jeg vidste, det var noget, der var en glæde i, og som man kunne blive væk i, siger Marianne Ping Huang.
Efternavnet skyldes faderen, der er kineser. Han mødte Mariannes mor, da han i midten af 50’erne var i Danmark på et Kuomintang-stipendium for at uddanne sig på Den Farmaceutiske Højskole. Sammen tog de til Kina, og Marianne levede de første seks år af sit liv som kinesisk statsborger i Shanghai. Men så kom Kulturrevolutionen, og moderen rejste til Danmark med sin datter. Marianne så først sin far igen 12 år senere.
– Min far har betydet meget som en, der ikke var der. Han var den her store helt, der var blevet tilbage i Kina, fortæller Marianne Ping Huang, der i faderens fravær fik andre faderfigurer.
– Først var der min dansklærer i folkeskolen. Han var fantastisk til at tale om tekster, og så var han bindegal og troede på ufoer og den slags. Vi var nogle stykker, der blev inviteret hjem til ham nogle aftener, hvor vi så sad og talte om det paranormale. Det var sjovt og meget, meget mystisk. Han mente nok, jeg havde et særligt talent for det paranormale, når jeg nu kunne skrive stile på fem sider om en flue på et bord.
– I gymnasiet fik jeg en vidunderlig tysklærer, som virkelig åbnede mit blik for litteraturhistorien. Han kunne se, hvor historien bryder, og hvordan enkelte forfatterskaber lapper ind over forskellige perioder osv. Han var god til at analysere tekster, og så var han interesseret i aktuel litteratur. Det var der ikke rigtig andre af lærerne, der var.
Da faderen endelig kom til Danmark i 1979, fik han også stor indflydelse på sin 18-årige datters litterære dannelse.
– Ja, efter vi lige havde gået omkring i et år og spekuleret over, hvem hinanden egentlig var, ler Marianne Ping Huang.
Faderen gav sig til at indhente noget af det forsømte samvær ved at undervise datteren i klassisk kinesisk digtning og filosofi.
– Han skrev simpelthen den kinesiske litteratur- og filosofihistorie for mig på dansk, og vi kiggede på oversættelser sammen. Jeg var lige blevet færdig med gymnasiet, og mine klassekammerater tog på højskole eller ud og rejse, men jeg brugte altså et år på at læse sammen med min far.
Studievalget faldt i første omgang på filosofi i Århus, som dengang i begyndelsen af 80’erne var et meget politisk fag, hvor Karl Marx og fransk nymarxisme åndede i hver en krog. Men det blev især Heidegger og filosofisk æstetik, der kom til at optage Marianne Ping Huang, og med en forestilling om, at der var mere af den slags på Litteraturhistorie, tog hun bifag her. Den forestilling viste sig nu at være forkert. Til gengæld blev hun bidt af at være der.
– Jeg kom ind på en fantastisk årgang, hvor folk var vilde med at lave tidsskrifter og andre sjove tværæstetiske projekter. Det første, jeg var med til at lave, hed Limbo og var et af de første tværæstetiske tidsskrifter i Danmark. Det var selvfølgelig ”klippet og klistret” og så enormt primitivt ud, men det var en oplevelse at opdage, at man på anden årgang faktisk kunne lave sådan et tidsskrift, få folk i tale og få det på gaden.
Målet med Limbo var at bringe stemmer i det kunstneriske og kulturelle landskab sammen, og det har også været en gennemgående interesse i den senere akademiske karriere. Blandt andet sad hun fire år i det første Litteraturråd, hvor opgaven var at skabe overblik over de kulturpolitiske initiativer og bringe de forskellige litterære grupperinger sammen.
– Det var rart at kunne være med til at bringe folk sammen, som laver det samme, men sidder forskellige steder og ikke kender hinanden, og der så opstår nye initiativer under en fælles overskrift.
Interessen for produktion af litterære tidsskrifter holdt også ved, og i en årrække var Marianne Ping Huang blandt andet ansvarshavende redaktør for det litterære magasin Standart .
– For mig handlede det meget om lysten til at skabe et forum for brede litterære diskussioner, hvor læsere og kunstnere kunne mødes, altså i det hele taget skabe en offentlighed om litteratur.
Lysten til at blive forsker og underviser voksede gennem studieårene, og studiemiljøet var måske den vigtigste årsag.
– Jeg havde nogle enormt gode år som studerende og ung ansat på Litteraturhistorie. I lang tid opfattede jeg simpelthen stedet som mit hjem og mine medstuderende eller kolleger som min familie. Vi var en række ph.d.-studerende og unge forskere, der var meget sammen både fagligt og socialt. Vi sad ofte og hang i hinandens lejligheder til langt ud på natten. Det var et ret specielt miljø, som nogle gange opstår i en institutions historie, og jeg var altså heldig at være en del af det, der var på Institut for Litteraturhistorie i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne, siger Marianne Ping Huang.
En anden mere ”aha-agtig” oplevelse, som også fik en betydning for lysten til at fordybe sig i litterær forskning, kom, da hun skulle aflevere magisterspeciale.
– Jeg opdagede, at mange af de ting, jeg havde beskæftiget mig med i slutningen af studiet faktisk hang sammen, at der uventet tegnede sig en faglig profil. Jeg havde ikke skænket det en tanke undervejs, men det var en vigtig opdagelse, og i dag vil jeg selv gerne gøre mere ud af at diskutere med studerende, som følger min undervisning og skriver opgaver hos mig, hvordan deres faglige profil hænger sammen. Hvad har de beskæftiget sig med tidligere, og hvad vil de videre med? Jeg tror, det er vigtigt for studerende at opleve, at de har en bestemt faglig profil, at de arbejder med noget bestemt og ved, hvorfor de gør det.
Tvivlen har dog også lejlighedsvis været medpassager på karrierevejen.
Heller ikke dengang, i starten af 90’erne, kunne man som ph.d.-studerende på Humaniora være sikker på, at der faldt et lektorat ned i turbanen. Og hvis der gjorde, var det så det rigtige?
– Jeg var lykkelig over at få et ph.d.-stipendium, og som ph.d.-studerende kunne jeg sagtens se mig selv som ansat på universitetet. Men jeg kunne også se mig selv som redaktør på et forlag. Jeg var jo meget engageret i litterære projekter uden for murene – Litteraturrådet, Standart , og jeg skrev også forskellige former for litteraturkritik. Det havde jeg lært meget af.
– Samtidig spørger man jo også sig selv, om man nu er god nok til at forske. Mange vil sige, at det er typisk kvindeligt, men det gælder også for mænd, og det kan være meget svært at tale om og i det hele taget erkende, at der er noget, man ikke er god til. Det hjalp at finde ud af, at der var sammenhænge ude i verden, hvor jeg absolut var god nok – for eksempel når jeg blev inviteret ud for at holde foredrag for ikke-fagfæller. Jeg syntes, det var sjovt, og det var egentlig en overraskelse, for jeg kan være meget genert. Jeg er stadig afsindig dårlig til at gå til receptioner. Det ender altid med, at jeg står alene i et hjørne med et glas hvidvin.
Tværæstetiske projekter har siden ” Limbo -tiden” været et vigtigt interessefelt for Marianne Ping Huang. I dag lægger hun blandt andet en del forskningskræfter i Dansk Netværk for Avantgarde-forskning, der for nylig er blevet udvidet til et nordisk netværk. Målet er at belyse de ofte oversete nordiske avantgarde-kunstnere og samle brikkerne til en nordisk avantgarde-historie.
Et andet projekt handler om at beskrive den danske radios historie og se på, hvordan de enkelte udsendelsestyper – f.eks. litteraturprogrammerne – har udviklet sig.
Men hvordan er forholdet til den gode bog blevet? Nyder litteraturlektoren stadig at sluge en god roman, som hun slugte Tintin-hæfterne på Kolding Bibliotek? Og har hun læst en bestseller som Da Vinci Mysteriet ?
– Ja, ja, den læste jeg i en bus på vej til Frankrig i sommer. Og ja, jeg læser skam stadig med lidenskaben i behold. Min læsning er selvfølgelig præget af mit fag. Jeg kan ikke lade være med at analysere og se på, hvordan en roman er skruet sammen. Men det gør nu ikke glæden mindre, synes jeg. Tværtimod.
Hans Plauborg / hhp@adm.au.dk
