Tilsyneladende ud fra tesen, at “stort er godt”, har regeringen længe rumlet med planer om fusioner inden for den danske uddannelses- og forskningsverden. Bestyrelserne for landets universiteter og sektorforskningsinstitutioner er således blevet inviteret til at komme med deres bud på, hvorledes de ser deres egen institution i et landskab, hvor der er væsentligt færre universiteter, og hvor sektorforskningsinstitutionerne med deres myndighedsopgaver helt eller delvist er fusioneret ind i universiteterne.
Dette er der kommet et meget interessant kludetæppe ud af, hvor der dog kun i de færreste tilfælde er sammenfald mellem bejlernes og de ombejledes ønsker. Aarhus Universitets bestyrelse har også meldt ind med en række visioner, som afspejler både de faglige og regionale muligheder og udfordringer, som et ændret universitetsbillede vil udgøre. Uden her at tage stilling til den overordnede tese, at større enheder performer bedre end mindre enheder med hensyn til universiteternes kerneydelser til samfundet, kunne det være interessant at få belyst, om der findes eksempler på, at andre måder at gøre tingene på kunne føre til den ønskede synergi.
Som et muligt eksempel vil jeg her pege på det forpligtende samarbejde, som i snart mange år har eksisteret mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Århus Amt om den konstruktion, der hedder Århus Universitetshospital. Der er reelt tale om et konsortium, som nu på 17. år har vist sin levedygtighed og endda smertefrit har kunnet indlemme Nordjyllands Amt i konsortiet, og som via samarbejdet i Vestdansk Sundhedsvidenskabeligt Forskningsforum og tilknytningsaftaler med andre sygehusenheder anerkender sin forpligtelse til at være lokomotiv for den sundhedsvidenskabelige udvikling i hele landsdelen.
Århus Universitetshospital, som i dag består af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og de seks somatiske og psykiatriske sygehuse i Århus og Aalborg, blev som koncept etableret i 1990 og bygger på et omfattende aftalekompleks, som regulerer alle forhold i samarbejdet. Selv om enhederne, hvad angår ministerielt ressort, lovgrundlag samt politisk og administrativ styring, kommer fra hver deres verden, er det lykkedes at skabe en organisation med en fælles ledelse, som – med skyldig respekt for de rammebetingelser, som sættes af forskellene i opgaver og politisk bagland – har præsteret resultater inden for sundhedsvidenskabelig forskning, uddannelse og klinisk virksomhed, som har vakt international opmærksomhed. Samtidig er der skabt et brand, som har været en stærkt medvirkende årsag til, at Aarhus Universitet i internationale evalueringer er fornemt placeret inden for sundhedsvidenskab.
Universitetshospitalets robusthed bygger på en række faktorer, hvor jeg specielt vil fremhæve betydningen af en gensidig erkendelse af fælles mål, som kun kan opnås under udnyttelse af parternes samlede ressourcer, en entydig definition af opgave- og ansvarsfordelingen inden for kerneområderne uddannelse, forskning, forskeruddannelse, lægelig videreuddannelse og klinisk virksomhed, en tydelig ledelsesorganisation med klare kommandoveje og referencelinjer og sidst, men ikke mindst, en tillidsfuld gensidig respekt.
