Aarhus Universitets segl

Turkish Delights

Selma, Semiha og Sevgi har inviteret CAMPUS til en traditionel tyrkisk middag og en snak om livet i Danmark. Hvorfor er danskerne så ens, spørger de undrende.

Lystrup ligger langt væk. Faktisk så langt væk, at det var nødvendigt med et kig på rejseplanen.dk, som straks henviste mig til Køge. Selv om nogle kollegier i Århus ligger ret langt fra 8000 Århus C, var det tvivlsomt, om det var den korrekte rejserute. Da jeg ankommer, er middagen på bordet, og menuen er klassisk tyrkisk kogekunst.

Mercimek Çorbasi

Første ret er i bund og grund gode gammeldags gule ærter. Snakken falder på dette kuriosum med det samme. Født nordjyde og forfalden til old-school kogekunst nyder jeg hvert minut. Pigerne beklager, at de ikke har kunnet skaffe de rigtige ingredienser til at lave alt det, de havde lyst til, at jeg skulle smage, men da bordet allerede indeholder 3-4 retter, og der stadig lyder brasen og boblen fra køkkenet, genkender jeg den falske beskedenhed.

De tre udvekslingsstuderende er blevet berømtheder på universitetet siden CAMPUS nr. 3 præsenterede dem for første gang. De er blevet genkendt, og en af deres undervisere har præsenteret “deres” artikel i undervisningen. Der går endda rygter om, at et eller flere numre af CAMPUS har fundet vej til deres hjemuniversitet i Tyrkiet, Sabanci. 

Jeg skal selvfølgelig lige have en update på hvad de har lavet siden sidst.

De har studeret, rejst og slappet af. Livet er meget simpelt som udvekslingsstuderende. Man har ikke venner eller familie i nærheden. Der er ingenting, der kan forstyrre ens studier.

– Vi trænger til et knapt så stresset semester, da vi det sidste halve år i Tyrkiet havde en del at lave. Men det er det, der sker, når man skal tage en intensiv masteruddannelse på 120 ECTS-point på et enkelt år. Så dette semester nøjes vi med 50 ECTS, siger Selma.

Jeg kløjs i mine gule ærter.

Mücver og Semizotu

Friturestegte pandekager med squash og en salat af babyspinat med yoghurt. Ret lækkert, især pandekagerne. Et kig op fra tallerkenen og ud ad vinduet siger meget om kollegiets placering. Marker til den ene side og Lystrup-by-night til den anden. Hvordan er det at bo så langt uden for lands lov og ret, når man kommer fra metropolen Istanbul?

– Vi kan godt lide kollegiet. Det er hyggeligt, selv om placeringen ikke er den bedste. Men der er altid folk at snakke med, og man kommer ind på livet af dem i modsætning til mange andre steder, siger Semiha.

De taler alle tre om International Student Centre (ISC) og den store mangel på danske studerende dernede. Når man endelig møder en dansker, får man spørgsmålene “Hvor er du fra?” og “Hvad studerer du?” og sjældent mere. Vi er kommet til Danmark for at møde danskerne, ikke for at være isolerede i Lystrup og sammenført med en masse andre udenlandske studerende på ISC.

Planerne om at lave internationale kollegier i Århus er de selvsagt ikke vilde med.

– Hvis man bliver placeret i et miljø, hvor man egentlig ikke behøver at integrere sig med danskerne, så er det en sovepude, og vi ville aldrig få lært noget om Danmark. Derfor er det godt, vi har en meget aktiv mentor, siger Sevgi.

De ler og fortæller om fester og middage, mentoren har inviteret til, og om hvordan den bedste oplevelse af danskerne indtil nu var deres besøg i opholdsstuen ved Filosofi og Idéhistorie på valgaftenen.

– Når man fortæller, at man er international studerende, tager folk en maske på og er ikke sig selv længere. Det er underligt, men det tager noget tid at komme ind under huden på dem, siger Sevgi.

Bulgur pilavi og Tavuklu Bezelye

Bulgur og en sammenkogt ret af kylling og grønsager. Samtalen falder igen på forskellen på Istanbul og Århus, og endnu engang må man indse, at sammenligningen er umulig. Tag bare nattelivet.

– En aften for os i Istanbul er først noget at spise, derefter på en pub, så et sted med live-musik og til sidst måske en klub til ca. fire om natten. Der er noget for enhver smag, så det er aldrig svært at finde lige netop det, der er spændende den aften. I Århus er det desværre ikke nær så let, men vi morede os da på Sherlock Holmes, da vi var der, siger Selma.

Jeg må indrømme, at ligesom de sidst fortalte, at Bazar Vest ikke er det bedste sted at opleve ægte tyrkisk kultur, så er Sherlock Holmes heller ikke det, jeg vil karakterisere som ægte dansk morskab.

– Vi var bare glade for den gode stemning og musikken. Folk var meget åbne og glade, men måske var det bare fadøllets skyld? spøger Selma.

Kaffe

– Danskerne er ens.

Udtalelsen undrer mig. Vi sidder over kaffen, og forklaringen kommer hurtigt efter.

– I Istanbul ser man alle mulige forskellige folk på gaden, punkere, hippier, men i Århus virker folk, som om de går i uniform. Hvor er forskelligheden, hvor er de mærkelige eksistenser? Der er brug for diversitet, ellers bliver det for kedeligt. Det virker lidt, som om danskerne gerne vil falde i et med hinanden, siger Selma.

Når jeg tænker over det, må jeg give dem ret. Det er lang tid siden, jeg har lagt mærke til folk, der for alvor skiller sig ud i bybilledet. Er vi alle sammen, og især vi universitetsstuderende, blevet en flok neo-yuppier? Tænk over det: Hvor lang tid siden er det, du har set en punker i Århus – for ikke at sige på Aarhus Universitet? Dem må vi ud og lede efter, så tyrkerne ikke tror, vi er alt for kedelige og ens.

Kasper Thaarup

Sevgi Dönmez, Selma Mirhan Köroglu og Semiha Feyzioglu er bachelorer i Statskundskab og Internationale Studier fra Sabanci universitetet i Istanbul. I dette semester er de udvekslingsstuderende ved Europastudier på Aarhus Universitet.