AU var “le dauphin”. Det Nye Århus Universitet har fået sin blomsterkrone. Intet tyder dog på, at det er sansen for skønhed, der har motiveret politikerne til universitetsfusioner. Man kan tvivle på, om der overhovedet var et motiv; men fordi politikerne har bestemt, behøver det jo ikke være forkert. DPU så sig gerne som en del af kronen på værket, når makværket portrætteres som lidt af et kunststykke.
Kunstværker skal være opakte og ligesom trække sig ud af tiden, men tidløse er de jo ikke. Som nu O. Stæhr-Nielsens værk, der pryder indgangspartiet på C.F. Møllers bygninger, der rummer en original del af det nye universitet. Bagved buerne under solurets evighed skuer man fra det ubrugte plateau et unyttigt amfiteater.
Men det skal jo heller ikke være sjovt det her. Fra galgebakken er der løbet meget vand ned mod fødselsstiftelsen; men kundskabens træ virker lidt kunstlet, fordi tiden har taget det. Træet er ikke længere emblem for universitetet. Ikke kun fordi det ikke har grene nok, men fordi kundskab ikke længere har den klassiske karakter; det er ikke veddet, det er ikke den stærke rod, der bryder undergrunden, men derimod afstikkernes forbundne netværk, der tegner vor tid – hvad enten vi nu tænker på skvalderkål eller anemoner.
“Unkreut” er standhaftigt og uforudsigeligt – men blomsterne kommer dog igen i denne nyttehave, som imidlertid går i skov, hvis man ikke er omhyggelig. En gartner ville jo beskære for at give plads for nye skud; men universitetet er en egen lille skov af skud og udskud. Arkitektens trøst er der ikke brug for, men vedbenden skal holdes i ave. Og sine steder er den ligefrem en stueplante.
Nu hersker der sjældent den store enighed om, hvad der er krudt, og hvad der er ukrudt, nyttigt eller unyttigt, ærværdigt eller ej. Der er steder, man nødigt betræder, stuer, der forekommer urene, og folk, man ikke ønsker at være sammen med. Sådan er det. Vi bedømmer i almindelighed hinanden, og det gør universiteter også – efter skudsmål. Skudsmålet er desværre noget folk, fusker med, så på et tidspunkt – nærmere mellem 1833 og 1921 – var man nødt til at indføre en skudsmålsbog til afløsning af det gældende løsbladssystem, som var for let at manipulere med.
Når man giver et universitet et skudsmål, hedder det jo akkreditering. Tallene er ikke nok, nej der er også evalueringer, ligesom man har karakterer og anbefalinger. Sidstnævnte har det samme problem som løsbladssystemet, nemlig at man jo kan nøjes med at fremvise de favorable sider, så derfor må vi have nogle bureauer, vi stoler på. Det hedder så Clearinghouses, når det går højt, og de skal helst certificeres af andre, OECD for eksempel. Det er altså ikke nok med eksaminer; vi har stadig det der med anbefalingerne, som nogen hjemler. Det hedder så referencer.
For at gøre en lang historie kort, er vor tids skudsmålsbøger et curriculum vitæ, og sådan nogle har universiteter jo også. De er en splejsning mellem en bedømmelse og en kontaktannonce. Oftest tænker man et CV kronologisk lagt til rette, og de første år af et liv fylder meget i den historie, og i det lys betyder ens omsorgspersoner som bekendt en del. DPU begyndte sit liv som de Monradske kurser i 1856. Vi er prøvede. Vi er rundet af en æt, der har prøvet mange fusioner – og skilsmisser.
I 1980erne skete imidlertid noget afgørende på CV-fronten: Man vendte bøtten i vejret. Nu anfører man de seneste ansættelser eller eksaminer først, og så fortæller man tilmed gladelig om, hvem man er gift med, om sine børn og sine hobbyer. Det handler jo netop om den udvikling, man har gang i. Ganske som for universiteter i øvrigt. Det skulle være mig en ren fornøjelse at flette fingre med Aarhus Universitet i deres stuer.
