Den nuværende opdeling i fakulteter ikke er en, der giver sig selv. Den er snarere udtryk for en politisk ideologi eller filosofisk konstruktion. Og den giver problemer, siger lektor i filosofi Steen Brock.
– Jeg mener, opdelingen i de forskellige fakulteter er skæv og giver en del problemer. Vi oplever det f.eks. i arbejdet med udviklingskontrakten, hvor vi på Det Humanistiske Fakultet skal formulere nogle fokusområder. De går tit på kryds og tværs af fakultetsgrænserne, og her hjælper det bestemt ikke processen, at bestemte fakulteter er ansvarlige for bestemte områder, siger Steen Brock og nævner fokusområdet ”Globalisering”, der formelt hører hjemme på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, men som Humaniora og ikke mindst filosofferne gerne vil byde ind på.
Et andet problem opstår i forbindelse med ph.d.-uddelinger.
– Her er der nogle ressourcer og spilleregler, der gælder på Humaniora, men mange af de projekter, vi sidder og vurderer, har et indhold og nogle dimensioner, så de lige så godt kunne ligge i et andet regi, altså på et andet fakultet, siger Steen Brock.
I bogen Videnskabens ansigter , der udkom i slutningen af sidste år (omtalt i CAMPUS nr.7), foreslår Steen Brock at afskaffe den nuværende fakultetsopdeling til fordel for en ny tredeling af videnskaberne: 1) De eksperimentelle naturvidenskaber, 2) Kulturantropologi og 3) De ikke-eksperimentelle kulturstudier .
– Hvis vi fastholder, at der er noget, der hedder naturvidenskab, så er min pointe, at naturvidenskaben også rækker langt ind i det, der i dag kaldes humanistisk eller samfundsvidenskabelig forskning. For en del af den forskning, der bedrives her, er også eksperimenterende og empirisk. Al erfaring rummer natur erfaring. Det giver ikke mening at drage et skarpt skel mellem det, der foregår på naturvidenskab og på psykologi for eksempel. Begge steder bygges der på en empirisk informeret opfattelse af mennesket som et handlende væsen. I den forstand rummer alle videnskaber en side, der hører hjemme under rubrikken ”eksperimentelle naturvidenskaber”, forklarer Steen Brock og giver et eksempel:
– En trafikforsker må forudsætte, at mennesker er levende, handlende og planlæggende væsener. Hans opgave er ikke bare at observere og konstatere. Han må forsøge at præge, hvad der sker, hvis vi laver en cykelsti her og en ny motorvej der. På den måde er det eksperimentelle studium af trafikken studiet af, hvordan man kan ændre og præge trafikmønstrene. Det er altså en eksperimentel naturvidenskab.
Kulturantropologien er i Steen Brocks tredeling den del af videnskaben, der beskæftiger sig med at give en helhedsforståelse af mennesket som et fysisk, biologisk, socialt og personligt væsen. Det er de fag, hvor mennesket besinder sig på de grundforhold, som de eksperimentelle naturvidenskaber afdækker.
– Man kan sige, at kulturantropologien tegner portrætter af vores samfund og menneskene i det. Den tager udgangspunkt i de biologiske og fysiske fakta fra de eksperimentelle naturvidenskaber og beskriver mennesker og samfund, som de er, og som vi genkender dem. Det kan for eksempel være medievidenskaben, der fortæller, at nu ser vi den slags tv-programmer, hvor vi tidligere så nogle andre. Eller antropologien, der fortæller os, at før gik vi op i køkkener, men nu er det biler. Altså nogle empirisk baserede selvportrætter, siger Steen Brock.
Opgaven for den sidste kategori, de ikke-eksperimentelle kulturstudier, er at beskæftige sig med, hvordan vi kan orientere os på nye måder, og hvordan vi kan vælge at se tingene på andre måder.
– Det er sådan set en fordring, jeg har til det, vi i dag kalder humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning, at den også er fremtidsrettet og giver anvisninger på, hvordan forhold om mennesker og samfund kan belyses på en ny måde, og hvordan vi kan indrette os på en anden måde. I dag er der et naturligt samarbejde på tværs af fakulteter inden for den første kasse – de eksperimentelle naturvidenskaber – men man kunne gøre meget mere for at styrke samarbejdet mellem dem og de ikke-eksperimentelle kulturstudier. Det er her, kulturantropologien kommer ind som fødselshjælper. For det er den, der giver en helhedsforståelse af, hvad der vil sige at være menneske. Den beskriver de sider af vores tilværelse og historie, der er berørt af udviklingen i de eksperimentelle naturvidenskaber, forklarer Steen Brock, der netop er blevet indbudt til at deltage i et stort tysk kulturantropologisk forskningsprojekt, der skal undersøge de nye opfattelser af mennesket i lyset af vidensamfundet. Projektet, der ledes af forskere fra Humboldt-universitetet, har fået små 600.000 euro til formålet over en treårig periode.
Steen Brock mener, at en sådan tredeling af videnskaberne langt klarere end i dag vil kunne vise arbejdsdelingen i videnskabsprocessen.
– Inden for et enkelt område som medicin vil der være nogle, der laver eksperimentel naturvidenskab, andre laver kulturantropologi, mens en tredje gruppe forholder sig til, hvad sundhed, velvære og trivsel er på det overordnede plan. På psykologi vil der være folk, der arbejder med eksperimenterende undersøgelser af folks handlemåder, andre søger en bred forståelse af mennesket som ”gruppe” eller ”arbejdsvæsen”, mens den sidste gruppe f.eks. kunne være dem, der søger en normativ teori om, hvordan børn bør udvikle deres evner og interesser..
– Hvad er styrken ved et universitet opdelt efter din model?
– Jeg tror, der vil komme mere samarbejde på tværs af fagene, fordi der ikke vil være den opfattelse, at vi tilhører forskellige verdener. Nogle har det godt med at gå og beskrive fakta, mens andre hellere vil fundere over, hvordan vi gør det anderledes og bedre i fremtiden. Desuden kan man jo lidt provokerende sige, at hvis Humaniora har svært ved at lancere sig selv og bliver set som den lidt tunge dreng i klassen, så kan det kun være i vores interesse, at der bliver brudt op på fakultetsstrukturen.
Hans Plauborg / hhp@adm.au.dk
