- Jeg synes ikke, jeg befinder mig i en western, hvor det gælder om at have revolveren fremme og skyde sig igennem.
Anne Leth Sørensen kan ikke genkende western-metaforikken, der bruges i rapporten Last man standing – køn og forskning på Aarhus Universitet. I hvert ikke fra sin egen arbejdsplads på Afdeling for Litteraturhistorie. Men hun forstår godt, hvorfor retorikken er skærpet i rapportens konklusioner.
– Ellers risikerer man jo, at ingen lytter. Jeg håber virkelig, det her kan blive et diskussionsemne, og at ledelsen vil implementere nogle af anbefalingerne. Det skulle jo nødig ende med, at rapporten bare stilles til pynt, siger Anne Leth Sørensen.
Hun ser mange forklaringer på den skæve kønsfordeling på universitetet. Manglen på kvindelige rollemodeller kan have noget på sig på Naturvidenskab, men ikke på Humaniora, mener hun.
– Til gengæld tror jeg, der kan være noget om, at kvinder kan være mere tilbageholdende. Ikke i betydningen generte eller uambitiøse – for Guds skyld ikke uambitiøse – men i betydningen “mindre fremme i skoene”. De fleste kvinder er nok mindre gode til at sælge sig selv end de fleste mænd.
– Jeg kender det fra mig selv, når det handler om at netværke. Jeg synes, det går meget godt med at skabe spontane kontakter, men det bevidste, målrettede netværksarbejde, hvor man frådende kaster sig over en eller anden hotshot efter et foredrag, fordi man har brug for vedkommende, det gør jeg ikke. Jeg synes, det er usympatisk at funktionalisere sine medmennesker på den måde. Men det virker sikkert, og jeg tror, en del mænd er bedre til det, siger Anne Leth Sørensen.
Nogle af de interviewede personer i rapporten taler om “de brølende hanløver” – mandlige forskere, der med en hård og skarp tone sætter sig selv i fokus og de andre til vægs. Dem kender Anne Leth Sørensen ikke fra sit eget miljø.
– Men jeg har da oplevet universitetsfora, hvor jeg ikke følte mig godt tilpas. For eksempel til foredrag og konferencer, hvor man oplever den klassiske situation, at en vil stille et spørgsmål, men begynder med at bruge lang tid på at vise, hvor klog vedkommende selv er – og vedkommende er typisk en han. Til sidst er der ingen, der kan huske eller forstå spørgsmålet. Den slags tror jeg nu også, at mange mænd ikke bryder sig om. Og jeg tror sådan set ikke, at den hårde, kritiske tone skræmmer kvinder mere end mænd, siger Anne Leth Sørensen.
Hun mener, rapporten er et meget vigtigt diskussionsoplæg, men er langtfra enig i alle rapportens anbefalinger.
– Jeg kan på ingen måde tilslutte mig forslag, der går i retning af kønskvoteringer og særbehandling. Forslagene om karrierecoaching og mentor-ordninger lyder meget fornuftige, men hvorfor skal det kun være for kvinder? Det ville da være tilbud, både mænd og kvinder kunne nyde gavn af.
– Jeg forstår heller ikke det med, at kvinder trives bedre under en mere administrativ og gennemsigtig ledelsesstruktur. Gør vi det?, tænkte jeg, da jeg læste det. Der kan siges både godt og skidt om den type ledelse med ansatte ledere, énstrengethed i kommandovejene osv., men at det skulle afskaffe korridorpolitikken er noget ævl. Den vil altid være der i en organisation, hvor der er magt, penge og prestige på højkant, og nogle mænd og kvinder er bedre til at spille spillet i korridorerne end andre.
Hans Plauborg / hhp@adm.au.dk