Der er penge i poker. Mange penge. Der er vindere som danske Gus Hansen, der er blevet verdenskendt i spillekredse efter bl.a. at have vundet World Poker Tour tre gange. Den 31-årige professionelle pokerspiller, kaldet “Dangerous Dane” og “Gatlig Gun Gus”, er i dag millionær takket være pokerspillet – en karriere, han tog hul på, efter han droppede ud af læreruddannelsen. Og så er der tabere. Det er typisk dem, der møder op hos Center for Ludomani for at blive deres spilleafhængighed kvit. Midt imellem er der en masse spillere, som spiller på et mere uskyldigt plan, og man er ikke nødvendigvis ludoman, fordi man spiller poker.
– Det minder om alkoholisme. De fleste kan også drikke, men der er bare nogle, der bliver alkoholister. Det samme gælder poker. Hvis du bliver hooket, så taber du så meget, både penge, job, familien – det hele. Du kommer helt derud, hvor du ikke kan mærke dig selv og kun kan tænke på poker, siger afdelingsleder Benedicte Ejlers fra Center for Ludomani i København, der behandler folk for ludomani.
Hun understreger, at der er grund til at være ekstra på vagt over for poker.
– Poker er et farligere spil end andre, fordi det er et meget hurtigt spil. Det vil skabe rigtig mange afhængige. En hånd er spillet på 40 sekunder, og så ved du, om du har vundet eller tabt. Rigtig mange er startet med at vinde og tænker: Er det så nemt at tjene penge? Det er for fedt, og så bliver du mere og mere optaget af det, og pludselig er det sådan, at du bruger hele dit døgn på det, siger Benedicte Ejlers.
Ifølge forskningen i ludomani gælder det, at jo hurtigere gevinstgivende et spil er, jo mere afhængighedsskabende er det. Derfor er spilleautomater, der ligesom poker er meget hurtigt afgjorte, også meget afhængighedsskabende. Tilsvarende er det med Oddset, fordi man nu kan gå ind hele tiden og se, om man har vundet. I årevis har det været sådan, at spilleautomater, Oddset og kasinospil i den nævnte rækkefølge har været de mest afhængighedsskabende, men poker er på et halvt år braget ind på listen og op på en andenplads.
– Normalt går der flere år, før folk finder ud af, at de er afhængige, men med poker går det bare stærkt. Siden det vandt frem, bliver vi kontaktet af en om dagen, der er pokerafhængig, siger Benedicte Ejlers.
Hun forklarer, at det for alvor går galt for folk med ludomaniske træk, når de begynder at tabe, for så tænker de, at når de kan tabe hurtigt, kan de vel også vinde pengene tilbage hurtigt:
– Det er det, der hedder chasing. Fra forskning ved vi, at det, der virkelig kendetegner ludomani, er tanken om at spille det tabte hjem. Hvis du vinder, har du endnu flere penge at satse, og på et tidspunkt taber man, for det gør man, og så tænker du: Hold kæft, jeg skal vinde det tabte hjem, og så kører den inerti.
Sys Christina Vestergaard / scv@adm.au.dk