Som bekendt er det universiteternes opgave at drive forskning og undervisning på det højeste internationale niveau. Betragter man Aarhus Universitets institutter, opnås dette mål mange steder, men det er lige så klart, at der også er stor variation inden for selv de mest fremtrædende institutter.
Man kan udtrykke det på den måde, at meget få institutter, om nogen, kunne miste deres fem bedste forskere, der jo som regel også er de bedste undervisere og vejledere, uden at dette ville have katastrofale følger for det faglige niveau. Oven i købet ved vi jo af erfaring, at det tager år og dag at opbygge et institut med et fremragende forskningsmiljø, så tab af nogle få nøglemedarbejdere kan være helt ødelæggende i meget lang tid.
Selvom universitetet i stigende grad ansætter på et stort internationalt arbejdsmarked, er fremragende medarbejdere, der kan være frontfigurer i de enkelte institutter, ikke nogle, man finder uden meget arbejde, stor usikkerhed m.v., og nu er de også i stigende grad begyndt at kræve højere løn og rimelige forhold. På mange områder har vi dog ingen chancer for at konkurrere på lønnen. I stedet må vi kompensere ved at give medarbejderne en udstrakt frihed, herunder ikke mindst frihed til at beskæftige sig med det, de finder væsentligt. Det har jo også tit vist sig, at det er på den måde, de store nye epokegørende resultater er blevet skabt.
Samtidig har disse, for universitetets niveau meget væsentlige medarbejdere, også som regel let ved at finde andre interessante arbejdssteder, de er meget efterspurgte, og mange får faktisk også løbende tilbud om stillinger. Med andre ord er vi efterhånden lysår væk fra tidligere tiders rolige og meget stationære arbejdsmarked, hvor de videnskabelige medarbejdere ved de danske universiteter blev der, hvor de nu en gang var blevet placeret.
Hvilke begrænsninger sætter disse forhold for universitetsledelsens eventuelle ønsker om at planlægge, at lave indsatsområder, at foretage fusioner osv.? Ja, vil man undgå katastrofen, at se sine nøglemedarbejdere fortrække, må man i højere grad, end mange synes at erkende, undlade at vise sin store handlekraft og evner til at lede ved at konstruere indsatsområder og lignende, og i stedet belønne dem, der fra mere ydmyge positioner viser vejen. Universitetsledelse drejer sig i
mindre grad om at sidde i sit fine kontor og få åbenbaringer om forskningsområder, der bør fremmes, eller i at løbe efter politikernes ofte meget kortsigtede satsninger. Derimod består universitetsledelse i at give god plads og vide muligheder for, at de fremragende forskere rundt omkring på institutterne får mulighed for at fremme deres ideer. Skal man endelig vise sin handlekraft ved at foretage strategiske satsninger, bør man gøre disse så rummelige som overhovedet muligt.
Jeg er overbevist om, at den universitetsledelse, der nu snart er på plads, er helt klar over disse delikate sammenhænge.
