På Det Humanistiske Fakultet burde vi være glade i disse dage, for der er noget, der virker – nemlig vores nye studieordninger. Det viser de studerende fra årgang 2005 med al tydelighed. De er nemlig målt i ECTS-point 13-15 procent mere studieaktive end årgangen før. Nu ville jeg så gerne kunne sige til alle de engagerede medarbejdere og studerende, som de sidste to år har arbejdet hårdt på at lave nye gode studieordninger med fokus på kompetencer og varierede studie- og eksamensformer, at vi kan slappe bare en lille smule af, følge de studerendes vej gennem systemet og foretage de justeringer, der skal til, for at uddannelserne til stadighed er up to date. Samtidig kunne vi ofre noget opmærksomhed på at få vores nye studienævnsstruktur til at fungere efter hensigten. Det skal der være tid til, men det bliver desværre ikke så meget, som jeg gerne så, for i de kommende år må vi indstille os på at bruge en væsentlig del af tiden på akkreditering.
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har netop sendt en lov i høring, der skaber et nyt organ, et akkrediteringsinstitut, som for fremtiden skal akkreditere alle vores uddannelser. Akkreditering har til formål at sikre og dokumentere kvalitet og relevans af videregående uddannelser. Samtidig skal det nye institut også godkende ansøgninger om nye uddannelser.
Nu kan ingen vel være uenige i formålet med den nye institution, for hvem synes ikke, at uddannelserne bør være relevante og indeholde kvalitet. Men hvor det kan være relativt enkelt at blive enige om, hvad god kvalitet er, så forholder det sig anderledes med begrebet “relevans”. Hvad er relevant?, kunne man spørge, og for hvem og i hvilken kontekst er noget relevant?
At besvare disse spørgsmål er ikke enkelt, derfor hedder det også i bemærkningerne til lovforslaget: “I international sammenhæng er det ikke gængs at opstille kriterier for relevans. Der er derfor behov for nytænkning i forbindelse med fastsættelse af kriterier herfor.” Nytænkning er jo altid godt, men hvis Akkrediteringsinstituttet skulle finde på at tænke for meget nyt og godkende en uddannelse, ministeren ikke lige kan se relevansen af, så er der også råd for det, for som det hedder i lovforslaget, kan Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling træffe afgørelse om, at en uddannelse ikke kan godkendes, såfremt oprettelsen af uddannelsen vil føre til en samfundsøkonomisk uhensigtsmæssig anvendelse af offentlige midler.
Lovforslaget er nu i høring, og noget af det, vi fra humaniora vil bemærke, er den slående diskrepans mellem ministerens ord om øgede frihedsgrader til universiteterne og ministerens fortsatte beføjelser til at styre universiteterne i både stort og småt. Det hjælper sikkert ikke noget, men om ikke andet bekræftes desværre det gamle mundheld om, at tillid er godt, kontrol er bedre.
