I disse fusionstider hører man ofte den påstand, at den væsentligste forskel mellem universiteter og sektorforskningsinstitutioner er, at der på universiteter er “forskningsfrihed”.
I udsagnet ligger det implicit, at det er der ikke på sektorforskningsinstitutionerne! Men hvad forstår vi egentlig ved forskningsfrihed? Er det friheden til selv at vælge et forskningsemne – den eksisterer nemlig hverken på universiteter eller på sektorforskningsinstitutionerne.
På sektorforskningsinstitutioner ved forskerne, at de projekter, de formulerer, emnemæssigt skal ligge inden for det fagområde, de er ansat til at dække. Når man på et universitet søger om eksterne midler til et forskningsprojekt (og det gør de fleste, i hvert fald på det fakultet, hvor jeg er ansat), skal ansøgningen godkendes af institutlederen, og han/hun skriver næppe under på en ansøgning, der ikke ligger inden for instituttets fagområde. Med andre ord er forskere underlagt emnemæssige begrænsninger, uanset om de er ansat på et universitet eller en sektorforskningsinstitution.
Forskernes ret/pligt til at offentliggøre forskningsresultater er stort den samme, uanset om de er ansat på et universitet eller en sektorforskningsinstitution, og begge steder kan man blive bedt om at udsætte offentliggørelsen, indtil en patentansøgning er afklaret, eller en politisk følsom forhandling er overstået. Og begge steder vil der til enhver tid være en aftale omkring længden af den tid, hvori resultaterne klausuleres.
På en sektorforskningsinstitution kan man blive pålagt udredningsopgaver af ressortministeriet. I nogle tilfælde kræver det indsamling af ny viden (forskning), men ved sådanne opgaver er det den enkelte forsker, der vælger metode og planlægger forskningen. I den forbindelse må man ikke glemme, at man på et universitet også kan blive pålagt arbejde i form af undervisning.
Den forskningsfrihed, som betyder noget, er frihed fra politisk styring. Set i lyset af den seneste tids diskussion af emnet kan jeg godt frygte, at mange universitetsansatte ikke føler sig overbevist om, at forskning på sektorforskningsinstitutioner er fri for politisk styring.
Hvis en sådan mistanke er til stede, må jeg på det skarpeste tage afstand fra den. Jeg har arbejdet som sektorforsker i Danmark i 15 år og har aldrig oplevet, at jeg eller en af mine kolleger er blevet bedt om at lade vores resultater eller konklusioner styre af politisk korrekthed. Vores kommende fusionspartnere i DMU og DJF har i dag et flot internationalt renommé. Det ville de ikke have opnået, hvis der på nogen måde var tale om politisk styring af deres forskningsresultater!
Jeg vil gerne understrege, at alle uanset ansættelsesforhold fortsat skal sikre og værne om, at forskningen i Danmark bliver fri for politisk styring. Den største trussel mod forskningsfriheden på universiteterne kommer dog ikke i mine øjne som en følge af de kommende fusioner med sektorforskningsinstitutioner. Den kommer fra de politikere, der på det seneste har ytret ønske om at sidde med ved bordet, når forskningsmidlerne uddeles. Sker det, mister vi for alvor vores forskningsfrihed i Danmark.
