Det kræver hår på brystet at gå i gang med en forskerkarriere. Måske netop derfor er de fleste, der gør det, mænd. En rapport om køn og forskning på Aarhus Universitet tegner et billede af en kultur og et miljø, hvor kvinder har det sværere end mænd. Hvis man skal ændre på den skæve kønsfordeling, skal initiativet komme fra ledelsen, siger rapportens forfatter.

 

Er forskeren en cowboy, der skal være klar til at plaffe modstandere ned undervejs i karrieren?

Under 25 procent af lektorerne på Aarhus Universitet er kvinder, og tallet er ikke steget ret meget i takt med, at der er kommet langt flere kvindelige ph.d.-studerende. Hvorfor denne skævhed, og hvad kan man gøre for at rette op på den?

Det var baggrunden for, at universitetets rektorat og Ligestillingsudvalg i december 2004 besluttede at lade et konsulentfirma kigge nærmere på årsagerne til, hvorfor kvinderne tilsyneladende fravælger en forskerkarriere.

Nu ligger den her så, rapporten Last man standing – køn og forskning på Aarhus Universitet, der på baggrund af både en kvantitativ og en kvalitativ undersøgelse blandt de mandlige og kvindelige ph.d.-studerende tegner et billede af en universitetskultur, der i vid udstrækning fungerer på mænds præmisser.

– Det har været meget spændende at lave undersøgelsen, og jeg mener bestemt, man kan gøre noget for at ændre kønsfordelingen. Men det helt afgørende er, at der kommer et pres fra den øverste ledelse, for ligestilling er ikke et hot emne på universitetet. Der er ikke noget pres fra kvinderne selv, og der er heller ikke noget politisk eller rekrutteringspres. Så ledelsen skal prioritere det højt, hvis der skal ske ændringer, siger konsulent Dorthe Cohr Lützen, der har udarbejdet den omfattende undersøgelse.

Mangel på fællesskab

Rapporten tegner et billede af kvindelige og mandlige ph.d.-studerende, som trives med deres uddannelse. De nævner fordybelse, frihed og fleksibilitet som de vigtigste grunde til, at de har valgt forskningen. Men de nævner også usikkerhed i ansættelsen, udlandsophold, dårligt arbejdsmiljø, præstationspres og dårlig løn som store ulemper ved at gå ind i en forskerkarriere.

Kvinderne fremhæver oftere end mændene det dårlige arbejdsmiljø. Især på Samfundsvidenskab, Humaniora og Teologi klager kvinderne over ensomheden og manglen på fagligt og socialt fællesskab. På Naturvidenskab og  Sundhedsvidenskab, hvor der i højere grad er et forskningsfællesskab, trives kvinderne bedre.

– Mændene er klart bedre til den ensomme forskningsproces. Kvinderne vil arbejde sammen med andre, siger Dorthe Cohr Lützen.

Det er oftest kvinderne, der sørger for at skabe et hyggeligt arbejdsmiljø, hvor der er tid til kaffepauser og frokoster, og det er især kvinderne, der blander sig i instituttets organisering og ønsker at tage del i det administrative arbejde. Men ikke sjældent holdes de væk af vejledere, der siger: “Nu skal du koncentrere dig om din forskning.”

Barsk tone

Det faglige miljø beskrives af mange som hårdt – til tider ligefrem råt. Det handler om at være hurtigst og bedst med de seneste forskningsresultater, og det er vigtigt at markedsføre sig selv internt og eksternt. Det er mændene bedst til.

På forskermøderne er tonen ofte barsk. Der er mere kritik end inspiration, og det er især kvinderne, der finder tonen ubehagelig. Enkelte beskriver det ligefrem som et mareridt, man skal igennem: “Jeg trækker mine indlæg så længe som muligt, jeg har ikke lyst til at holde indlæg,” siger en af de medvirkende i undersøgelsen.

– Jeg er meget overrasket over, at så mange taler om et råt miljø. Sådan behøver det jo ikke være. Der er undersøgelser, der viser, at fællesskab i forskning giver bedre forskning. På nogle fakulteter mangler der et inspirerende fagligt miljø. De ph.d.-studerende har ofte ikke andre end deres vejledere at diskutere med. I udlandet har mange til gengæld oplevet et spændende og udviklende fællesskab om forskningen, så selvfølgelig kan det ændres, siger Dorthe Cohr Lützen.

Hans Plauborg / hhp@adm.au.dk