Aarhus Universitets segl

.

Aarhus Universitet har fået ny visuel identitet og grafisk profil. Det var helt naturligt at gentænke universitetets logo efter fusionerne, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen

 

 

Emne: profil

 
Fortvivl ikke, hvis du ikke kan læse overskriften på denne artikel. Med intelligens og en god portion tålmodighed vil det efterhånden lykkes dig at afkode de særprægede tegn. Overskriften er skrevet med bogstaver fra det geometriske, abstrakte alfabet, som indtager en helt central rolle i Aarhus Universitets nye visuelle identitet. Universitetets nye logo består af bogstaverne A og U fra det specielle alfabet, der giver mulighed for at skrive ord og sætninger, der skaber helt nye grafiske udtryk.
Ifølge rektor Lauritz B. Holm-Nielsen var det helt naturligt at gentænke universitetets logo efter fusionerne. Med et nyt logo markerer universitetet en ny fælles identitet og en ny fælles fremtid, som går på tværs af fusionsparternes forskellige profiler og faglige specialer.
– Vores nye logo tager både afsæt i universitetets historie og rækker ind i fremtiden. Det skal signalere, at vi er et moderne og ambitiøst universitetet. Og så afspejler det vores motto, Solidum petit in profundis – søger i dybet den faste grund. Der vil altid være delte meninger om et nyt logo. Jeg mener, vi har fået skabt et let genkendeligt, grafisk flot logo, som vækker opsigt, hvad enten man kan lide det eller ej, siger Lauritz B. Holm-Nielsen.

Universitetets bygninger inspirerer
Grafisk designer Clea Simonsen fra designbureauet 1508 har været med til at udvikle universitetets nye visuelle profil. Hun fortæller, at man efter samtaler med personale og studerende fra både Aarhus Universitet, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og Handelshøjskolen blandt andet valgte at tage udgangspunkt i universitetets berømte bygninger.
– Universitetets gule bygninger stammer fra funktionalismen, som tager udgangspunkt i den internationale modernisme blandt andet repræsenteret ved Bauhaus-skolen i Tyskland. Det abstrakte alfabet fra AU’s nye visuelle identitet er inspireret af modernismens enkle æstetik og derfor bygget op af de geometriske grundformer kvadrat, trekant 0g cirkel. Det geometriske alfabet er med vilje lidt omstændeligt at forstå og repræsenterer på den måde både forskerens og den studerendes tålmodige søgen efter indsigt. Designet bruger desuden de abstrakte bogstaver i lag for at kommunikere samarbejde og tværfaglighed, fortæller Clea Simonsen.

Ikke plads til delfinerne
Ifølge Clea Simonsen tog designerne i første omgang udgangspunkt i universitetets traditionelle segl. Denne idé måtte de dog opgive efter mange forgæves forsøg på at kombinere den nye grundfortælling med de gamle symboler fra seglet.
– Ankeret optræder i det gamle segl, fordi Århus er en havneby. Vi syntes imidlertid, at fortællingen om Århus som havneby var lidt vag, nu hvor universitetet er fusioneret med andre uddannelsessteder, og den geografiske placering ikke længere er så afgørende. Og uden seglets ramme blev de gamle delfiner et meget konkret symbol, som var svært at arbejde med, siger Clea Simonsen.
Lauritz B. Holm-Nielsen understreger dog, at der er en klar linje fra det gamle AU-logo til den nye identitet.
– Vi har bevaret seglet og den blå farve. Seglet bliver vores kvalitetsstempel og skal primært anvendes ved ceremonielle sammenhænge – f. eks. på eksamensbeviser, priser, doktorgrader og ved universitetets årsfest, siger Lauritz B. Holm-Nielsen.

Ida Hammerich Nielson / ihn@adm.au.dk

Se hele den nye grafiske profil på universitetets særlige præsentationsside