Inden for de seneste dage er jeg blevet præsenteret for ikke mindre end tre forsøg fra udenlandske topinstitutioner på at “købe” tre af fakultetets bedste forskere. Midlerne er dels en høj personlig løn, men – hvad der er nok så vigtigt – også en stor pose penge til forskningsudstyr og personale, som giver de pågældende optimale muligheder for at videreudvikle deres forskning.
Nu er der ikke noget nyt i, at danskere får tilbudt (og modtager) topstillinger i udlandet, og i mange tilfælde hverken kan eller skal man forsøge at forhindre det. I brancher som f.eks. professionel sport, hvor indtægterne er totalt afhængige af markedets størrelse i form af tilskuer-, sponsor- og tv-indtægter, er grundlaget i Danmark simpelthen for spinkelt til for alvor kunne konkurrere. Sådan forholder det sig ikke nødvendigvis med forskning.
En af de populæreste ranglister over verdens forskningsinstitutioner, Times Higher Education Supplement’s ranglister for 2004 og 2005, viser, at såvel Københavns Universitet som Aarhus Universitet ligger i Top 50 inden for naturvidenskab. Hvis man yderligere ser på, hvilke lande der har mere end et enkelt universitet i Top 50, fremkommer følgende liste: USA, Canada, Australien, Kina, Japan, England, Frankrig, Tyskland og Danmark.
Det er med andre ord (næsten) G8-landene, Danmark er i selskab med. Når hertil lægges, at denne rangliste er baseret på en absolut vurdering – og ikke er udtryk for værdien af en eller anden indikator divideret med befolkningstal eller nationalprodukt – så kan man roligt konkludere, at dansk naturvidenskab faktisk befinder sig i forskningens Champions League.
Hvis Danmark skal få succes med den aktuelt udmeldte strategi for styrkelse af forskning og innovation, er det aldeles nødvendigt, at vi – ud over at opbygge nye kompetencer – også fastholder vore nuværende videnskabelige styrkepositioner. Og der er ingen der skal tro, at det bliver let. De ovennævnte forsøg på headhunting er eksempler på konkrete her-og-nu-tilbud fra stærke institutioner, der disponerer over betydelige midler, og hvis handlefrihed ikke er begrænset af forordninger, der hører fortiden til – som f.eks. en tung og besværlig ansættelsesbekendtgørelse.
Der er andet i denne verden end penge, og Danmark og danske universiteter har meget godt at byde på. Men hvis vi skal klare os “på den lange bane” – som er den bane, de andre også spiller på – har vi brug for nogle flere penge, og nogle af dem skal komme ind ad fordøren. Derfor er det godt, at statsministerens ambitiøse globaliseringsprojekt nu står foran sin umiddelbare realisering, for det projekt handler jo bl.a. om at ruste os til at tackle udfordringer af den type, der her er beskrevet, ikke?
