 | - Det er et problem at skulle bede ægtefællen sige sit job op for at rejse med på et forskningsophold i udlandet, siger ph.d.-studerende Lea Thøgersen. |
Hvorfor er køn overhovedet et emne, det er nødvendigt at diskutere? Lea Thøgersen, formand for ph.d.-foreningen på Naturvidenskab, kan ikke lade være med at ærgre sig over det.
– Jeg tænker ikke først og fremmest på mig selv som kvinde, og jeg tænker heller ikke over, om mine kolleger er mænd eller kvinder, siger hun, men fortsætter så:
– Havde du spurgt mig for to år siden, ville jeg have sagt, at kønnet var helt uden betydning på universitetet. Men jeg må erkende, at det alligevel har betydet noget for mig, at vi nu har fået en kvinde ansat på instituttet. Det er nu engang lettere for en kvinde at spejle sig i en anden kvinde. Hvis der var kvindelige forskere inden for alle felter her på fakultetet, tror jeg, mange flere yngre kvinder kunne se sig selv i en stilling her om ti år, siger Lea Thøgersen, der er ph.d.-studerende på Kemi.
Hun har selv medvirket i interviewundersøgelsen bag rapporten Last man standing – køn og forskning på Aarhus Universitet, og hun mener, der bliver trukket vigtige ting frem i rapporten.
– Jeg synes, der er gode anbefalinger, og jeg glæder mig til at se, hvad der konkret bliver indført. Jeg vil hade enhver form for positiv særbehandling af kvinder, men på den anden side ser det ud til, at der må gøres noget for at bryde den mandsdominerede tradition på stedet, siger hun.
At der er en kønsbarriere på Naturvidenskab, viser et hurtigt blik på medarbejderstaben. Det Naturvidenskabelige Fakultet er det fakultet, der har forholdsmæssigt færrest kvinder ansat i faste stillinger. Men faktisk viser rapporten, at der er en anden væsentlig barriere for en forskerkarriere – og den er ikke kønsspecifik. Alle ph.d.-studerende med børn, og det er de fleste, oplever ophold på et udenlandsk universitet som en næsten uoverskuelig barriere. Problemet er først og fremmest at tage ægtefællen ud af det danske arbejdsmarked og få børnene i institution.
– Det er et stort problem, og jeg ved, vi er lidt til grin, når vi siger det. Mange vil jo helst ikke engang til København, hvis de kan undgå det. Der er ikke tvivl om, at det på alle måder giver god mening, at vi skal til udlandet for at få et netværk.
– Er det et aldersproblem? Jeg mener, ph.d.-studerende i Danmark er ofte ældre end i andre lande, de har familie og er dermed mindre mobile.
– Det er muligt, men på Naturvidenskab har jeg svært ved at se, hvordan man vil få os meget yngre. Jeg har ikke selv børn endnu, og måske er det i virkeligheden heller ikke børnene, der er det største problem. I hvert fald ikke, hvis de er i før-skolealderen. Men det er et stort problem, at man skal bede sin kæreste eller ægtefælle om at sige sit gode job op for at rejse med.
– Hvis vi så i det mindste vidste, at der var gode muligheder for at få en fast stilling efter to eller fire år, men sådan er det ikke. Mange ser en stor risiko for, at de må blive hængende i udlandet i flere år på selvsøgte stipendier, inden de kan være “heldige” at komme til Danmark til en ny usikker jobsituation og et arbejde på flere selvsøgte stipendier.
– Det er altså den usikre karrierevej, der er problemet?
– Måske, men den er det også svært at gøre noget ved. For det er klart, at det er de bedste, der skal ansættes. Man kan jo ikke ansætte folk bare for at gøre dem glade. Jeg kan se, at der i rapporten efterlyses flere løsningsforslag fra forskningsmiljøerne selv, men det er altså meget svært.
Hans Plauborg / hhp@adm.au.dk
