På et universitet skal der være højt til loftet – så højt, at det i de fleste tilfælde er vanskeligt at få øje på det. Der skal være plads til diskussion og debat om det, der rører sig, for hvis debatten ikke kan begynde på et universitet, og hvis debatten ikke kan kvalificeres og udvikles af et universitet, så mister vi hurtigt en af vore grundlæggende eksistensberettigelser. Når der skal være et loft, så skyldes det, at også for ytringer må der være nogle regler og rammer. Vi har regler i landet for f.eks. ærekrænkelser og injurier, som jo griber ind i ytringsfriheden.
Men ytringsfriheden kan også bruges på en så uhensigtsmæssig måde, at det kan få konsekvenser, uden at disse konsekvenser på forhånd er nedfældet i regler og love. Og her er vi sikkert ved kernen af diskussionen om ytringsfriheden: Hvordan udnytter vi bedst de vide frihedsrammer, vi har, loyalt og under ansvar?
Det er godt, at emnet tages op. Jeg er også glad for, at den lille undersøgelse, som CAMPUS har foretaget, viser, at vi har loyale medarbejdere, der tænker sig om, og som også gerne vil være med til at påpege eventuelle konsekvenser, hvis ytringsfriheden indskrænkes.
Jeg tror, at den loyalitet, der udtrykkes, hænger sammen med, at Aarhus Universitet er en rigtig god arbejdsplads, som vi alle ønsker at gøre endnu bedre. Ledelsen har et stort ansvar for at være med til at skabe en arbejdsplads, hvor enhver kan udfolde sit talent – uanset hvilken rolle man spiller.
Men det betyder også, at vi har pligt til at ytre os, også gerne konstruktivt kritisk eller kontroversielt; men selvfølgelig under ansvar over for os selv, vores universitet og dets opgaver.
Når jeg skriver, at medarbejderne tænker sig om, så er det, fordi jeg hæfter mig ved det gode princip, at man først fører sin diskussion lokalt, før man går globalt (f.eks. i massemedierne). Jeg betragter det som at tænke sig om, og det er vi heldigvis gode til på universitetet. Derfor kommer det heller ikke bag på mig, at universitetsansatte sagtens kan skelne mellem retten til at ytre sig og pligten til at ytre sig – og at retten ikke altid skal bruges, men i stedet forvaltes under ansvar.
Det er jo interessant, at vi diskuterer ytringsfriheden, angiveligt fordi den bliver brugt for lidt, og ikke fordi den bliver brugt for meget eller forkert. Her tror jeg – som undersøgelsen også viser – at det er afgørende, at ledelsen på alle niveauer viser, at der plads til åben dialog og ytringsfrihed. Men hvordan gør man det? Jeg er overbevist om, at en af måderne, hvorpå man kan skabe og udvikle et åbent, dialogbaseret miljø, er at inddrage medarbejderne i, hvordan deres arbejdsplads skal se ud.
Et konkret eksempel på det håber jeg kan blive det arbejde med en ny strategi for Aarhus Universitet, som om kort tid sættes i gang. Det er ledelsens udtrykte ønske, at alle medarbejdere inddrages i dette strategiarbejde, og at det også bruges til at bringe de faglige medarbejdere på tværs af de fusionerede institutioner sammen. Når alt dette er sagt, kan jeg godt tilstå, at jeg selv opfatter ytringsfriheden som afgørende for vidensamfundet.
