Vi kan ikke længere se forskel på forelskelse og kærlighed. Vi tror, at kærlighed er sex in the city fuldstændig som Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda i serien og filmen af samme navn. Derfor lever vi ikke længere sammen, til døden os skiller, men til forelskelsen gør det. Og det gør forelskelsen ret hurtigt. Trekvart år, så er det slut. Så må vi videre i vores serielt monogame eller polygame jagt på den ny ”eneste ene”.

Lektor Jens Hougaard fra Nordisk Institut, udgiver om kort tid gigantværket Romantisk kærlighed , hvor han blandt andet beskæftiger sig med forholdet mellem kærlighed og forelskelse.

– Vi tror, forelskelsen er kriteriet for kærlighed. Det er den ikke. Forelskelsen er en overgangsfase. Men i dag tager vi det kort-varige i parforholdet og tror, det er kærlighed. I samme øjeblik folk så konstaterer, at de ikke er forelskede, vil de skilles. 

Firebindsværket beskriver den romantiske kærligheds væsen fra dens opblomstring i slutningen af 1700-tallet og frem til i dag, hvor den fremherskende kærlighedsopfattelse stadig er den romantiske. Men til forskel fra i dag adskilte man i 1800-tallet forelskelse og kærlighed.

– Det nye i romantikken (ca.1800-1870’erne, red .) er, at forelskelsen bliver den nødvendige gennemgang til kærligheden. Først kommer begæret, forelskelsen, og når man så er blevet godkendt af forældrene, bliver man gift. Derefter, i ægteskabet, indfinder kærligheden sig måske i form af hengivenhed, trofasthed, forsvarsvilje, ømhed, medlidenhed osv. – altså de dybe følelser og holdninger, der hører kærligheden til. Belønningen i kærlighed er ikke – som i forelskelsen – at blive elsket, men selv at elske. Det er forbandet svært, siger Jens Hougaard.  

Interview side 6-7.